Læsetid: 5 min.

Om at skyde demokrati med kanoner

Definitionen. At demokratiudvalget fremhæver Grundtvig og Hal Koch som chefideologer i vort demokrati er ikke mere end ret og rimeligt. Men det at betegne Spinoza som den første demokrat i nyere tid er simpelthen noget sludder
At demokratiudvalget fremhæver Grundtvig og Hal Koch som chefideologer i vort demokrati er ikke mere end ret og rimeligt. Men det at betegne Spinoza som den første demokrat i nyere tid er simpelthen noget sludder
22. marts 2008

I

"Jeg vil bruge ordene demokrati og Amerika synonymt," skrev den store amerikanske digter Walt Whitman.

Demokratiet har altid været en national affære. Det er måske derfor, de fleste landes lovgivende forsamlinger ikke hedder parlamenter, men har lokale navne som Eduskunta (i Finland), Cortes i Spanien, Knesset i Israel, Sejm i Polen og Folketing i Danmark. Alle er ord, der peger tilbage til en oprindelig national fortid.

For demokratiet er ikke - og var aldrig - en international bevægelse, men et barn af de folkelige vækkelser, der skyllede hen over Europa i kølvandet på Napoleon-krigene.

At den nye danske Demokrati Kanon fremhæver Grundtvig og Hal Koch som chef-ideologer i vort demokrati, er kun ret og rimeligt.

"Til ethvert folk høre de der regne sig dertil," skrev Grundtvig. Hans demokratiopfattelse var altid mere 'historisk poetisk', end den var praktisk.

At historikeren og højskolemanden Hal Koch konkretiserede sit forbilledes tanker i den lille bog Hvad er Demokrati? fra 1946, gjorde ikke den danske demokratiopfattelse mere original. Hal Kochs berømte eksempel om sognerådet, hvor flertallet nedstemmer mindretallet uden at tage notits af deres indvendinger, er elegant og velskrevet, men original er den ikke - eksemplet findes næsten ordret i en pamflet af den engelske socialist Clifford Sharp udgivet af the Fabian Society i 1911.

Og selve det filosofiske ræsonnement om, at flertallet altid bør lytte til mindretallet og søge et kompromis, var ikke noget specielt nordisk ideal, men et synspunkt, der stærkest havde været fremhævet af den engelske filosof og politiker John Stuart Mill i dennes skrift Considerations on Representative Government fra midten af det 19. århundrede.

De største tænkere i dansk åndslivs historie var alt andet end tilhængere af folkestyret; Ludvig Holberg forsvarede enevælden, og Søren Kierkegaard begræd juni-grundloven.

Denne mangel på teoretiske demokrater og filosofiske forsvar for folkestyret betyder imidlertid ikke, at vort folk - eller den mandlige halvdel heraf - historisk set var udelukket fra politisk indflydelse: "I de daglige spørgsmål drager høvdingene beslutninger. Men de store spørgsmål besluttes af folket som helhed," skrev den romerske historiker Tacitus om de folkeslag, der lå nord for Pax Romana.

Danerne var praktikere - ikke filosoffer. Tankerne i Jydske Lov om "at uden lov i landet havde den stærke ret" er i mangt og meget rigere, dybere og mere demokratisk end tilsvarende håndfæstninger i andre lande, heriblandt den berømmede Magna Carta fra England.

II

Da Hal Koch blev interneret i Frøslev, medbragte han Platons samlede dialoger på græsk. Den store folkeoplyser glemte aldrig at fortælle, at 'demokratiets vugge stod i Athen'.

I sine første år som forstander på Krogerup Højskole, hvor han var forstander sideløbende med sit professorat i kirkehistorie, holdt han ugentlige foredrag om det athenske demokrati.

Som Hal Koch og andre danske demokratikanoner ved, er folkestyret en gammel og hæderkronet institution.

Men der er altid noget problematisk ved at vende tilbage til det oprindelige. Datiden er ikke nødvendigvis en målestok for nutiden. At noget var, betyder ikke, at det bør være!

Den franske filosof og idehistoriker Michel Foucault opfordrede - inspireret af Friedrich Nietzsche - til, at man foretog en skelnen mellem et begrebs 'Herkunft' (herkomst) og dets 'Ursprung' (oprindelse).

Demokratiets 'Ursprung' var folkestyret, som det oprindeligt var i fordums tid. Dets 'Herkunft' var sådan, som det havde udviklet sig. Ved at gå tilbage til demokratiets vugge glemmer vi, at også denne institution blev modnet og tilpasset skiftende omstændigheder. Og - nok så væsentligt - ved at ile tilbage til Platons sikre filosofiske favn udelukker vi de andre giganter, som efterfølgende retfærdiggjorde og begrundede den opfattelse, at de mange almindelige mennesker havde større kollektiv indsigt end de vise få. Det er mere end noget andet sidstnævnte, der er kendetegnet for demokratiets ånd og essens.

Platon havde ønsket, at filosofferne skulle herske. Hans fremmeste elev, Aristoteles, var af en anden og mere nuanceret opfattelse. Efter et studie af over 100 forfatninger fra datidens forskellige by-stater konkluderede han - modsat hvad Demokrati Kanon skriver - at selv om de enkelte borgere vidste mindre end filosoffer hver for sig, havde de tilsammen en større indsigt end eliten.

III

For de 'uendeligt store' i europæisk demokratihistorie (altså for Aristoteles, Marsilius, Rousseau og Machiavelli) var demokrati ikke, det, vi kender i dag. For klassikerne var et demokrati en styreform, hvor man med jævne mellemrum valgte herskere ved lodtrækning. Disse fremsatte derfor forslag, der typisk blev sendt til folkeafstemninger.

Først med Jean-Jacques Rousseau i det 18. århundrede blev det anerkendt, at herskerne skulle vælges frem for at findes ved lodtrækning. Ideen om det repræsentative demokrati, som vi i dag gør til synonym med folkestyret, kaldte Rousseau det valgbare aristokrati. For demokratiske tænkere indtil den Franske Revolution var demokratiets kendings- og adelsmærke, at folket kunne nedlægge veto mod de love, der blev udstedt af deres repræsentanter.

IV

Det mest pinlige - og nærmest utilgivelige - ved den meget omtalte Demokrati Kanon er, at medlemmerne af udvalget tilsyneladende ikke kender deres klassikere godt nok.

Rousseau betegnes som én, der ønskede mere direkte demokrati. Det er simpelthen lodret forkert. Her er, hvad han skrev:

"Chacun n'eût pas le pouvoir de proposer de nouvelles lois à sa fantaisie; que ce droit appartînt aux seuls magistrates."

Altså ikke enhver havde ret til at fremsætte love efter forgodtbefindende, men denne ret skal udelukkende tilhøre de folkevalgte, skrev Rousseau eksplicit i Discours sur l'origine et les fondements de l'inégalité parmi les hommes, også kendt som Ulighedens Oprindelse eller Rousseaus Anden Diskurs.

Og i hans Tredie Diskurs gik han så vidt som til at sige, at det direkte demokrati "est impraticable dans un grand peuple" - altså upraktisk i et stort folk. Men udvalget har åbenbart ikke tilstrækkelige franskkundskaber til at læse ham på originalsproget, eller måske har de bare været for dovne til at slå op i en oversættelse. Det må videre forekomme mystisk, at Spinoza betegnes som den første demokrat i nyere tid, al den stund at han kun skrev to ufuldendte sider i sin Tractatus Politicus. Forfattere som Marsilius af Padua ( i det 14. århundrede) og Machiaveli i det 16. århundrede skrev langt mere og dybere. Svaret er måske, at udvalget ikke har haft tilstrækkeligt kendskab til elementære dele af traditionen. Hvis nogle af bogens udsagn var indeholdt i en eksamensopgave i Storbritanien, ville studenten dumpe.

Men diskussionen om demokratiet er selvsagt vigtigere end udvalgets manglende dannelse. Den slags er for politologiske eksamensbord. Folkestyret er uendeligt meget vigtigere og handler om virkelige mennesker og deres liv og trængsler.

Mads Qvortrup er professor i statskundskab. Han har blandt andet udgivet: 'The Politics of Participation'. 'From Athens to Democracy', Manchester University Press 2007

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu