Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Menneskerester

Gulag. Varlam Sjalamovs 'Fortællinger fra Kolyma' er en mesterlig bog om de sovjetiske fangelejre. Den inkorporerer den totalitære erfaring i al sin gru. Læs den, også for litteraturens egen skyld
Lejrliv. Det er de helt basale fysiske vilkår og kropslige behov, der er i centrum for Varlam Sjalamovs bog om de sovjetiske arbejdslejre. Her knokler russere i temperaturer langt under frysepunktet.

Lejrliv. Det er de helt basale fysiske vilkår og kropslige behov, der er i centrum for Varlam Sjalamovs bog om de sovjetiske arbejdslejre. Her knokler russere i temperaturer langt under frysepunktet.

Kultur
13. marts 2008

Solzjenitsyn havde mange, mindre kendte lidelsesfæller i de sovjetiske fangelejre. Enten overlevede de ikke, eller også trængte deres skrifter hverken gennem censuren eller over til Vesten. Først efter glasnost begyndte man at trykke og oversætte hele den russiske lejrlitteratur. Et af de litterært set vigtigste værker, Varlam Sjalamovs (1907-1982) 1.300 sider lange Fortællinger fra Kolyma, har vi nu fået første bind af på dansk. I en absolut glimrende oversættelse, som er forsynet med velanbragte noter og et kyndigt efterskrift.

Sjalamovs 33 fortællinger beskriver ikke så meget Gulag-systemet i dets enorme omfang og uhyggelige mekanismer, som han skildrer den enkelte arbejdslejr indefra, som en egen verden med egne målestoksforhold og værdier. I centrum er hele tiden de helt basale fysiske vilkår og kropslige behov. Meget minder om kz-lejrene, som vi kender dem fra dokumentariske og kunstneriske fremstillinger. Selv om man skulle tro, at sovjetmagten havde en interesse i at holde arbejdskraften i live af hensyn til den gennemgribende industrialisering af landet, så fungerede lejrene i realiteten som udryddelseslejre. Den systematiske nedbrydning af kroppen gennem udsultning, hårdt arbejde og umenneskelige barakforhold findes i de stalinistiske som i de nazistiske lejre. Man havde ikke gaskamre, men til gengæld en magtfuld gruppe af hårdkogte kriminelle fanger, som slog ihjel, som de havde lyst.

Levende lig

Lighederne bekræfter Hannah Arendts beskrivelse af, hvordan den totalitære stat nedbryder al menneskelighed, med de 'levende lig' i koncentrationslejrene som den yderste konsekvens. For de fanger, som ikke har mistet livsdriften, drejer alt sig om den skrøbelige grænse mellem liv og død. Men systemet er ligeglad med den grænse, uanfægtet af om menneskene er arbejdskraft eller affald. Den slagge, der uvægerligt opstår i det totalitære system, som Sjalamov skildrer det, bliver uden videre bortskaffet, og ny arbejdskraft sættes ind. Sådan er det store befolkningstal blevet udnyttet kynisk flere gange i Ruslands historie, som blot en uudtømmelig naturressource blandt andre.

Grænsen mellem liv og død er afhængig af, om dagsrationen er 500 eller 300 gram brød; om man er heldig at finde nogle bær; om man kan holde fast på sin hue og sine sokker; om det lykkes at lyve sig til en enkelt dags varme i et værksted; om man får en plads øverst eller nederst i køjerne; om man får en hård eller en 'let' tjans; om man kan gøre den kriminelle mafia tilpas; om man kan spille så syg, at man sendes på hospitalet. En af de frapperende betragtninger, der gentages i fortællingerne, er, at de, der spiller syge, ofte er meget mere syge, end de selv er klar over. Man fanger umiddelbart den overfladiske ironi i situationen. Og derefter den dødelige alvor.

De fandt en tå

Sjalamovs prosa er gennemgående knap og sober, hans realisme konkret og stilfærdig. Fortællingerne veksler mellem første og tredje person, mellem enkelte episoder eller personskæbner og mere generelle beskrivelser. Ofte består optakten af en nøgternt beskrevet situation, som for eksempel to fanger der går ud om natten og begynder at grave i en bunke med sten. Uden at den beskrivende stil ændrer sig, afsløres det pludselig, hvad der foregår: de støder i stenbunken på en menneskelig tå. Læseren er chokeret, men fangerne graver videre, for de er netop kommet for at sikre sig ligets tøj, som de derefter stilfærdigt vender tilbage til barakken med.

