Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Planetens coladåser

Trine Andersens nye digte udspringer af indignation - og lander gerne i agitation
Kultur
26. marts 2008

Den instans (ydre eller indre), som har hvisket Trine Andersen (f. 1969) i øret, at hun er lyriker, må åbenbart gå ind for en rummelig poesidefinition. Det meste af, hvad vi traditionelt forbinder med den lyriske genre, glimrer nemlig i hendes nye digte ved et påfaldende fravær. Her er ingen gennemgående rytmer og ingen suggererende klange, ingen listige linjebrud eller overraskende ordspil, kun sjældent metaforisk fortætning, kun sporadisk sproglig prægnans.

Hvad man får i På den anden side, er i stedet en serie anskuelsesmodeller over temaet forskel mellem folk, hvor 'folk' kan forstås som enkeltpersoner, f.eks. kvinde over for mand, men også som klasser eller nationer: rig over for fattig, afrikansk bådflygtning over for spansk politi, Mozambiques forarmede befolkning over for udsendte hvide i landet eller whiskybællende vestlige turister

Nye øjne

Det var, fortæller forlaget på en indlagt 'vaskeseddel', angiveligt på en rejse til netop Mozambique, at Trine Andersen fik impulsen til sin samling. Dér fik hun nye øjne at se med, hun kom om på den anden side, mødte sig selv ovre på den anden side, så sig selv som en anden.

Bagefter har hun mere end svært ved at bringe verdens hjørner i hak. I stedet for som Inger Christensen i Sommerfugledalen at besynge det skønne ved jordklodens flygtige liv: "De stiger op planetens sommerfugle ...", må Trine Andersen vrænge: De stiger op planetens coladåser. To hanelefanter i kamp får hende til at føle, at verden "forskyder sig gennem skelettet", den verden, der med ét stiller nye, elementære spørgsmål:

hvad bærer du
reklameskilte for cola og whisky
jeg bærer på reklamer
for et andet liv
containere
glittet papir

Hun kan ikke bære på sin skam og kan ikke længere bære tanken om en gud, der har ansvaret for alt dette her: "gud findes / forladt" hedder det til sidst i det digt, der mest koncentreret slår fast, at der er forskel på folk.

Rundt i verden

Denne tekst findes karakteristisk nok i samlingens femte afsnit, centraldelen, den fra Mozambique. Inden da har vi været i Sverige, Danmark, Holland, Italien, Spanien, og bagefter slutter bogen tilbage i Danmark og Sverige.

De enkelte dele har titler hentet fra linjer i enkelte digte. Dog har "Europa" i delen fra Spanien fået lov at levere overskrift både til det afsnit det er del af, og til den sekvens, der kommer efter - en antydning af, at digtet er centralt, at det er vigtigt at have stået i Malaga og have forstået modsætningen mellem dagens skikkelser og nattens skygger, dvs. flygtningene:

hvad skal vi vågne til i disen over afrika
alting smager så yderligere af sig her
på kanten af endegyldighed
nu står skibene ind
skyggerne først siden
den skinbarlige sandhed

Vurderet samlet giver På den anden side et vidnesbyrd om det værdifulde i evnen til at gøre erfaringer, der ændrer ens syn på alting. Prisen for at bære dette tema tydeligt gennem er imidlertid, synes jeg, en litterær rekurs til reportagen samt, værre endnu, til agitationen. Nu, hvor jeg mener at have forstået budskabet, er jeg meget færdig med bogen. Hvad jeg savner ved den, er ikke så meget de ovenfor oplistede 'poetiske' kvaliteter. Det er, mere elementært, en grund til at læse den igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her