Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Symfonisk styrkeprøve

DR Radiosymfoniorkestret slap de enorme dynamiske kræfter løs i torsdagskoncertens tre både storslåede og sjældne værker. Desværre gik det ud over aftenens fløjtesolist. Hun kæmpede inderligt for hver eneste tone – men orkestret vandt kampen
Kultur
3. marts 2008

Wauw, hvor blev man blæst tilbage i sædet - bogstaveligt talt - ved torsdagens koncert med DR Radiosymfoniorkestret. Lydstyrken steg konstant, da orkestret ivrigt foldede sig ud i aftenens tre knap så kendte værker af henholdsvis dansk, fransk og russisk oprindelse.

Danske Poul Ruders' store værk, Concerto in Pieces, åbnede festen. Her er et værk, som med sin høje decibelværdi fra især slagtøj og messingblæsere udfordrer høresansen hos både orkester og publikum. Ruders skrev værket på bestilling fra BBC. Det blev uropført i 1995 - som en fejring af 300-året for barokkomponisten Henry Purcells død og 50-året for tilblivelsen af Benjamin Brittens værk, Young Persons Guide to the Orchestra. Over et tema fra Purcells opera Dido og Æneas skrev Ruders ti mægtige orkestervariationer, hvori han præsenterer orkestrets instrumenter i nye konstellationer - en afspejling af orkestrets mange ansigter, beskriver han det selv.

Den rytmiske intro stod famlende og upræcis. Orkestret og chefdirigent, Thomas Dausgaard, forsøgte forgæves at fange en fælles puls. Først under solokadencerne - flot fortolket af gæstesolisten på saxofon og tubaisten - kom der ro på grupperne.

Den afsluttende fuga virkede rodet og rytmisk uklar. Tempoet blev forceret af dirigenten. Og desværre var det næsten umuligt at skelne de overordnede linjer i lydbilledet.

Solist gik til grænserne

Det samme problem opstod i Jacques Iberts fløjtekoncert. Radiosymfoniorkestrets egen solofløjtenist, Ulla Miilmann, indtog med naturlig autoritet pladsen på podiet foran den nu kraftigt reducerede orkesterbesætning. Med sin karakteristiske, fyldige platinklang på fløjten og sit ekstremt fysiske og ekspressive spil gav hun orkestret dynamisk kamp til stregen. Og hun nød åbenlyst at gå helt til ydergrænserne på instrumentet. Men kollegerne i orkestret gav ikke plads nok til solisten. Til tider forsvandt hun. Og de små, smalltalkende sekvenser i første sats mellem fløjten og orkestrets solister blev i kampens hede reduceret til rå replikker. Andensatsen, som Ibert skrev med sin afdøde far in memoriam, rummede derimod alle kontraster og farver: Krystalklart lys og dystert mørke. Dybde, inderlighed og desperate skrig.

Herfra hurtigt videre til den kække finale. I kadencerne gik fløjten igen til ekstremerne - fra hysteri til åndeløs stilhed. Sin jazzede frihed fandt satsen desværre aldrig helt. Dertil var den tempo- og temperamentsmæssige forskel mellem solist og dirigent for stor.

Danse med nærvær

Rachmaninovs tre Symfoniske danse afsluttede koncerten. Symbolsk, fordi de også markerer enden på komponistens liv. Han var kræftsyg, da han skrev dem. Og de var blandt de få værker, han komponerede, efter at han flygtede fra krigen i Rusland til en eksiltilværelse i USA. Her fik han igen friheden til at skrive musik. Men savnet efter hjemlandet gjorde ham syg.

Man fornemmede fra starten en mærkbar forskel hos både orkester og dirigent: Thomas Dausgaard formede linierne klarere. Musikerne fulgte ham nu som én organisme. Der var et anderledes intenst nærvær. Den præcision, som kendetegner Dausgaards udtryk, blev med ét både hørbar og synlig. Endelig.

Torsdagskoncert d. 28. februar 2008 DR Radiohusets Koncertsal. DR Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard. Solist: Ulla Miilmann, fløjte Poul Ruders: Concero in Pieces. Jacques Ibert: Koncert for fløjte og orkester. Sergej Rakhmaninov: Symfoniske Danse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her