Læsetid: 5 min.

Principrytteren skal resocialiseres

Middelklassen er indkaldt til studiekreds om princippernes forfald i samfundsdebattør Morten Albæks nye bog om misforholdet mellem det vi siger og det, vi gør
29. marts 2008

På villavejen mødes fire familier i den ene ende af gaden jævnligt til middag. Den femte nabofamilie, som naturligt ville passe ind i det sociale fællesskab, idet vores børn leger sammen, og vi deler praktisk naboskab, er ikke inviteret, når den gode mad og rødvinen er på bordet. Vi er alle det, man på moderne dansk kalder fællesskabsorienterede, modstandere af eksklusion og mobning. Men når det kommer til hvem, vi drikker rødvin med, holder de fine principper ikke, for vi bryder os ikke om dem, der alligevel ligger lidt skævt på værdiskalaen. Sådan er det også på arbejdspladsen. Der mobber man hende den usikre, som snakker for meget, selv om man forstår sig selv som en fortaler for netop samfundets svage, for hun er jo ikke svag, hun bor jo i en rig forstad. Og når integrationen er til diskussion, er man selvfølgelig for, når bare ens børn ikke skal gå i skole på indre Nørrebro.

'Principløs' er givetvis et prædikat, som vi alle kan vedkende os. Om end ikke som et karaktertræk så dog som en erfaring og som følge af en smule selverkendelse.

Men er principløsheden ved at sende vores demokratiske samfund ud på en udviklingsmæssig deroute godt hjulpet på vej af rettighedsegoismen, manglende faderligt orkestreret pligtfølelse og fornægtelse af personligt ansvar, som en række debatbøger og et par borgerlige ministre har fremført?

Ja, mener den liberale samfundsdebattør og chef for idéudvikling hos Danske Bank, Morten Albæk, der ophøjer principløsheden til intet mindre end den reelle kulturkamp i sin nye bog Nedslag - mellem det vi siger og det, vi gør.

Kulturkampen handler hverken om røde lejesvende eller kulturradikale æggehoveder, men står ifølge Albæk mellem det principfaste og det principløse menneske og har os alle, det vil sige den store brede middelklasse og samfundet som sådan som deltagere.

Og alle de andre

Morten Albæk lader sin pointe eksemplificeres i 23 nedslag om blandt andet velfærd, politik, globalisering, moral, ansvar og opdragelse: Vi lader, som om vi er perfekte forældre, engagerede og legesyge, der bevidst kører familien efter de seneste kost- og sundhedsråd, når børnene faktisk alt for ofte spises af med Cartoon Network og Petite Danone. Parforholdet er en perfekt udviklingsarena, men i realiteten en kamp mod sofaen og tomme kalorier i skålen og på skærmen. På jobbet anerkendes indsatsen, og potentialet forløses, men i virkeligheden er man bare en overset, gennemsnitlig lønmodtager. Store dele af middelklassen har en fælles overenskomst om ikke at bryde glansbillederne, som også går igen i undersøgelserne af danskernes lykkefølelse, hvor svarerne placerer nationen i top, mens forbruget af antidepressiv medicin aldrig har været større. Fordi, mener Albæk, vi ikke kan leve op til den facade, vi skønmaler. Det samme gælder børnene, som vi skulle kere os så meget om. De har også stress og skal til psykiatrisk behandling.

Principløsheden i privat-sfæren smitter af på det politiske niveau, hvor Margrethe Vestager og Villy Søvndal under den seneste valgkamp pludselig omfavner 24-årsregel og til gengæld får lovning på et nyt skoleforlig af Helle Thorning-Schmidt. De borgerlige er ikke bedre, Eva Kjer Hansen måtte skyndsomt lægge afstand til sin klare ideologiske udmelding om fattigdom som drivkraft, mens Brian Mikkelsen alligevel ikke ville bruge sit kanonprojekt til at udfordre muslimer. Og da Søren Pind holdt op med sit tesemageri og indtog en ydmyg plads bagerst i Folketingssalen, blev han efter passende karenstid belønnet med en udenrigsordførerpost. Kontraktpolitikken, som kopieres af Socialdemokraterne, gør politikken og de folkevalgte til meningsløse levebrødspolitikere, der på populistisk vis slås om at uddele de største velfærdspakker til en kaglende hønsegård af danskere, der bare vil have mere. Og listen skriver sig selv i en never ending story, efter at tryksværten er tør, senest med Søvndals nye klarsyn i værdikampen og Anders Foghs afstandtagen til den hollandske parlamentarikers islamkritiske film. Noget man også, alt afhængig af ståsted, kunne kalde at blive klogere.

