Læsetid: 3 min.

Mand uden kvinde

Når metoden bliver vigtigere end følelserne, bliver det svært for lidenskaben at flamme frit i Schimmelpfennigs 'Mand møder Kvinde' hos Holland House
1. april 2008

Flammerne blusser i replikkerne i det spritnye stykke Mand møder Kvinde, som den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig har skrevet til Holland House's 20 års jubilæum. Passionen knitrer mellem Trine Dyrholms kvinde og Jesper Lohmanns mand ude i Kanonhallen. I hvert fald i deres replikker og i deres blikke.

For den nu 40-årige Schimmelpfennig har igen skrevet et stykke om mennesker, der desperat forsøger at nå hinanden. Lige som f.eks. i hans Den arabiske nat, der blev spillet på Husets Teater i 2004. Og ligesom vores egen Peter Asmussen ofte beskriver det, senest i Ekstrem på Edison.

I Mand møder Kvinde har Schimmelpfennig dog ladet mødet lykkes. Her står Kvinden pludselig i en næsten tom lejlighed, hvor Manden sidder og betragter hende i en stol. Blot med den skæve konstellation, at kvinden leder efter en hed affære, mens manden søger en spejling af en åndelig dimension. Dermed bliver situationen til endnu et umuligt møde, nu mellem en krop og en sjæl.

Lidenskaben kan altså ikke frisættes, og som minimalist rykker Schimmelpfennig rundt på replikkerne i en særlig slags frustreret gentagelse, hvor gentagne replikker hele tiden udvides med flere detaljer, indtil flere og flere af dem afsløres som fortrængninger eller spejlinger eller løgn. Replikkerne leger. Og dramaturgisk leger stykket gemme med tiden, fordi stykket egentlig begynder med slutningen, og fordi historien spejler sig i andre historier om andre par i andre årtier, der mødes i sære situationer og lader lidenskaben blusse op.

Når kroppe længes

Alligevel lader frustrationsideen til at stække stykket. Iscenesætteren Jacob F. Schokking har ellers skabt en begavet scenografi med tyste vinkler i væggene og med et forrygende videodesign af Jakob Thorbek med damptog, der pruster, og viktorianske blondeskjorter i ophidselse, så bliver der lovlig lang afstand mellem billeder og kroppe. Midt i ordflammerne virker det bare, som om skuespillerne mest af alt savner at måtte røre ved hinanden.

Som tilskuer bliver man i hvert fald helt lettet, da Trine Dyrholm endelig kravler op på en stige, og Jesper Lohmann går hen til hende og omfavner hende. Nu sker det!, tænker man. Men der sker kun det, at hun ikke falder ned. Ikke det at hun kommer op at flyve.

Når brædder falder

Egentlig tror jeg ikke, at Schimmelpfennigs stykke kan forløses meget mere fængende og præcist og gennemsigtigt, end netop Dyrholm og Lohmann formår det. Stykket er bare tørret ud i kanterne på grund af sin egen obstruktionsmetode, der kun viser sig at være befordrende et stykke af vejen. Og selv om Schokking varierer sin iscenesættelse og sin scenografi med alverdens forskydninger - om det så er selve væggen, så lader han den falde ind i rummet, bræt for bræt - så kan det ikke bringe den varmblodighed ind i replikkerne, som de sådan skriger efter.

Når Kvinden bliver mest panisk i sit forsøg på at tænde Manden, klæder hun sig ud som cowgirl, hvorefter hun langsomt smider frynserne. Men da hun står nøgen foran ham, siger han bare:

"Det var jo ikke det, jeg mente."

Og således kan kroppen og sindet flamme op i længsel på så forskellig vis. Uden at mødes.

Mand møder Kvinde. Tekst: Roland Schimmelpfennig. Oversættelse: Hans Ægidius. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: Gert Sørensen Videodesign: Jakob Thorbek. Holland House på Kaleidoskop, K2. For voksne. Kr. 165. Til 10. apr. www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu