Læsetid: 3 min.

Stjernerne er alle nye sange

Ringene spreder sig i vandet for guitaristen og komponisten Jakob Bro. Nu er han aktuel med den første af tre plader, indspillet på fem dage med et amerikansk drømmehold i New York
8. marts 2008

"Det er ikke nok at spille en solo. Vi vil bidrage til at forny musikken. Måske har vi større fantasi i de musikalske løsninger og fokus på, hvordan man præsenterer musikken. Det handler ikke så meget om, hvad man selv kan på sit instrument"

Sådan sagde den toneangivende trommeslager Kresten Osgood for nylig i et interview, undertegnede lavede med ham i forbindelse med en bog, der udkommer til sommer om Copenhagen Jazz Festival. Osgood forsøgte at sætte ord på, hvad der kendetegner den nye, unge generation af musikere, som har præget dansk jazz med markant nytænkning siden årtusindskiftet.

Ordene kunne såmænd også gælde den i dag 29-årige guitarist, Jakob Bro. Siden han i 2002 blev medlem af Paul Motians Electric Bebop Band, har det spredt sig som ringe i vandet for ham. Det er foreløbig kulmineret med et stort projekt i New York i september 2007, hvor Bro skrev ny musik til og indspillede hele 25 numre på fem dage med et spektakulært hold af musikere: trommeslageren Paul Motian, guitaristen Bill Frisell, bassisten Ben Street, guitaristen Kurt Rosenwinkel samt saxofonisterne Mark Turner, Chris Cheek, Jesper Zeuthen og Andrew D'Angelo. Nu er den første af i alt tre planlagte plader på gaden med den poetiske titel The Stars Are All New Songs - Vol. 1.

Spænding i materialet

Sammenspillet med især Bill Frisell er bemærkelsesværdigt i sin prøvende og lydhøre karakter - som et nyfødt barn, der føler sig frem i en ukendt, spændende verden. Der er noget næsten naivt og uskyldigt over Jakob Bros kompositioner. Det er ment mest positivt. Sådan som materialet bliver bragt til live, ånder det på en knivsæg mellem det tilbageholdende og det udfoldede. Der er spænding i materialet, hvis man tillader sig at høre efter. Således åbner pladen med den sarte "Sound Flower", hvor Bro og Frisell mødes i de første klanglige berøringer. Man hører knap nok Paul Motians puslende trommer og Ben Streets kontrabas i baggrunden. Det er tydeligt, at Bro har skrevet dette nummer direkte med tanke på Frisell, hvilket også gælder den lyse "Origin" og den særlig vellykkede "Waltzing Trees", hvor de to guitarister snor sig med parallel melodiføring mellem hinanden over bare to akkorder og improviserer nænsomt undervejs.

Det er en ganske unik ting ved pladen, at Bro får et samlet og meget personligt udtryk ud af sin musik, som de amerikanske stjerner er gået ydmygt og helhjertet ind i. Personligt savner jeg nogle flere kontraster, som ville have fået alting til at stå tydeligere tegnet.

Man kan indvende, at Bro ikke fuldt ud får udnyttet det potentiale, som disse fremragende instrumentalister besidder, men med henvisning til det indledende citat, så er det en pointe, at disse musikere netop er på bølgelængde i musikopfattelse. Det er ikke en plade, der rykker hegnspæle rent musikalsk, men den tvinger os til at lytte, zoomer ned på den simple skønhed i melodier og toner med en flydende og åben fornemmelse. Der er bl.a. en linje til american folk songs og musik, som vi kender fra netop Paul Motian og Bill Frisell.

Ringe i vandet

Bros debutplade, Daydreamer, fra 2003, var både begivenhedsrig og rytmisk driftig. Men han har bevæget sig et andet sted hen. Fra at være en bl.a. Monk-inspireret komponist, der satte sit præg på gruppen Beautiful Day inklusive et spændende og kantet solospil, er Bro drejet over i en melodisk minimalisme og en afdæmpet, nærmest meditativ lydopfattelse. Også andre musikere har ladet sig inspirere af denne retning, bl.a. Jakob Buchanan og de pladeaktuelle grupper Pauseland og Echidna. Bros tyste trend blev rendyrket på den smukke og elektronisk bearbejdede Sidetracked (2005), der blev årets danske jazzudgivelse ved DMA i 2006. Samme år indspillede han i New York den lidt skuffende Pearl River med Paul Motian, Ben Street, Mark Turner, og Chris Cheek. Det hele er nu kulmineret med guitaristens hidtil største satsning, generøst støttet af bl.a. Statens Kunstfond. Tiden vil vise, om projektet kan bære hele tre udgivelser fra de samme sessions. Og apropos ringene, der spreder sig i flodens vande og reflekterer stjernerne på himlen, er Jakob Bro netop blevet fast medlem af trompetisten Tomasz Stankos nye band, og der er forberedelser i gang til en dokumentarfilm med Bro, der skal laves i New York, hvor bl.a. Paul Motian, Lee Konitz og Bill Frisell har sagt ja til at medvirke.

Jakob Bro: The Stars Are All New Songs - Vol. 1 (Loveland Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Christian... først vil jeg gerne sig tak fordi du gider skrive om jazz i Danmark.
Kommentar:
Jakob Bro følger sit hjerte og skriver musik som sætter ham fri til at udtrykke sig...!
Som komponist har du mulighed for at skabe et univers , der kan iscene sætte et møde eller en "samtale " med nogle andre musikere, som du ved også har noget på hjertet. Kunsten for mig opstår når du kan skabe et univers ikke blot til selv iscenesættelse, og afvikling af egne kompositioner, men en samtale, hvor de inviterede også kan føle frihed og inspiration. Måske er samtalen stille måske er den heftig, men intentionen er det vigtigste. Musiken opstår i en fælles pulje, som bliver skabt af den enkeltes input. Ved at fjerne fokus fra instrumentalismen kan vi måske nærme os kernen af musiken. En komposition kan være rammen eller måske døren til et nyt univers. For at komme derind skal vi bruge en "nøglebære". Jakob Bro er en Nøglebære! Derfor ringer Paul Motian og Thomasz Stanko til ham.
Når jakob kommer til N.Y med sine numre, så inviterer han sine musikalske "venner" med ind i et univers som de sammen er med til at udforske og definere. Det er ikke et på forhånd færdig defineret univers, hvor den enkelte "stjerne" spiller en instrumentalistisk overbevisende solo kommentar på traditionel vis. For mig at se er det også den vej Paul Motian prøver at trække bebop musiken, hvor at flere måske spiller "solo" samtidigt eller en melodi står alene uden nogen solistisk kommentar...(eller hans valg af tempi til de forskellige bebop-standards osv.)
Jakob Bro er en glimrende "solist", men en meget ydmyg af slagsen. For den der leder efter solistisk progresiv bebop-monk agtig jazz kan det måske have være svært at finde det i Jakobs musik lige nu. Men Jakob søger ... og det er for mig Jazzens væsen mere end noget andet. Det kræver bla. stort mod, selvdisciplin, ydmyghed og tro.
For mig at se sker der mange spændende tiltag på den Danske Jazzscene. Både musikalsk og organisatorisk. Alt for mange af disse bærer efter min mening præg af at ville overgå hinanden i originalitet og avantgarde-faktor. Det måske udover eller står i vejen ind til den udefinerbare størrelse "musiken".
Undergrund for undergrunds skyld! Berliner - N.Y agtig kompositioner.
Talentmassen har aldrig været større, men hvad vil vi fortælle? Hvad er vores historie? Hvordan lyder vores hverdag? Hvor vil vi hen? Er Beboppen et mål i sig selv? Er Bebop en livsstil eller noget man kan studerer på Konservatoriet. Hvad er Dansk Jazz? Findes det? Er Dansk Jazz forbund kun for Københavnere? ... osv alle disse spørgsmål og mange flere melder sig dagligt...
Jakob Bro gør noget ved musiken, som holder mit liv i gang og giver mig en tro på at vi i Danmark har noget personligt at byde på. At vi kan finde vores eget udtryk og dele det med hele verden og ikke kun en lille kreds i de danske storbyer.
Med venlig hilsen Jakob Buchanan

PS har du modtaget min cd med Consul Pepsi Featuring Peter Laugesen og John Tchicai og har du modtaget Pauselands nye cd Palindrome?
Vi lever kun hvis I skriver om os

Christian Munch-Hansen

Kære Jakob Buchanan
Tak for din kommentar, som uddyber pointer i min anmeldelse og tilføjer en række yderligere ting omkring den nye jazz´ ånd i disse år. Man kan vist kun sige, at vi er enige langt ad vejen.
Og jo, jeg har modtaget de omtalte cd´er og omtaler jo også Pauseland i min anmeldelse. om de får en særskilt anmeldelse, er tvivlsomt. Besparelser på en række redaktioner inkl. kulturredaktionen er netop blevet iværksat, hvilket betyder, at jazzstoffets råderum er meget lille i denne tid.
Mvh
Christian.