I forhold til læserens chok virker afslutningen underligt brat, man venter en reaktion fra personerne i fortællingen, en menneskelig reaktion som svarer til ens egen. Læseren lærer altså på den hårde måde både den grusomme virkelighed og fangernes lige så virkelige afstumpethed at kende. Og efterhånden finder man ud af, at afstumpetheden blot er den nødvendige accept af lejrlivets betingelser.

Sjalamov sammenliges i efterskriftet med Tjekhov netop på grund af den lakoniske, usentimentale stil, men der er den væsentlige forskel, at minimalismen hos Sjalamov ikke så meget er en stil, som den er en del af den virkelighed, han beskriver. På samme måde virker de ikke så få gentagelser, hvor personer, episoder og betragtninger går igen i forskellige fortællinger, ikke som litterære ledemotiver, men som tydelige tegn på, at elementerne i lejrens lukkede verden forbliver de samme. Det er ikke monotont at læse, for der kommer hele tiden nye aspekter og detaljer til, men der formidles alligevel en stærk oplevelse af virkelighedens klaustrofobi. Og der er ingen vej ud, heller ikke ved hjælp af digtningen.

En særlig sandhed

Med Sjalamovs egne ord, i den sjældne fortællerrefleksion, der indleder 'Slipset', kan hans litterære ærinde, hans digtning efter Auswitz, kaldes virkelighedens sandhed:

"Der er her tale om en særlig form for sandhed nemlig virkelighedens sandhed. Dog er det ikke et essay, men en fortælling. Hvordan skal jeg gøre denne fortælling til en slags fremtidens prosa noget i retning af Saint-Exuperys fortællinger, der for første gang viste os luftrummet. (...) Man skal altså ikke kende sit stof for godt. Sådan har det været for alle fortidens og nutidens forfattere, men fremtidens prosa kræver noget andet. Da vil det ikke være forfattere, der taler, men professionelle, der kan skrive. Og de vil kun fortælle om det, de kender det de har set. Autenticiteten vil være fremtidens litteraturs styrke."

Lejrlitteraturen er tematisk vigtig, og vi bør læse den for ikke at glemme. Men hvem kan egentlig holde ud at læse Solzjenitsyns Gulag øhavet eller Amnesty-rapporter, som Åsne Seierstad for nylig udtrykte det? Den litterære formidling spiller en vigtig rolle for læserens og dermed den kollektive erindrings skyld. Men også for litteraturens egen skyld, så den kan inkorporere den totalitære erfaring i al sin gru, sådan som det lykkedes i En dag i Ivan Denisovitjs liv, og sådan som det lykkes for Sjalamov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sjalamovs fortællinger er enestående i GULAG-litteraturen. Blot skal man huske, at Sjalamov i de fleste af sine fortællinger, skriver om Dalstois (navnet på lejrsystemet i Kolyma) tidlige år (1932-1937) og tiden under Den Store Terror (1937-1938 i Kolyma). Men lejrene lukkede først i 1954-56 og først i 1991 kunne den sidste politiske fange angiveligt forlade Kolyma.

Sjalamovs fortællinger er ikke dokumentariske. Mange refererer til dem som om de var det og det har givet anledning til mange skrøner om Kolymas historie. "Major Pugatjovs sidste slag" skulle angiveligt handle om en gruppe soldater og officerer fra Den Røde Hær. Pugatjov var imidlertid kun officer fra nogle ukrainske partisaner (som kæmpede imod Den Røde Hær) og hans hjælpere var ikke soldater, men derimod fanger med kriminelle domme. Systemet slog ekceptionelt hård ned på dem, fordi de havde dræbt lejrvagterne på angiveligt grusomme måder, som jeg ikke kender i detaljer.

På min hjemmeside (http://www.gulag.dk) kan man læse den faktiske historie, så godt den er kendt lige nu, men der forestår fortsat et stort arbejde, før historien om Kolyma endeligt er fortalt. Desværre er interessen for at støtte min research beskeden på trods af, at jeg er en af de eneste, der har gode muligheder for at gennemføre det.

Alt i alt en fantastisk bog som på sublim vis fortæller om oplevelsen af, at opholde sig i Kolyma.

Jeg holder løbende foredrag om Kolymas faktiske historie og har været derude adskillinge gange. Senest i slutningen af 2007, hvor jeg interviewede tideligere fanger og besøgte resterne af lejrene.