Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Ny film: Husk at leve

Indrømmet, ikke nogen synderligt fantasifuld overskrift til en anmeldelse af 'smil-gennem-tårer'-filmen Nu eller aldrig, der handler om to dødsmærkede seniorer, som sætter sig for at få en på opleveren, mens tid er
Kultur
7. marts 2008

Indrømmet, ikke nogen synderligt fantasifuld overskrift til en anmeldelse af 'smil-gennem-tårer'-filmen Nu eller aldrig, der handler om to dødsmærkede seniorer, som sætter sig for at få en på opleveren, mens tid er. Men pointen er, at manuskriptet er tilsvarende banalt og uopfindsomt. At en tidlig scene udspiller sig på et autoværksted skal vise sig ironisk, da mekanikken bag plottet er synlig fra først til sidst. Filmen er dermed for kalkuleret til at gribe eller røre.

Hovedpersonerne, en alvidende mekaniker og en kynisk rigmand, spilles af henholdsvis Morgan Freeman og Jack Nicholson. Det eneste, de har tilfælles, er kræft og krise i familieforholdene, men primært ligner figurerne en fejring af de to veteraners fortid: Freeman tager en æresrunde som vis stoiker, Nicholson som flamboyant, desillusioneret hedonist.

Rob Reiners instruktion formår ikke at aflede opmærksomheden fra de førnævnte svagheder. Flere scener mangler den nerve, der er nødvendig, for at man lever sig ind i den dødsdømte duos projekt, og kun få af filmens galgenhumoristiske replikker er skarpe nok. Dog lyder denne som et fair bud på den form for logik, som kan opstå i en kemoterapipatients hoved: "Somewhere, some lucky guy is having a heart attack."

Nu eller aldrig. Instruktion: Rob Reiner. Manuskript: Justin Zackman. Amerikansk (en lang række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her