Læsetid: 3 min.

Tættere på er også længere væk

Thomas Eisenhardt pirrer tanken og kroppen i den nye nærhedsundersøgelse 'Closer' for sit nye egnsdanseteater Åben Dans. Tæt på Roskilde, tæt på Brian - og tæt på Virginia Woolf
Tæt på huden, tæt på musklerne, tæt på sindet - i Thomas Eisenhardts fascinerende -Closer-.

Tæt på huden, tæt på musklerne, tæt på sindet - i Thomas Eisenhardts fascinerende -Closer-.

Natascha Tiara Rydvald

4. marts 2008

Gregersen Sagaen bruger syv timer på at skildre parforholdets kampe. Hvem er bange for Virginia Woolf bruger tre. Closer af Thomas Eisenhardt varer derimod kun én time. Alligevel når denne forestilling at fortælle det meste - ordløst, selvfølgelig, men også tæt, smukt, vredt, grimt, sårende, ensomt, hæsligt...

For Closer er en fængende danseforestilling om, hvad der sker, når vi lader andre mennesker komme tættere ind på livet af os. Björn Ross' slørede video på bagvæggen er første advarsel om, at denne dans bringer nærhed: En video af mennesker, der løber hen mod os tilskuere i slow motion, mens deres arme pløjer gennem luften, og deres knæ løfter sig opad. Og når danserne senere på scenen kaster sig live op mod hinandens kroppe, i syg længsel efter at blive grebet, har deres higen efter kærlighed allerede smittet tilskuernes kroppe som en hungren.

Thomas Eisenhardt har altså igen ændret fokus. Sidste forestilling fra Åben Dans var Arme og Ben, hvor Eisenhardts koreografiske nysgerrighed gik på kroppens led og de sære overraskelser, som vores tilsyneladende velkendte krop kan bringe. Og næste forestilling til efteråret, Mig Dig Os, bliver skabt specielt for babyer og deres uhæmmede abstraktionssans.

For Eisenhardt er ikke sådan at forudse. Men i Closer har han villet helt tæt på. Vel at mærke via videoens multimedieudtryk. Desuden blev premieren et højdepunkt for Åben Dans, der fra årsskiftet har været egnsteater i Roskilde. Landets første egnsdanseteater, faktisk. Ved indvielsen kaldte kulturministeren valget for 'modigt'. Og smilede.

Stunt med greb

Mod til dans kræver mod til nærhed. Derfor lader Eisenhardt først og fremmest danserne spille på distancen. Paradoksalt, men logisk. Så den heltehøje Ole Birger Hansen med sixpack bærer rundt på den mindre César Garcia, som var han en baby. Men Garcia er vist alt andet end en baby. Han er en overlever med en råblød blanding af ekshibitionistisk gadedreng og kærlighedsforsmået kunstnersjæl over sig. Lige som i hans puppesørgmodige knivdans i Queer på Camp X i efteråret sammen med Mark Linns guldsommerfugl danser han her sin fighter frem med desperat styrke: Manden som eksistens.

Tilsvarende bliver Louise Hyun Dahl med det tunge sind og den garvede vrede umiddelbart den stærke kvinde i spillet om kærligheden og opmærksomheden. Men den unge Sofia Karlsson overhaler indenom, ikke med sit tillukkede ansigt under pandehåret, men med sine utrættelige ben og sin evigtrullende krop. Når dansen er bedst, flyver danserne op mod hinanden i frygtløse stunts, hvor koreografien både viser, hvad der sker, når vi griber hinanden - og når vi ikke gør.

Streg over lænden

Eisenhardts nysgerrighed er denne gang også rettet mod Simon Christensens musik for bandet Kundi Bombo. Umelodisk og minimalisme-nysgerrigt, men også overvældende fysisk - med et ustyret basvolumen, der gav mavepine på de ryglænsløse bænkerækker. Mindre lyd ville give plads til andre sanseoplevelser også...

Scenografisk er det selve scenens rampeopbygning, der skaber dynamikken: Ramper, som danserne springer ud fra og løber ned ad og klamrer sig op ad... Og så kostumerne af Sara Hamming, der har skabt kropsnære, grå folde-ud-kostumer med sjove farvestriber. Er du til en gul eller en grøn streg over lænden?

Dramaturgisk opbygger Eisenhardt et interessant forløb, hvor den enkelte bevægelse stædigt underordnes hans idé om et ultimativt kropsmøde. Og det virker.

Men efter forestillingens klimaks viser han også savnet af nærværet, sådan når nærheden forsvinder mellem kroppene. Her neddrosler han de heftige relationer til kejtede møder, og her får han savnet til næsten at gøre fysisk ondt hos tilskueren. Barsk og usentimentalt, men fyldt med sorg. Nærheden forskydes - og undervejs kan man mærke, at forskydningen nok allerede begyndte, da nærheden var stærkest. Og så er det, at man sukker...

Så jo, Closer pirrer nysgerrigheden. Efter at komme helt tæt på.

Closer. Koreografi: Thomas Eisenhardt. Video: Björn Ross. Musik: Simon Christensen. Band: Kundi Bombo. Kostumer: Sara Hamming. Lys: Gitte Knudsen. Lyd: Beate Bak. Åben Dans, Gimle i Roskilde, i aften og i morgen. Herefter turné, bl.a. torsdag i Gribskov Teater, Helsinge. www.aabendans.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu