Læsetid: 3 min.

Småfarligt begær

Andet udspil fra Pernille Fischer Christensens 'En soap' hedder 'Dansen' og er et kærlighedsdrama med thrillerundertoner og troværdighedsproblemer
Psykodrama. Trine Dyrholm i rollen som danseinstruktøren Annika, der forelsker sig i den tavse, mystiske Lasse, er helt rigtig. Men Anders W. Berthelsens Lasse-figur med det sammensnørende sjæleliv bliver aldrig troværdig.

Psykodrama. Trine Dyrholm i rollen som danseinstruktøren Annika, der forelsker sig i den tavse, mystiske Lasse, er helt rigtig. Men Anders W. Berthelsens Lasse-figur med det sammensnørende sjæleliv bliver aldrig troværdig.

14. marts 2008

Det begynder ellers ganske lovende med en scene, hvor vor charmerende hovedperson Annika (Trine Dyrholm) med ynde og solbeskinnet autoritet leder en danseklasse. På et tidspunkt smiler hun til en, der befinder sig udenfor billedet - eller måske blot for sig selv.

Scenens lyriske liflighed skal dog få lidt af en kontrast i det konstruerede drama, som følger.

Beskyttet tilværelse

Annika, som er først i trediverne, lever en beskyttet tilværelse. Hun bor og arbejder på en danseskole i Husum, som hun driver sammen med sin mor (spillet af Birthe Neumann). En dag går strømmen, og en elektriker tilkaldes. Han hedder Lasse (Anders W. Berthelsen) og har en attitude, som ikke kunne være mere forskellig fra Annikas. Lasse undgår øjenkontakt, taler i ultrakorte sætninger og reagerer i første omgang ikke på smukke Annikas flirten.

Dansemusen med det lyse sind føler sig nemlig tiltrukket af den tavse og, skal det vise sig, traumatiserede mand. Lasse fortæller, at han har siddet i fængsel for en voldtægt, han ikke har begået. Han indrømmer dog, at han drak sig plakatfuld den aften, og derfor intet husker. Da Annika begynder at undersøge sagens rette sammenhæng, støder hun imidlertid på andre udlægninger af hændelsesforløbet.

Et umage par

Med sin smukke holdning og stærke fysiske fremtoning er Dyrholm helt rigtig som Annika. Allestedsnærværende Berthelsen er derimod mere tvivlsomt castet. Selv om han tidligere med held har spillet mod type (eksempelvis i Niels Arden Oplevs 'Fukssvansen'), bliver hans Lasse-figur med det sammensnørede sjæleliv aldrig troværdig. Berthelsens skuespilteknik skygger simpelthen for udsynet til den person, han skal skabe. Visuelt gør Dansen ikke det store væsen af sig, og det er tydeligvis tanken, at det psykologiske drama mellem Annika og Lasse skal holde tilskueren fanget. At Fischer Christensen er fan af John Cassavetes, ses blandt andet i de talrige scener, hvor hun sætter det intense, nøgne følelsesudbrud i centrum. De underløbes dog i næsten fatal grad af kontrasten mellem Dyrholms ubesværede spil og Berthelsens meget selvbevidste præstation. Rigtigt farligt eller fængende bliver det derfor aldrig.

Et lige så stort problem er, at en betragtelig del af filmens kerne udgøres af en kliché; mors pæne pige, der drages af det farlige og forbudte i skikkelse af lig-i-lasten-Lasse. At instruktøren og hendes medmanuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson ligefrem lader Lasse påpege dette, tangerer mangel på respekt for publikums opfattelsesevne.

Bowie to the rescue!

Da ellers så omgængelige Annikas affære med Lasse og jagten på sandheden begynder at tære på hendes mentale overskud, illustreres heller ikke dette synderligt subtilt. Hun bliver grov over for nogle af de børn, hun danseunderviser, hvilket forværrer forholdet til moren, der i forvejen ikke er vild med, at hendes datter omgås en type som Lasse. I filmens sidste scener kommer der mere knald på både billed- og lydside, og især en udmærket coverversion af David Bowies Let's Dance tilfører tiltrængt energi. Et umiddelbart over-oplagt, men reelt ganske inspireret valg, fordi dette nummer rummer de samme to modsatrettede størrelser, som Fischer Christensens film: Versenes strenge disciplin spejler Annikas professionelle liv, hvor ikke en fod må sættes forkert, mens omkvædets anderledes 'åbne', frihedssøgende lyd og længsel efter erotisk fortabelse udtrykker hendes følelser for Lasse - og velsagtens også et ønske om at undslippe mors fangarme. Orden vs. kaos og alt det der. Det er altså Dansens begyndelse og slutning, der gør indtryk, men samtidig sætter det meste af det indimellem i et noget trist relief.

Dansen. Instruktion: Pernille Fischer Christensen. Manuskript: Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakeson. Dansk og svensk. (Grand, Empire, Cinemaxx og Palads i København samt en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu