Læsetid: 4 min.

Den tavse mands tro på det sproglige fællesskab

En samling af den tyske filosof Jürgen Habermas' senere essays om politik og religion, natur-videnskab og filosofi udkommer nu på svensk
22. marts 2008

Man taler ikke om sig selv, og man taler ikke som sig selv.

Det har været en præmis for den tyske filosof Jürgen Habermas' overvejelser om demokrati og fornuft, siden han i 1962 udgav sin første store bog om den borgerlige offentlighed. Idealet er, at borgerne mødes i en offentlig samtale og et fælles ræsonnement. De mødes netop ikke som privatpersoner styret af interesser, men som borgere med et blik for det fælles. De træder sammen i en fælles samtale, hvor magtens tale erstattes af talens magt.

Denne offentlige samtale er stadig, snart 50 år senere, omdrejningspunktet for Habermas' teori om demokrati: Det er ikke fælles værdier, som forbinder borgerne i et politisk fællesskab. Det er den offentlige samtale, hvor fælles anliggender diskuteres og politiske problemer løses. Denne samtale er fundamentet for den målsætning, som Habermas har overtaget fra Kant: Borgerne i et demokrati er både underlagt loven og ophavsmænd til loven. De skal følge loven, og loven vinder legitimitet, fordi de har adgang til offentlige diskussioner om, hvordan loven bør være.

Habermas skelner således mellem to offentligheder i mediesamfundet: Den ene offentlighed fungerer som scene for selvfremstilling. Aktørernes mål er i denne offentlighed at blive sete og kendte. Men der er også en anden offentlighed. Som Habermas skriver i det fine udvalg af hans tekster fra 00'erne om religion, naturvidenskab og demokrati, der under titlen Mellan naturalism och religion er udkommet på svensk:

"I denne offentlighed erstatter samtalen om et tema den personlige selvfremstilling. Her stiller man sig ikke op foran tilskuere eller tilhørere, men man befinder sig i et rum af talere og adressater, som tiltaler og svarer hinanden. Det handler om at udveksle argumenter, ikke om at tiltrække blikke. Deltagerne i en diskussion, som koncentrerer sig om et fælles anliggende, vender så at sige deres privatliv ryggen. De behøver ikke tale om sig selv."

At stå udenfor

Det var således en udfordring for Jürgen Habermas, da han i 2004 modtog den fornemme Kyotopris, at han blev bedt om at tale om sig selv. Men det lykkedes ham alligevel at få sin personlige livshistorie til at handle om den borgerlighed offentlighed og det kommunikative fællesskab: For første gang fortalte han offentligt om, hvad det har betydet for ham at vokse op med et talehandicap, som han blev opereret for flere gange i barndommen, og som stadig i dag gør det vanskeligt for lyttende adressater at forstå præcist, hvad filosoffen siger.

Mennesket er ifølge Habermas et dyr, som er indlejret i offentlige netværk af sociale forbindelser og derigennem kan udvikle sig til en 'person'. Det kommunikative fællesskab kommer så at sige før den personlige suverænitet. Dette kommunikative fællesskab blev tydeligt for Habermas som barn, fordi han selv stod uden for det. De andre børn kunne ikke forstå, hvad han sagde, og de lagde afstand til ham. Og som Habermas skriver:

"Først når kommunikationen slår fejl, bliver den tydelig som moment i et fællesskab, som man ikke kan blive et individuelt selv i, hvis man står uden for."

Der er i det perspektiv en vis paradoksal logik i det forhold, at det var ham, der som barn på grund af et handicap stod uden for det kommunikative fællesskab, som blev det tyvende århundredes mest insisterende advokat for et demokrati baseret på offentlig kommunikation.

Læreprocesser

Den svenske udgivelse indledes med takketalen fra Kyoto og fortsættes med adskillige essays over den problematik, som har præget Habermas' produktion i det 21. århundrede: Forholdet mellem religionernes genkomst og demokrati.

Den indtil for år siden almindelige antagelse om, at stigende modernisering førte til faldende religiøsitet, må ifølge Habermas revideres. De religiøse stemmer og grupper, som viser sig i selv de mest sekulariserede samfund, kan ikke længere regnes for rester fra den gamle verden, men må anerkendes som momenter i den nye verden. Selve sekulariseringsforestillingen må således gentænkes, hvilket ifølge Habermas fordrer en regulær mentalitetsændring: De ikke-troende borgere kan ikke afvise religiøse argumenter, bare fordi de er religiøse. De troende borgere må omvendt lære at oversætte deres religiøse sandheder til sekulære argumenter, hvis de skal gøre sig gældende i offentligheden. Det kontroversielle moment i Habermas' bestemmelse af forholdet mellem religion og demokratisk konsensus er, at han også hævder, at de ikke-troende borgere bør være indstillet på at bidrage med disse oversættelser. Integrationen mellem ikke-troende og troende borgere bliver til en gensidig proces. Forudsætningerne for den gensidige integration er naturligvis en ubetinget anerkendelse af den naturvidenskabelige udlægning af 'verden', retstatens institutioner og demokratiets profane kilder.

Habermas hævder ikke kun den gensidige integration som en offentlige læreproces, hvor oplysningstraditionen og religionerne tvinges til at reflektere over deres respektive grænser. Han anfører også, at hvad eksistentielle grundvilkår generelt angår, har religionerne gennem århundreders tolkninger udviklet et særligt sprog, som privilegerer de troende i visse anliggender.

Habermas' forsøg på at skitsere et 'post-sekulært' demokrati er interessant i og med, at det ikke ser religionernes genkomst som en pointe, men som en præmis. Det er en indlysende indsigt, at religionernes genkomst som moderne fænomener fordrer en fornyet refleksion over sekularisering og oplysning. Men det er kun indlysende, at religiøse indsigter i visse anliggender skulle privilegeres og i særlig grad imødekommes med oversættende anstrengelser fra de ikke-troende, hvis man antager, at der er særlige indsigter og ekspertiser, som kan kvalificere en moderne og demokratisk offentligheds refleksioner. Disse særlige indsigter findes givetvis, men som oftest synes de religiøse positioner i etiske forhold ikke at kvalificere den moderne, individualistiske etik, men at fortegne den som 'egoisme', 'forfald' og 'grænseløshed.' Det er naturligvis principielle indvendinger, som en moderne etik skal kunne besvare, men der er ikke tale om vidunderlige intellektuelle tilføjelser til en fælles samtale, når den sædvanlige modernitetspessimisme promeneres igen og igen. Det er lidt, som om også de religiøse pessimister taler om sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis resultatet af Habermas' teorier alene udmønter sig i en konsensus vedrørende visse grundlæggende etiske spørgsmål, vil det sikkert være en stor lettelse for mange ikke-troende der mærker den religiøse friktion på nærmeste hold. Og selvfølgelig skal det pointeres at demokratiets profane kilder accepteres, selvom disse kan mangle aktualitet. Hvad angår retsstatens institutioner og lovene for disses pleje, vil det være godt at erkende at dette ikke nok, det enkelte individ skal kunne tolke idéerne og meningerne disse love og overføre dem på sin egen livsførelse og ageren.

Det bedste udfald nås i det personlige møde, men det moderne samfund vidtstrakthed forhindrer dette effektivt. Her spiller også moderniteten af medier og statsinstitutioner ind. Desværre vil en gang installerede moderniteter vanskeligt kunne fjernes, selvom grundlaget for deres installation forsvinder. Her kræves en gennemsigtighed i kommunikationen, det vil ikke være godt med dunkelhed her.

Hvad angår religionernes genkomst som trusselsbillede for ikke troende, er det værd at pointere at selve idéen eller viden om eksistensen af et det gode kan ændre religionens forudsætninger. Hvis dette ikke skulle være nok vil den religiøses kontakt med individet være hjælpsomt, det vil da ikke være første gang det sker. Tilbagetranscendentering vil da kunne konstateres. Offentlighed i sager med kirkebøger bør nøje overvejes. Kan dette ikke undgås og dermed få inflydelse på det enkelte individs livsforløb pga eventuelle religiøses gruppers liturgi, bør der dog udvises kommende generationer en sekulær opfattelse.

Hermed en opfordring til afholdenhed med hensyn til modernisering af medier og kommunikationssamfund, undtaget hvor det anses for strengt nødvendigt. Og en erklæring om vilje til afprivatisering af det offentlige rum.