I slutningen af 1960'erne blev de amerikanske filmkritikere tvunget til at tænke sig om en ekstra gang.
Enkelte af dem gjorde det endda gerne, deriblandt Joe Morgenstern, der i sensommeren 1967 startede sin anden anmeldelse af Bonnie og Clyde i Newsweek således:
"Sidste uge skrev dette magasin, at Bonnie og Clyde, en film om to bankrøvere i 1930'erne, udvikler sig til 'en ubehagelig tju-bang-fortælling for idioter', fordi den ikke ved, hvad den skal gøre med sin egen vold. Jeg er ked at sige, at den anmeldelse er højst uretfærdig og beklagelig ukorrekt. Jeg er ked af at sige, at jeg skrev anmeldelsen."
I modsætning til Morgenstern fortrød New York Times' Bosley Crowther ikke, at han afskrev samme film som en umoden og overfladisk fejltagelse. I en artikel fem dage efter sin egen anmeldelse slog han tværtimod fast, at Bonnie og Clyde er "en billig slapstick-komedie".
Crowther, der havde arbejdet på avisen i 39 år, fastholdt stædigt sin mening, mens filmen fandt sit momentum og publikum, og mod årets udgang besluttede New York Times' kulturredaktør at give ansvaret for filmanmeldelserne til en yngre kollega.
"Vi havde brug for nogen, der kunne se film i et friskt perspektiv," som redaktøren i dag formulerer det. Som Mark Harris fortæller i sin netop udkomne bog Pictures at a Revolution, hvorfra ovennævnte anekdoter er hentet, var Bonnie og Clyde ikke den eneste Hollywood-film, der i de år tvang ikke blot anmelderne, men amerikanerne til at tænke sig om en ekstra gang.
Det nye Hollywood
Groft sagt handlede det om, at filmmediet op gennem 1960'erne gradvist ændrede karakter i forsøget på at ramme et ungdommeligt publikum med appetit på nye og vedkommende historier om en hverdag præget af præsidentmord, Vietnam-krig, raceoptøjer, fri kærlighed og dybe generationskløfter.
Her måtte det etablerede Hollywood se sig overhalet af en ny, relativt socialt engageret og visionær generation af instruktører anført af folk som Francis Coppola, Arhtur Penn, Robert Altman og Mike Nichols, der tog magten i den amerikanske filmindustri og skabte fænomenet 'The New Hollywood'. Som Mark Harris udtrykker det, så stod det klart for enhver, at "noget var ved at dø, mens andet blev skabt" i amerikansk film.
Historien er tidligere fortalt i blandt andet Peter Biskinds Easy Riders, Raging Bulls (1998) og Ryan Gilbeys It don't worry me (2003), men i Mark Harris' optik manifesterer spændingerne mellem det gamle og det nye Hollywood sig specielt omkring produktionen og modtagelsen af de fem film, der blev oscarnomineret som årets bedste film i 1967: Bonnie og Clyde, Fagre voksne verden, Gæt hvem der kommer til middag, I nattens hede og Doktor Doolittle, der med sit budget på 29 millioner dollar kostede mere end det dobbelte af de fire andre film tilsammen.
Ikke neger
Sidney Poitier stod øverst på plakaten til et par af disse film, og han var i det hele taget årets største filmstjerne i 1967. I efteråret var den farvede skuespiller, der i 1963 modtog en Oscar for sin birolle i Markens liljer, med boxoffice-listens to mest indtjenende film, nævnte I nattens hede og To Sir, with Love, en relativt billig produktion, som skuespilleren havde indvilliget i at medvirke i for 30.000 dollars samt 10 procent af indtjeningen, hvilket ifølge Harris gjorde det til en af datidens mest indbringende kontrakter for en skuespiller.
Poitier var imidlertid også genstand for megen debat på det tidspunkt, hvor han alt efter temperament var enten for pæn og hvid eller for pæn og mørk. Det sidste kom specielt til udtryk i sydstaterne, og af samme grund havde Poitier fået indført i sin kontrakt, at ingen af optagelserne til I nattens hede skulle finde sted dernede.
En enkelt scene i filmen, der handler om den farvede betjent Mr. Tibbs, der under et ophold i en racistisk sydstatsby hjælper til med en mordopklaring, skulle dog skydes ved en bomuldsmark, og derfor overtalte instruktøren Norman Jewison sin skuespiller til at tage med sydpå en enkelt uge.
