Alexander Meinertz kan skrive sig ind i andres liv, så man kommer helt tæt på. Hans bog om balletpædagogen Vera Volkova fra 2005 blev en gribende beretning, og hans nye balletstjernebog Erik Bruhn. Billedet indeni har samme indtrængende karakter. Meinertz har en særlig evne til at skrive sig ind i et menneske, som han slet ikke selv har kendt eller set. Og et menneske, der lever med sin krop som en samling uvorne muskler og knogler på en helt anden måde end ikke-dansere. Eller som Bruhn får forklaret dansens transformation gennem stillingen med det strakte ben af sin lærer Vera Volkova (side 147): "Du bliver arabesque".
Meinertz bringer læseren ind bag det billede af arrogance og selvværd, som verdenspressen ellers så effektivt har skabt af den lyshårede verdensdanser. Ind bag den svære psyke med tristessen og meningsløsheden. Ind til Bruhns kolossale selvværd og hans manglende trang til anerkendelse, helt fra han var barn på balletskolen. Ind til et meget mere interessant og komplekst billede 'indeni'.
Forelsket og så ...
Bruhn døde i 1986, kun 58 år gammel. Men Meinertz er ikke den første til at skrive om ham. Amerikaneren John Gruen skrev biografien Erik Bruhn. Danseur Noble i 1979, og filmskaberen og vennen Lennart Pasborg skabte i 2000 filmen Erik Bruhn. I'm the same, only more, hvor ikke mindst Erik Bruhns legendariske ensomhed skildres så bevægende. Og senest har Erik Aschengreen tilegnet Bruhn et kapitel i Som jeg kendte dem fra 2007.
Alligevel virker emnet ikke udtømt. Måske fordi disse formidlere, også Meinertz, i den grad får inspiration og ping-pong fra Bruhns egne skrifter. Meinertz indleder med at genoptrykke det fremragende essay Alt er betydningsfuldt af Bruhn fra 1977 om hans egen psyke og hans dødsmærkede drift. Dette essay er den smukkeste optakt til bogen og en rettesnor for Meinertz' tekst hele vejen igennem. For Bruhn sagde jo selv, at ...
Genremæssigt er Meinertz ude i en biografi baseret på alskens kilder, både skriftlige og mundtlige. Det er levende og varieret, men personligt bliver jeg irriteret over, at hans metodik er så sløret. For hvor stammer citaterne fra? Det er ikke mindst ærgerligt, fordi Meinertz ofte har fat i virkelig spændende udtalelser. Som når Maria Tallchief (ballerinaen fra New York City Ballet og George Balanchines første hustru) siger om Bruhn, at han "lader én forelske sig i ham og så ... farvel!" (side 161).
Rudolf og Erik
Meinertz bliver ellers i diskretionszonen. Her er ingen bøssehistorier, der kan vække skandale - højst glimt, der kan fortælle noget om datidens uforståenhed. Men selvfølgelig beskrives Bruhns forhold til Rudolf Nureyev - ikke mindst gennem de sørgmodige breve fra Bruhn, som Nureyev ikke smed ud, selv om han havde lovet det ...
Derudover puffer bogen til den danske ballethistorie. Skildringen af Valborg Borchsenius som 'et monster' (side 49) er uden nåde. Hans ordvalg 'grusomhed og vildskab' om Bournonvilles verden (side 140) er overrumplende. Og for sylfidefreaks har Bruhn spændende bud (side 102) på James-figuren: som en mand, der havde visualiseret en verden, der var forskellig fra den, han levede i; akkurat som Bruhn selv følte, at han gjorde.
Forhåbentlig udkommer denne bog også på engelsk, så hele den internationale balletverden også kan nyde godt af den. Helst så tilsat kildenoter, uden dermed at miste den ubesværethed, som er Meinertz' store force. Sammen med hans evne til at se igennem den vildt eksponerede Bruhns trang til netop at være - usynlig.
