Læsetid: 4 min.

Slutning med ny begyndelse

Paprika Steen putter sig overraskende i dynen på Gasværket, hvor Albee får en ny og interessant drejning. Mod fremtiden
Et kammerspil for fire. Ægteskabet mellem Paprika Steen som Martha og Lars Brygmann som George har det ikke godt bag de enorme vinduer ind til den nyrige perfektionisme i Gasværkets -Hvem er bange for Virginia Woolf-.

Et kammerspil for fire. Ægteskabet mellem Paprika Steen som Martha og Lars Brygmann som George har det ikke godt bag de enorme vinduer ind til den nyrige perfektionisme i Gasværkets -Hvem er bange for Virginia Woolf-.

Robin Skjoldborg

4. marts 2008

Den forløsende fortolkning kommer til allersidst på Gasværket. Dér i Hvem er bange for Virginia Woolf?, hvor Martha og George har dræbt hinandens inderligste hemmelighed - og hvor muligheden for en fælles fremtid føles ret fiktiv i mange opsætninger af Albees wannabe-klassiker.

Her i Maria Vinterberg og Vibeke Wredes opsætning kommer der en ro over Paprika Steen og Lars Brygmanns ægtefæller. Nærmest som om de indser, at det ingenting forandrer, sådan at afsløre den dybeste sprække i forholdet. Egentlig skaber bruddet kun en trang til at folde sig endnu mere ind i hinanden under dynen. Måske blot i overbærende erkendelse af, at tomheden uden den anden er værre end tomheden med...

Og så sænker freden sig over disse to ordkæmpere. Hun putter sig ind til ham i sengen. Væggene folder op. Og huset drejer rundt, så vi atter kun kan se de to i sengen svagt bag gardinerne. Solen står op gennem røde skyer. Livet går videre.

100 procent hjerne

Denne uventede slutningsfortolkning forandrer oplevelsen af hele forestillingen. Den gør også Edward Albees 46 år gamle tekst mere moderne, netop fordi den banale konsekvens af det ultimative opgør ikke bliver den indlysende skilsmisse, men udfordringen i et liv videre frem.

Og den ændrer først og fremmest Paprika Steens forventeligt forrygende fortolkning. Hendes frustrerede Martha, der har måttet leve med, at hendes mand ikke kunne leve op til hendes drøm. I intelligens, jo, for Lars Brygmanns George er 100 procent hjerne. Men ikke i fremdrift og ikke i krop. Et eller andet skeletstativ har han selvfølgelig under sin slidte lektorjakke, men ingen muskler. Kun en nedtalt liderlighed og en dulmende håndbevægelse mod sprutflaskerne findes fortsat i hans nedslidte kærestekrop.

Selv hans ansigt er blevet væk bag et skæg og nogle briller sammen med nogle afvæbnende grimasser og en tør stemme uden melodi. Lars Brygmann er druknet i sit ægteskab: Paprika Steen har skyllet ham ned sammen med whiskyen.

Det interessante er imidlertid, at Paprika Steen kun spiller overfladefurie i første akt. Her giver hun den til gengæld fuld skrue med hagen udfordrende smuk i nattelyset og krøllerne duvende. Og hun ægger både manden og Nikolaj Lie Kaas' importerede 'præmietyr' med sin berømmede fandenivoldskhed. Hendes Martha spiller diva på alle tangenter - med opildnet barfodsnussen, så Kaas nærmest brænder sig på hendes hud. Og hun spiller nedladende femme fatale over for Mia Lyhnes enfoldige nybegynderkvinde - næsten for let et offer til, at hun gider bruge krudt på hende.

100 procent fejlskøn

At dette fejlskøn er fatalt, finder hun først ud af i tredje akt. Men allerede i anden akt bliver Paprika Steens gebærder tomme. Som om hendes Martha går død i sin egen rolle og sit eget lystløse hævnsidespring. Og så er det, at hun taber slaget i tredje akt. Her tager manden livsløgnen fra hende, og så kan hun ikke forhindre sit eget sammenbrud...

Den snart 80-årige Edward Albees gennembrudsdrama vinder tekstmæssigt i Vibeke Bjelkes moderne og naturlige talesprog. Og instruktionen har både indlysende og overraskende tilpasset scenerne til de fire stjernespillere.

Nikolaj Lie Kaas er således gjort til den svage, unge lærer, hvis høflighed hele tiden udstiller hans kommen til kort. Kaas' tolkning begynder helt nede i knæene: Han bøjer benene og graver hænderne i lommerne - og så er taberskikkelsen en realitet, uanset hvor vildt han scorer værtinden. Hans overkrop bugter nepotistisk sammen med Paprika Steens magtkvinde, og det lykkes samtidig for macho-Kaas at se chokerende uviril ud sammen med Mia Lyhnes lille, godtroende hustrugodte med de forkerte kommentarer. Eller de rigtige.

Mia Lyhne har en imponerende træfsikkerhed i sine intonationer: Hun kaster sig simpelthen ud i replikkerne på det helt rigtige tidspunkt hver gang. Intuitivt og med svirp. Som om man kunne skabe endnu en Hvem er bange for... til Lyhne om 18 år. Hvis altså ikke opsætningen var fortrøstningsfuldt optimistisk.

Om teaterdirektør Jon Stephensen så selv klarer at springe ud som scenograf? Svaret er ja.

100 procent moderne

Hans enkle arkitektvision er gennemført og imponerende fysisk. Først uden for et glasfacadehus på en træterrasse med masser af blade, ned til en sø. Så inde i stuen bag glasfacaden. Og så i et ingenmandsland - indtil forløsningen indtræffer, og huset samler sine egne vægge op og bliver intakt igen.

Scenografien er dermed en kæmpe konstruktion, der lader Gasværkets kuppel stå frit. Og som tillader en nyrig verden med fritstående køkkendesign og liggestolsdekadence at dukke op hos Albee. For at det ikke skal være løgn, fungerer scenografiens opløftede loft også som projektionsskærm for tyst-smukke videoer af nattens truende poesi af Spild af Tid.

Desuden har scenografen Marianne Nilsson spædet til med underfundigt karakteriserende kostumer - og Mia Lyhnes støvler er lige i øjet, lige som Paprika Steens udskæring.

Så jo. Denne fortolkning virker meget anderledes end Folketeatrets med Karen-Lise Mynster og Søren Spanning i efteråret. Måske var Mynster og Spanning mere bevægende. Eller snarere ofre i deres egen ægteskabskonstruktion, hvor Steen og Brygmann næsten bliver vindere. Eller også kan man ikke sammenligne på den måde.

Til gengæld kan man konstatere, at Albee nu behandles som en klassiker. Også selv om hans tekst måske ikke er det - sådan som Politiken-kritikeren Harald Engberg allerede forudså det i 1964. Det er bare ikke længere så relevant at skændes om.

Hvem er bange for Virginia Woolf? af Edward Albee (1962). Oversættelse: Vibeke Bjelke. Instruktion: Maria Vinterberg og Vibeke Wrede. Scenografi: Jon Stephensen. Kostumer: Marianne Nilsson. Musik: Nikolaj Steen. Videodesign: Spild af Tid. Lys: Brian Njie. Lyd: Anders Stadelund. Gasværket til 12. apr. www.gasværket.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu