Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Skovene omkring Linköping

Svenske Mons Kallentoft udfordrer krimigenren i 'Midvinterblod', hvor figurernes bevidsthed bliver afdækket med en særegen slags staccato prosa
Mord. Hovedpersonen, den unge kriminalkommissær Malin Fors, må en tur ud i Linköpings skove for at opklare mordet på byens upopulære outsider.

Mord. Hovedpersonen, den unge kriminalkommissær Malin Fors, må en tur ud i Linköpings skove for at opklare mordet på byens upopulære outsider.

Mikael Andersson

Kultur
27. marts 2008

Det er midvinter og isnende koldt i Linköping. Alligevel er der nogen, der har været ude om natten. Ude for at hænge et skamferet lig op i et træ. Liget af den flommefede Bengt Andersson, byens forhadte outsider, der lugter af pis og ikke duer til noget.

Kriminalkommissær Malin Fors giver sig til at grave i offerets fortid. Hun støder på et par uartige knægte, der systematisk har chikaneret Andersson. På den uhyggelige Murvall-familie, hvis medlemmer alle bærer bibelske navne, men som langt fra hører til Guds bedste børn. Og på et besynderligt par med hang til asatro og makabre offerritualer.

Selv er Malin en lettere stereotyp krimiheltinde. Hun er single og midt i 30'erne, en dygtig opdager og en attraktiv kvinde. Som selvfølgelig også har sit at kæmpe med. Såsom et alarmerende alkoholforbrug, en trodsig teenagedatter og en eksmand, der ikke er helt let at give endegyldigt slip på. For hvad skulle alle de mange sider ellers gå med, hvis det ikke var for de gode gamle personlige problemer?

Sproglig fornyelse

Men selv om svenske Mons Kallentoft måske nok har trukket lidt rigeligt på konventionerne, da han pustede liv i sin hovedperson, formår han alligevel at udfordre genren med sin krimidebut Midvinterblod. Sprogligt sker der nemlig noget, som vi ikke er vant til. Forfatteren følger i lange passager sine figurers bevidsthed i en slags stream of consciousness-light, der fungerer imponerende godt. Se for eksempel her, hvor Kallentoft er steget ind i hovedet på Malins kollega Börje, hvis kone er dødelig syg af sklerose, og som har udviklet en overdrevet interesse for skydning og sine to hunde for af og til at kunne koncentrere sig om andet end sin sorg:

"Og børnene? Mikael flyttede til Australien for ti år siden. Karin til Tyskland. For at slippe væk? Sikkert. Hvem kan klare at se sin mor på den måde? Hvordan kan jeg klare det? Men man klarer det. Kærligheden. De har selvfølgelig sagt: Hun kan få plads på et hjem, når det passer dig. Når det passer mig? Hunde, pistoler. Koncentrationen på prikken i midten. Skydebanen fungerer som renselse."

I samme slags staccato prosa, der imiterer tænkt snarere end talt sprog, følger Kallentoft samtlige af sine figurers bevidsthed på et eller andet tidspunkt i løbet af romanen. Endog også den myrdede Bengt Andersson, der befriet fra sin krops betydelige tyngde svæver rundt over Linköping og følger med i opklaringen nede på landjorden. For øvrigt meget lig Henning Mortensens René Munkholm fra Næb og kløer, der er blevet dolket næsten ihjel, og i sin komatiske tilstand overflyver egnen omkring Horsens Fjord, mens Bente Møller fra Odder politi forsøger at finde frem til gerningsmanden.

Og det er en hel del, der er at følge med i dernede på landjorden. I hvert fald i løbet af de sidste 100 sider, hvor brikkerne begynder at falde på plads for Malin, og hun må en tur ud i de mørke skove, der omgiver Linköping. Fra civilisationen og ud i naturen. Derud hvor visse mennesker bliver til de rene uhyrer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her