Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mesteren fra Thule Lake

Nogle gange opstår de bedste historier på vej hen til bageren. Eller på vej ned til den koreanske købmand på hjørnet
Kultur
19. marts 2008

Der må snart være stof til en post-9/11-filmfestival. Og vel at mærke ikke bare for film, der er lavet efter den 11. september 2001. Nej, for film, som i et eller andet omfang er formet af terrorangrebet mod USA.

Tag blot alle de spillefilm, hvor man undervejs i processen har måttet justere manuskriptet eller ligefrem retouchere Twin Towers ud af allerede optagede sekvenser. Eller de endnu flere dokumentarfilm, hvor de dramatiske begivenheder på Manhattan og ved Pentagon i et glimt kom til at overskygge den virkelighed, som filmmagerne ellers var i gang med at skildre - uanset hvor på kloden, de befandt sig.

Her tænkes eksempelvis på den israelske Min terrorist (2002) af Yulie Cohen Gerstel, hvor filmens refleksioner omkring terrorisme og tilgivelse pludselig får en ny klangbund, da instruktøren ser tvillingetårnene synke i grus på tv. Eller Nærvær (2003), Jan Troells portræt af den svenske fotograf Georg Oddner, hvor en fotosession med Klaus Rifbjerg afbrydes, da nyheden om angrebet på den by, hovedpersonen har besøgt tidligere i filmen, løber ind.

Mirikitani flytter ind

Der er masser af andre eksempler. Og nu kan endnu en film føjes til listen, nemlig The Cats of Mirikatani, Linda Hattendorfs håndholdte portræt af en af New Yorks mange hjemløse skæbner.

Tsutomu Mirikitani - også kaldet Jimmy - blev født i Sacramento i Californien i 1920. Allerede som barn begyndte han at drømme om at blive kunstner, men efter japanernes angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 blev han og 120.000 andre amerikansk-japanere anbragt i interneringslejre, hvor mange af dem blev presset til at opgive deres amerikanske statsborgerskab. Mirikitani havnede i en lejr ved Tule Lake i det nordlige Californien, hvor han lavede tegninger af katte for at opmuntre en yng-re dreng, som skulle vise sig ikke at overleve opholdet.

Efter at være sluppet ud rejste Mirikitani til Japan og slog sig ned i Hiroshima. Her blev det meste af hans familie udslettet den 6. august 1945. Siden vendte han atter tilbage til USA, nu uden statsborgerskab eller personlige papirer, illusionsløs og bitter på sit fødeland. I en årrække havde han arbejde som kok, men på et tidspunkt havnede han på gaden i New York, hvor han overlevede ved at sælge sine billeder til forbipasserende. Almisser ville han ikke tage imod.

I sin egen optik var (og er) Mirikitani en stor kunstner. En mester.

Et utroligt puslespil

I januar 2001 begynder filmmageren Linda Hattendorf at lægge mærke til Mirikitani. Hun bor i nærheden af den koreanske købmandsbutik, på hvis fortov han sover om natten, og de falder i snak om hans motiver, som gerne er de samme: katte eller erindringsglimt fra Tule Lake.

Hun begynder at filme ham, og de bliver venner. Efter den 11. september gør de giftige gasser det farligt at bo på gaden, og filmmageren inviterer sin hovedperson hjem. I den tid, der går, fra han flytter ind, og til hun har skaffet ham et personnummer og et sted at bo, får han lagt de fleste af brikkerne til det utrolige puslespil, som er hans liv.

Hattendorf springer besværet og konflikterne over. Det har formodentlig ikke altid været lige let at have den ofte knotne og ikke just meddelsomme Mirikitani boende. Men lad nu det ligge. På sin egen uprætentiøse måde vokser samlingen af dagbogsnotater hen ad vejen til en stor og varm fortælling med indtil flere scoops og overraskelser undervejs.

Og da den 82-årige Mirikitani ved filmens slutning genser Tule Lake efter 60 år, har man for længst tilgivet lavbudget-æstetikken.

The Cats of Mirikitani. Instruktion: Linda Hattendorf. Amerikansk (Husets Biograf i København og Øst for Paradis i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her