På byens lokale diner, hvor filmholdet spiste, blev Poitiers tallerken hver dag sat hårdt på bordet af tavse og uhøflige servitricer, og overfor Jewison indrømmede Poitier, at han sov med en pistol under hovedpuden i tilfælde af, at en af byens mange racister brød ind på hans værelse på Hotel Holliday Inn, det eneste hotel på egnen, der ville modtage farvede gæster.
Lidt bedre modtaget blev skuespilleren af Katherine Hepburn, da de to skulle spille sammen i Gæt hvem der kommer til middag:
"Jeg anser ikke Sidney for at være neger; han er ikke sort, han ikke hvid, han er ikke noget som helst, hvad farve angår," sagde hun og understregede derved ufrivilligt flere af Poitiers racefællers spørgsmål om, hvorfor sorte skuespillere ikke måtte være, ja, negere på film.
Kys, sex og vold
Stemningen i USA blev dog taget i betragtning af flere af filmskaberne af de nævnte titler. Eksempelvis blev Mr. Tibbs gjort mere vred og aggressiv end i romanforlægget, således at han passede til en tid, hvor "sort vrede, ikke blot undertrykkelse af sorte, begyndte at finde deres vej til nyhederne," som Harris skriver.
Noget lignende skete med beretningen om Bonnie og Clyde, hvor sidstnævntes homoseksuelle tilbøjeligheder blev dæmpet, således at man ikke risikerede, at publikum sagde, "selvfølgelig er de gangstere - de er en flok seksuelle freaks", som filmens ene manusforfatter, Robert Benton, fortæller i bogen.
Den slags vovede indslag var lidt af en udfordring for Hollywoods interne censursystem. 'The Production Code', som det blev kaldt, gjorde en dyd ud af at få læst og kommenteret alle manuskripter for at sikre sig, at det færdige resultat kunne gøre sig på det store lærred uden at støde nogen. Deres blåstempling af en film var altid blevet respekteret - i hvert fald indtil sommeren 1967, hvor magasinet Variety skrev, at de ikke havde kunnet finde en eneste større biografkæde i landet, der tog sig af, hvad 'The Production Code' mente om en given film.
Publikum ville se Mrs. Robinson forføre unge Benjamin og Bonnie og Clyde ende i et blodbad; de ville se Mr. Tibbs stikke en hvid rigmand en flad, og de ville i hvert fald ikke gå glip af, hvad der sker, når en ung hvid kvinde inviterer sin sorte kæreste med hjem til sin far og mor i Gæt hvem der kommer til middag, der endte med at blive et tilløbsstykke i både sydstaterne, storbyernes ghettoer, ja, alle steder i landet og derfor også det største boxoffice-hit, som Katherine Hepburn, Spencer Tracy og Poitier nogensinde har medvirket i.
Kort efter gjorde 'The Production Code' sit system mere smidigt, således at der blot skulle stå på plakaten, hvilken aldersgruppe en given film henvendte sig til.
Smagløse vittigheder
Det var ikke nødvendigt med Doktor Doolittle, der henvendte sig til alle, men blev set af langt færre, ja, flere anmeldere kaldte det ligefrem pinligt, da musicalen med Rex Harrison og en masse dyr blev Oscar-nomineret, så dårlig var den.
Endnu mere pinligt skulle det blive, da Oscar-aftenen oprandt og den pensionsmodne Bob Hope foldede sig ud med smagsløse vittigheder foran et målløst publikum. Med til historien hører, at Martin Luther King var blevet dræbt ugen inden, og at arrangementet var blevet flyttet to dage i respekt for den sorte borgerrettighedsforkæmper. Bortset fra en joke om, at Eastman Kodaks image nu var ødelagt af et show, der havde taget tre dage at fremkalde, undlod Hope behændigt at komme ind på den sag.
I Pictures at a Revolution har Mark Harris derimod det hele med - fra nye interview med blandt andet Dustin Hoffman, Robert Benton, Robert Towne, Mike Nichols og Warren Beatty til anekdoter om, hvem der på et tidspunkt var i betragtning til at spille hovedrollerne i filmene (Robert Redford og Charles Grodin i Fagre voksne verden) og hvem, der blev tilbudt at instruere (Godard ville lave en version af Bonnie og Clyde i et vintertrist New Jersey).
Resultatet af Harris' anstrengelser er en suveræn filmkrønike, der på intelligent og dramatisk vis ikke blot fortæller om sine fem films tilblivelse, men også får placeret revolutionen i Hollywood i forhold til opbruddet i det omkringliggende samfund.
Set i det skær kommer det i dag nok ikke bag på mange, at det endte med, at I nattens hede, hvori en farvet betjent og en hvid betjent ender med at stå sammen mod uhyrlighederne, løb med en Oscar for årets bedste film.
