Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

På fransk ferievisit i Caribien

Mange caribiske øer rummer forskellige etniske grupper, kulturer og sprog fra fire kontinenter på et ganske lille areal. St. Martin er et ypperligt eksempel
Kultur
22. marts 2008
Mangfoldighed. Informations ferierende udsendte mødte lokale med ekvrilibristiske sprogkundskaber på St. Martin i Caribien.

Mangfoldighed. Informations ferierende udsendte mødte lokale med ekvrilibristiske sprogkundskaber på St. Martin i Caribien.

Ewa Lajer-Burcharth

ST. MARTIN - Det er let at blive fascineret af Caribiens historie og kultur. Her mødes mange forskellige verdener - Europa, Afrika, Amerika og Asien - på dusiner af små bitte øer.

Nogle gange lever vidt forskellige etniske grupper og kulturer sammen på en enkelt ø, hvorfra en ny hybrid-kultur vokser frem.

Det er f.eks. tilfældet på St. Martin - eller Sint Maarten - en ø på 87 kvadratkilometer delt mellem Holland og Frankrig. Den afrikanske befolkning kom til øen i 17oo- og 1800-tallet som slaver. Efter slaveriets ophævelse blev kinesere og indere importeret som arbejdskraft.

På St. Martin nedstammer de færreste hvide fra britiske, franske og hollandske koloniherrer (slaveejere). Jeg kender ikke tallet, men de er tilstede, og det er relativt let at genkende dem i gadebilledet. Men den hvide befolkning på den franske halvdel af øen er primært 'expats' fra Frankrig.

På gader og i hoteller kan man høre spansk og endda portugisisk kreolsk talt. Vandring fra ø til ø i Caribien er udbredt. Folk søger hen, hvor der er arbejde - og det er i turistindustrien.

Eftersom St. Martin beværter en million turister om året - de fleste fra Nordamerika - er det ikke så mærkeligt, at den sorte befolkning på øen taler mange sprog. Men hovedsproget er fransk kreolsk - altså en version af fransk, som indeholder afrikanske, indianske, hollandske og engelske ord. I St. Martin taler man et kreolsk, som er forståeligt på Haiti.

Sprogøre og gane

Det fik jeg fortalt af indehaveren af Le Ti Creole, en lokal restaurant i den næststørste by Grand Case. Han var i sig selv et sprogligt unikum og talte fem sprog flydende - nemlig kreolsk, engelsk, fransk, hollandsk og spansk. Jeg kunne ikke efterprøve hans kreolske, men den var god nok med de fire andre sprog.

Restauratøren var den type, som man kan drømme om at møde. Han udfyldte både rollen som vært, tjener, kok og historiefortæller. Da vi ankom kl. 19, var restauranten tom. Ejeren havde lige åbnet for skodderne. Han nikkede genkendende, da jeg fortalte ham, at vi havde reserveret bord til tre.

Efter at vi havde bestilt til tre, forsvandt han ud i køkkenet. Herefter ankom tre franske familier med børn, i alt 10 gæster. Så er det, man tænker: Hvordan klarer kokken ene mand at tilberede 13 forskellige hors d'oeuvres og entrées, inden vi dør af sult? Jeg kan rapportere, at det gik lige efter noderne. Inden for 45 minutter havde vi fået hovedretten serveret. Inden en time var de franske gæster også blevet serveret.

Som én, der selv laver mad, fyldes man af næsegrus beundring. Kød og fisk var i øvrigt friskt. Retterne temmelig sofistikerede. En del af hemmeligheden er selvfølgelig rutine. Men det er også kunst. Manden havde ikke alene øre for sprog, men også en udviklet gane. Og så viste det sig, at han i største hemmelighed havde tilkaldt sin søster til at hjælpe i køkkenet ...

Efter måltidet viste kokken sig. På sine arme havde han den dejligste lille knægt - en dreng på et år, som allerede forstod engelsk og fransk. Barnet opførte et par sangnumre. Min datter på syv blev totalt betaget.

Det er svært at vurdere, hvor (u)populære Frankrig og Holland er blandt øens sorte indbyggere. Under et besøg for nogle år siden på den større franske ø Guadeloupe fortalte en sort cykelhandler mig, at relationerne mellem sorte og hvide var temmeligt gode. Den eneste undtagelse var hvide nedstammende fra koloniherrerne. Dem stemplede han som racister.

Tålelige naboer

På vores hotel i St. Martin spurgte jeg en sort kvinde i baren, og hendes svar på spørgsmålet om forholdet til kolonimagterne lød: "Tåleligt!" Interessant nok var hendes største ankepunkt, at børn "partout" skal lære fransk i skolen. "Det giver ingen mening. Vi kunne lige så godt lære engelsk," beklagede hun.

Det viste sig, at bartenderinden og restauratøren havde lært engelsk på den hollandske del af St. Martin, hvor skolerne i øvrigt også underviser i hollandsk.

Under vores middag i Le Ti Creole gik det op for os, at vi faktisk havde reserveret bord i en helt anden restaurant med et enslydende navn. Vi var gået galt i byen og havde alligevel fået en spændende kulturel oplevelse ud af det.

Hvorfor siger jeg det? Jo, det viser sig, at Le Ti Creole er det eneste spisested i Grand Case, som er ejet af en sort sanktmartiner. Resten af restauranterne tilhører folk fra det franske hovedland - altså den hvide overklasse.

Frugt & Grønt

Det er den triste kendsgerning. Hver gang jeg er i Caribien, bliver jeg frustreret over, at den sorte befolkning næsten udelukkende arbejder for turistindustrien og i så sjælden grad prøver eller magter at starte deres egne hoteller og spisesteder. Le Ti Creole er netop beviset på, at det kan lade sig gøre.

En anden kilde til frustration er fødevarerne. På de amerikansk-vestindiske øer - de tidligere danske besiddelser - er alt importeret fra USA. Kun en sjælden gang ser man en bod på vejen, hvorfra en kvinde sælger frugt og grøntsager. I St. Martin fandt jeg ud af, at den eneste lokale grøntsag, der sælges i de franske supermarkeder, er salat! End ikke lokale tomater er til salg.

Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at indbyggerne dyrker frugt og grøntsager i deres baghaver. De har under ingen omstændigheder råd til at betale de kolossalt dyre priser for de fransk importerede fødevarer i supermarkederne. Men hvorfor er der ingen, som finder på at starte et landbrug og sælge frisk frugt og grønt til supermarkeder og restauranter?

Når det er sagt, så spiser man fantastisk godt i de franske restauranter i Grand Case. Priserne er i euro og derfor temmeligt høje for folk med US-dollar i tegnebogen. Jeg blev lidt chokeret på vel nok den bedste restaurant i byen - Le Pressoir - da jeg så en flaske vin til 2.500 euro på vinkortet!

Til forskel fra restauranter i det amerikanske Vestindien, Puerto Rico, den Dominkanske Republik, etc. er betjeningen på St. Martin fortrinlig. Tjenerne kender menukortet ned til de mindste detaljer. Man kan sidde med udsigt til havet, nive sig selv i armen og spørge: Er jeg i Frankrig eller Amerika? Efter måltider promenerer man ad Boulevard Grand Case og dukker ind i alskens franske butikker.

Det er lidt som en fransk middelhavsby fløjet over Atlanterhavet til en lille tropisk ø. Hvilket stort set er den halve sandhed. De fleste varer bliver fløjet til St. Martin, hvor koralrevene senere i dette århundrede efter sigende vil forsvinde som følge af den globale opvarmning - og måske også turisterne med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her