Morten Albæk forfalder heldigvis ikke til at mene, at alt var bedre på bedstefars tid. Men i bogen bliver det aldrig klart udfoldet, hvad konsekvensen af al denne principløshed er. Ud over at den stærkt principfaste Morten Albæk - der skriver, at han er opdraget med et fast forældremodspil, men som derudover afstår fra at give eksempler på egen fast-i-kødethed eller mangel på samme - oplever et stærkt ubehag ved en nation af skåltalere, der har gjort afstanden mellem det sagte og det gjorte og selvbedraget til et konstituerende kulturtræk. Hvilket truer med at erodere mellemmenneskelig tillid og individers mulighed for at drage ansvar for egen udvikling. Og at han som skuffet liberal i øvrigt længes tilbage til dengang, Danmark kun havde ét Socialdemokrati og ikke tre.

Bekvemt ståsted

Det er ligeledes tvivlsomt, om principløsheden kan køres i stilling som en forfaldstankegang, når dokumentationen ikke er bedre end nogle få spredt refererede meningsmålinger. I bogens nedslag på folkeskolen f.eks. gøres forældre, der udliciterer opdragelsen til overbelastede, stressramte lærere og deres uroskabende, egocentriske børn, til selve forhindringen for mere faglighed i folkeskolen. Når man taler med fagfolk om forældresamarbejdet, peger de imidlertid på, at det er få forældre, der svarer til karakteristikken. Og selv om disse forældre fylder meget, kræver sedler, information og tilgængelighed i et væk, burde det være noget, folkeskolen med lethed burde kunne adressere med en gennemtænkt politik.

Spørgsmålet er, om de fleste trods alt ikke er pragmatikere, der ideelt set forsøger at leve op til deres ideale forestillinger. Men også med erkendelsen af, at det ofte ikke lykkes. En stræben efter det ideelle ville være umulig, hvis vi allerede havde opnået tilstanden. Og er det sværeste ikke at bøje sig og finde et fælles mødested, hvorimod stivstikkeren og principrytterens - en karakter Albæk ønsker resocialiseret, mens den tidstypiske og forandringsvillige vindbøjtel skal kastes på møddingen - ståsted er nemt og bekvemt? Regler, principper for det gode liv og social kontrol er der i dag masser af; du må ikke ryge, spise for fedt, drikke alkohol, undlade at dyrke motion eller at få dig den rigtige uddannelse. Albæk overser, at det netop er denne ubønhørlige stræben efter at leve op til alle vores principper, og ikke vores principløshed, der er årsagen til den dårlig samvittighed og depressionen.

I virkeligheden individualiserer vi skammen over ikke at kunne leve op til samfundets krav, men det er ikke det samme som at give samfundet skylden.

Valgflæsket er heller ikke nyt på det politiske menukort, og når alt kommer til alt, er Danmark vel stadig i grundtrækkene karakteriseret ved at være et politisk handlekraftigt konsensussamfund. En model som ifølge professor Ove Kaj Pedersen har givet nationen position som toptunet konkurrencestat netop via en historisk betinget evne til at inddrage mange af samfundets aktører i håndteringen af nye problemkomplekser.

Morten Albæks bog er såmænd en meget god anledning til at stille sig selv spørgsmålet, om ansvaret og principperne nu sidder, som de skal. Det er en kontinuerlig erkendelsesproces, og næste gang bliver de anderledes måske inviteret på vino i privaten. Måske er det bare det, Albæk vil opnå. Men rigtig fat, hvor noget gør ondt, har bogen ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu