Læsetid: 4 min.

Pæren falder sjældent langt fra hesten

Kontroversiel. Den tyske historiker Götz Aly anklager i helt ny og meget diskuteret bog 1968-generationen for ikke at være et hak bedre end deres nazistiske forældre
Startskuddet til ungdomsoprøret lyder, da den unge studerende Benno Ohnesorg bliver skudt og dræbt af en politibetjent under en demonstration.

Startskuddet til ungdomsoprøret lyder, da den unge studerende Benno Ohnesorg bliver skudt og dræbt af en politibetjent under en demonstration.

13. marts 2008

Götz Aly, årgang 47, har skrevet en bog om 1968-generationen. Bogen hedder Unser Kampf, 'Vores kamp', og er ikke bare en provokerende henvisning til Hitlers Mein Kampf, men også et selvopgør.

Undertitlen er '1968 - et irriteret tilbageblik'. Men Aly er ikke bare irriteret. Han er så frådende, at undertitlen snarere burde have været 'et indestængt raserianfald'. Af dette opstår en indforståethed, der gør, at bogen kun er fuldt forståelig for tyskere født mellem 1940 og 1950, der har et indgående og personligt kendskab til scenen omkring det tyske studenteroprør og venstreradikalismen. Alle andre er mere eller mindre hægtet af og kan kun på bedste beskub forsøge at følge hans påstand, der kort fortalt anklager den tyske 1968-generation for at være lige så ubarmhjertig, terroristisk og voldsfikseret, som deres egne forældre var i 1930'erne og 40'erne.

Den rasende historiker gør intet for at forklare og folde ud, og det er synd. For han udelukker dermed den næste generation fra et reelt indblik i deres forældres megaflip på den yderste venstrefløj.

Ingen tvivl om, at mange tyske 1968'ere var frustrerede unge, der i de værste tilfælde kørte ud af et rabiat sidespor med RAF-terroristerne som det mest ekstreme eksempel. Men filmen knækker for Götz Aly. Man kan ikke med rette sidestille 1968-generationens påståede uvidenhed om Maos forbrydelser i det fjerne Kina med deres forældres generations påståede uvidenhed om naziforbrydelserne next door.

Man kan ikke på noget plan sammenligne studenterlederen Rudi Dutschkes retorik med Det Tredje Riges ungdomsfører Baldur von Schirachs. Og man kan slet ikke trække en lige linje fra nazisternes 12-årige voldsherredømme, der fra begyndelsen havde tilslutning fra hovedparten af det tyske folk, og som spredte død og ødelæggelse i hidtil uset mål i Tyskland og senere resten af Europa, til studenterbevægelsens få tusinde tilhængeres to-tre år lange rus.

Tungt nazigods

Aly er ellers en af Tysklands mest respekterede og skattede historikere, og hans to sidste bøger Hitlers Volksstaat og Fromms har begge givet stærke og tiltrængte indblik i det tyske folks rovmorderiske mentalitet under nationalsocialismen. Samt været både anmelder- og salgsmæssige succeser. Begge bøger er nådesløst skrevet, men samtidig drevet af så stor fortælle- og formidlingslyst, at læseren er blevet trukket åndeløst igennem dem.

Men i Unser Kampf har Aly en sag, og end ikke ønsket om, at læseren ved, hvad der tales om, må stå i vejen for den. Selv om det er "ulig lettere at skrive om andres fortid", som han skriver, nævner han artigt sin egen tilknytning i begyndelsen af 1970'erne til de venstreekstremistiske Rote Zellen og sin tid som aktivist i den terrorvenlige organisation Rote Hilfe.

Men ud over lidt pengehvidvask, 'svinejagt' på nogle upopulære professorer og pengestøtte til RAF-lederen Andreas Baaders mor er det ikke meget Götz Aly, der var færdig med den yderste venstrefløj i 1974, deltog i. Her drives der først og fremmest klapjagt på de andre.

Den tyske 1968-generation havde altså deres forældres nazigods hvilende tungt på skuldrene. Aly citerer Max Horkheimer, den kritiske teoris fader, for at have sagt, at "ingen havde lyst til at træde i sin fars fodspor". Ifølge Horkheimer bestod forskellen på den tyske og den internationale studenterprotestbevægelse i, at tyskerne var præget af "indgroet nag, mindreværdsfølelse og det ubevidste".

Dette ubevidste fik den forbundstyske ungdom i 1968 til at drømme om at ændre samfundet. Efter Alys mening ikke mindre radikalt end deres forældre havde drømt om under nationalsocialismen.

Ohnesorgs død

Startskuddet var bogstavlig talt affyret året forinden. Den 2. juni 1967 skød og dræbte politimanden Karl-Heinz Kurras den unge studerende og demonstrant Benno Ohnesorg under en demonstration mod den iranske shahs besøg i Vestberlin. Aly giver med god grund episoden plads og betydning. Hvor han bruger denne episode som afsæt til at beskrive et stokreaktionært vesttysk samfund, hvor 50 procent af befolkningen endnu delte den opfattelse, at "nationalsocialismen i grunden var en god idé, der bare blev dårligt udført", er hans bog klart bedst og mest tilgængelig.

Et samfund, hvor tilsvining af jøder indgik i almindelig daglig sprogbrug, og hvor Erich Mende, vicekansler 1963-66, spankulerede rundt med et ridderkors, som Adolf Hitler havde overrakt ham. Hvor uægte børn og deres mødre indtil 1970 blev betragtet som mindreberettigede personer, og homoseksuelle som forbrydere. Et samfund, hvor vold og sadisme blandt børn stod på den daglige menu. Det var "ikke så underligt i et samfund, udfra hvis midte 18 millioner mænd var draget skydende, plyndrende og myrdende gennem hele Europa".

Aly mener, at mange studerende mistede balancen for kortere eller længere tid efter den 2. juni 1967.

"I stedet for at stille sig selv over for deres egen pinagtige splittelse og problemerne med den moralske genopbygning af Tyskland valgte de den konsekvente, tilsyneladende forløsende afvisning: De søgte deres frelse i forenklingen, i udstigningen, i den voldelige afhopning, i den modsætningsfattige ideologiske eller principielle 'alternative' selvensretning, dengang kaldet 'politisk identitet'."

Få dage efter Ohnesorgs død advarede socialfilosoffen Jürgen Habermas mod det, han kaldte 'venstrefascismen'. Habermas vedblev at advare mod den realitetsfjerne, narcissistiske selvlængsel og voldsberedthed. Men ingen hørte på ham, ligesom ingen hørte på Alys professor Richard Löwenthal, når han sammenlignede Maos kulturrevolution med den blodigste fase i Sovjetunionens stalinistiske terror.

Alys bog er på sin vis også én lang godtgørelse over for Löwenthal, der selv havde været kommunistisk studenterleder i 1920'erne og måtte flygte ud af Tyskland af både politiske og racistiske grunde. I Alys ungdom var han indbegrebet af det reaktionære og en af studenternes yndlingsskydeskiver, men Götz Aly er med alderen kommet på andre tanker.

I dag er hans begejstring for professoren så stor, at han til slut i bogen endog foreslår, at man omdøber de sammenstødende gader Axel-Springer-Strasse og Rudi Dutschke-Strasse i Berlin til Richard-Löwenthal-Promenade. I virkeligheden ville man hellere fra Alys hånd have læst en bog om den miskrediterede professor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu