Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pigeliv 2008 - nu med piklussinger

Bortset fra at jeg har lært helt nye ord som 'piklussinger' og 'saffi', er Johanne Algrens 'Louis' en bog, jeg har læst før - nærmere bestemt i 90'erne. Men det gør slet ikke noget
Kultur
6. marts 2008

Deja-vu. Hvor er det jeg har oplevet det her før? Jeg har ligget på et pre-pubertært pigeværelse og slugt stribevis af den her slags bøger om livet som ung, umiddelbart før jeg selv stod over for at skulle leve det. Især Tine Brylds Liv og Alexander-trilogi står stærkt i min erindring, tæt forfulgt af den mere socialrealistiske fortælling om Sanne gadebarn af den svenske forfatter Mecka Lind.

Ungdomsromanen Louis 121092-2922 er mere rå og lige på end Tine Brylds Liv-bøger med deres skildringer af den spirende seksualitet, forelskelsen og forældrenes skilsmisse. Næsten lige så rå som den hardcore skildring af gadebarnet Sanne i 80'ernes København, selvom Louis ikke er en bog om samfundets udstødte, men om middelklassens unge, der keder sig i Lyngby.

Louise, eller Louis, som vennerne kalder hende, går i 9. klasse på Lyngby Privatskole. I hvert fald på papiret, for det meste af tiden pjækker hun fra skole, ryger fede og hænger ud i centret. Hun er dygtig i skolen, og alle hendes lærere og hendes tyranniske far, der er skoleinspektør, regner med, at Louise skal på gymnasiet. Men det eneste hun tænker på, er den indelukkede klaustrofobiske følelse, skolen giver hende, hun fortaber sig i kedsomhedskrusedullerne, der er ridset ind i skolebordene og i længslen efter at beruse sig, feste og leve.

Sommerferien står for døren og Louis' far vil gerne have, at hun finder sig et sommerferiejob. Han taler om arbejde, "som om det var en eller anden vitaminpille man er nødt til at tage, når man har for meget fritid". Louis er ligeglad med sin far, og vil bruge tiden på at finde en anden kæreste end Frederik, der klistrer og kvæler hende i sin ordentlighed. I det hele taget er hun ikke meget for svaghed og følsomhed, hverken hos sine venner eller kærester. Og ældre fyre der har "set alt lortet", finder man ikke på Lyngby Privatskole.

Denne hårdkogte eventyrlyst fører hende i armene på mennesker, der ikke vil hende (eller sig selv) det bedste, men hun kaster sig begejstret ud i det hele, uden skyggen af offermentalitet.

15 år. Analsex, hash, coke, syre og kriminalitet, og hun har det fedt imens. Ingen tager hensyn til hende, og så går det hele ud på at overbevise sig selv og andre om, at det er ok - noget hun selv har valgt.

Dagbogslitteratur

Bogen er skrevet i førsteperson, nærmest som en dagbog. Når man skriver dagbog, pynter man på sandheden og gør sig til - også selv om det kun er over for sig selv.

Bogen, der er delvist selvbiografisk, bærer visse steder også præg af denne dagbogsagtige selvhøjtidelighed ("Vi er som nat og dag (jeg er natten!)"), hvor man i en hvis forstand iscenesætter sig selv, som den man gerne vil være. Men på trods af den indimellem lidt anstrengende skrivestil, bruger Johanne Algren nogle fine og hjerteskærende billeder, der trænger ind bag Louis' hårdkogte selvbillede og giver små glimt af indblik i, hvor smerten kommer fra. Nemlig fra forældre, der drikker for meget, skændes for voldsomt og svigter deres børn:

"Jeg kan huske den ekstremt dårlige stemning, der pludselig stod i luften omkring blomsterne og stearinlysene. Jeg hjalp William med at holde sig for ørene. 'Nej dér,' sagde jeg og fik hans små fingre til at trykke på det rigtige sted i øregangen."

William, den elskede lillebror, flytter med Louis' mor, da hun forlader byen, og efterlader Louis hos en far, der slår, og en stedmor, der lukker øjnene for alt. Louis er fucking ligeglad, fordi hun føler, at verden er fucking ligeglad med hende.

"Bare vent," varsler hun, "lige om lidt skrider jeg ud i mit helt eget liv, hvor I aldrig kan se eller høre mig mere."

For en 15-årig læser er jeg-formen, den subjektive fortællemåde og det fuldstændige fravær af stillingtagen fra forfatterens side højst sandsynligt en god ting. For denne 25-årige læser, der måske er for tæt på sin egen teenagetids småparanoide selvoptagethed, er det svært ikke at blive irriteret over, hvordan den destruktive adfærd blot beskrives.

At bogens ærinde er at skrive på de unges præmisser, ægte og ufordømmende er tydeligt og al ære værd. Man mærker en ærlig fascination af 'problembarnets' udadreagerende energi og oprør mod hykleriet. Alligevel savner man flere lag i fortællingen, flere sprækker i facaden, og flere kig ind i det smertefulde, hvis ikke bogen skal kamme over og blive en nærmest æstetisering af 'det hårde gadeliv'.

Men selv om jeg i glimt synes, at Johanne Algrens forståelse for, hvad der rører sig i en oprørsk 15-årig, kunne ligne retfærdiggørelse af den barske livsstil, er det ikke det afgørende. Det afgørende er, at Johanne Algren har skrevet en anderledes og updated ungdomsbog, der er gennemsyret af tiltro til, at unge læsere godt kan regne ud, at det ikke er fedt at få piklussinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Men had ER en piklussing?

Jeg mener selvfølgelig "hvad"

Godt spørgsmål. Google var ikke særlig behjælpelig. Der var to hits på denne artikel og så to på et house musik site med noget temmelg hø-hø drengerøvs forum ballade, jeg heller ikke blev meget klogere på.

Men så oversatte jeg begrebet til engelsk, og voilá! http://www.dixir.com/video.php?id=324

Advarsel: not safe for work!

"Saffi" kan Google ikke hjælpe mig med. Hvis det er en pointe i valg af overskrift til artiklen i at flashe slang, der er så nyt, at ingen forstår noget, så virker den tilsyneladende.

Nogen der kan opklare udtrykket saffi?

Glimrende ja, men HVAD er (en) saffi?

Da jeg var i den alder (for 15 år siden), læste jeg Dostojevskij derhjemme. Men i skolen læste vi bøger som den ovenfor anmeldte, bøger der tilsyneladende skulle tage udgangspunkt i vores univers. Men det var netop ikke vores univers: der var ingen stoffer, teenagegraviditeter eller vold omkring os (i hvert fald var den slags ikke særligt fremherskende). Ud fra ungdomsbøgernes DPU-sanktionerede, vulgærsocialrealistiske erfaringshorisont fik vi indtryk af, at det nærmest var unormalt at lave sine lektier og have en acceptabel fraværsprocent. Men det egentlige problem var , at bøgerne ikke var gode, at de ikke kunne stå distancen på æstetiske præmisser. Således har jeg senere hen langt bedre kunne genkende mig selv hos Günther Grass, Inger Christensen eller Nordahl Grieg (for eksempel), trods deres umiddelbart fjerne erfaringshorisont. Fordi de simpelthen skrev god litteratur, uden noget opdragende formål. Og det er pointen: Vi kunne være blevet introduceret til Pontoppidan eller I. P. Jacobsen. Vi fik Iben Melby og Tine Bryld. Dannelsens fallit.

Ib har så såre ret.

Vulgærsocialrealismen benyttes i den grad i dansk litteratur og drama som en dårlig erstatning for den gode historie og for forfatterer, der kunne have noget på hjertet. Og det er ikke bare de unge der spises af med den slags tomme kalorier; det gennemsyrer også mainstream i dansk voksenlitteratur og drama. Det er en kunstnerisk tragedie af dimensioner.