Læsetid: 5 min.

Veteraner i vigør

Trioen R.E.M. sprudler af vitalitet på sit fjortende studiealbum, mens Van Morrison yderligere forfiner sine virkemidler på album nummer 34 (tror vi nok, det er)
R.E.M. -med Michael Stipe i spidsen (på billedet) - overrasker saftsuseme, fordi de pludselig kommer med et album så vitalt og livsbekræftende som -Accelerate-. En mærkbar forbedring ovenpå 2004-s matte -Around the Sun-, hvor vi var parate til at forfatte gruppens gravskrift.

R.E.M. -med Michael Stipe i spidsen (på billedet) - overrasker saftsuseme, fordi de pludselig kommer med et album så vitalt og livsbekræftende som -Accelerate-. En mærkbar forbedring ovenpå 2004-s matte -Around the Sun-, hvor vi var parate til at forfatte gruppens gravskrift.

Alastair Grant

29. marts 2008

Grace Slick, frontkvinde i det legendariske hippieband Jefferson Airplane (senere Jefferson Starship og endelig bare Starship), lod sig pensionere som 49-årig ud fra den betragtning, at folk over 50 ikke har noget at gøre i rock'n'roll. Det er alt sammen meget spøjst og pudsigt og kan sikkert også lade sig gøre, hvis man har lidt at tære på i banken og måske ligefrem andre erhvervsmuligheder i sigte. Eller hvis man føler sig brændt ud. Derudover har jeg personligt svært ved at se, at musik har stort med alder at gøre - medmindre selvfølgelig hele projektet har handlet om at være ung (hvilket som bekendt er noget opreklameret lort!); der er sikkert dage, hvor medlemmerne af Sonic Youth ærgrer sig over, de ikke valgte et andet navn. Og der er da sikkert også aftener, hvor de respektive medlemmer af grupper som Kiss og Twisted Sister føler sig en kende matte foran makeup-bordet, før de endnu engang skal på scenen og levere et sæt, der stort set har lydt uforandret i 20-30 år.

Og i en branche, der uafladeligt kræver ungt kød på alteret, og hvor fornyelse er sådan et slags mantra i neofiliens navn, kan alderen indimellem ganske givet føles både udmattende og som en næsten uoverstigelig kunstnerisk forhindring, thi det er nu engang de færreste forundt uafbrudt at kunne finde på noget nyt og originalt. Hvilket nok går hårdest ud over dem, der engang virkelig blev båret frem som det spritny og rockens fremtid og bla-bla. Og jow, der kan være dage, hvor tanken om et 'nyt' album fra Stones eller Clapton eller hvem det måtte være, ikke ligefrem får denne signatur til at slå vejrmøller gennem huset af overstadig begejstring. Men så er der også noget, som hedder forædling - godt nok ikke en disciplin, der står den store respekt om i vort samfund, hvor hvem som helst kan lave lynhurtig musik ved hjælp af et computerprogram og lidt gåpåmod. Vel, det minder mig om den tudsegamle japanske keramiker, som hver dag dekorerede sine skåle med samme motiv og på sit dødsleje (han blev 99) sagde: "Det er ærgerligt, jeg skal dø nu, for den var faktisk lige ved at være der!"

Men det er så også mange år siden, den tankegang har været i højsædet. Men lur mig om ikke også gentagelsen og rutinen kan føre til det rent ud mesterlige; jeg mener, folk som Muddy Waters og Howlin' Wolf spillede det samme repertoire årti efter årti. Og de var da meget gode, ikke?

11 rockdetonationer

Nuvel, trioen R.E.M. både racer mod de 50 - ja, guitarist Peter Buck mod de 52 - og må siges at have lagt deres tid som banebrydende/nyskabende etc. bag sig. Nu er de så i stedet i gang med noget så slidsomt og kedsommeligt som en fucking karriere, med alt hvad det indebærer af op- og nedture, magre som fede år. Men det gør dem i mine øjne også interessante; både at de altså bliver ved, men saftsuseme også fordi de pludselig overrasker med et album så vitalt og livsbekræftende som Accelerate, det fjortende i rækken og en mærkbar forbedring oven på 2004's matte Around the Sun, hvor vi var parate til at forfatte gruppens gravskrift.

På Accelerate fås 11 hurtige rockdetonationer med en samlet spilletid på 34 minutter - og det er såmænd rigeligt. Den der med, at der partout skal proppes 70 minutters musik på en cd bare fordi det kan lade sig gøre, har i høj grad været medvirkende til over en bred kam at sænke kvalitetsniveauet inden for rocken. Thi i vinylens storhedstid blev man nødt til at begrænse sig - og det var godt. Og det er det også her - hellere 34 mættede minutter end over en times lir (ja, det sagde hun også i går). Så er De til et rockende R.E.M. i ren essens, fortvivl ej mere - det finder De på Accelerate, en af den slags plader, som sætter fut i fejemøget uden at sætte hjernen på standby. Enjoy!

Det suveræne groove

Den efterhånden 67-årige George Ivan Morrison (kærligt kendt som 'Van the Man' af fans) fandt for alvor fodslaget for små 40 år siden med det stadigvæk guddommeligt uomgængelige mesterværk Astral Weeks, hvor han efter en tid i den irske R&B-combo Them og et enkelt søgende soloudspil perfektionerede sin særlige - og stort set uefterlignelige - blanding af efterkrigstidens R&B, rock, jazz, pop, irsk folk, blue-eyed soul, country og blues tilsat en sjat bevidsthedsstrøm på tekstplanet, en fusion, der populært bare kaldes "Celtic Soul". Som så mange andre af populærmusikkens giganter - fra Charlie Parker og Hank Williams til Aphex Twin og Beck - udgør Van Morrison på mange måder en kategori for og i sig selv. Nogle fanger den, andre ikke, men musikken består, og der kan til hver en tid tunes ind på Radio Van, hvis man er i det hjørne og har modtagerapparatet i orden.

Det er derfor også med stor glæde, at det er tilfældet mig at overbringe Dem, kære læser, at der på Keep It Simple (hvilket lyder som en programerklæring), Van Morrisons måske 34. studiealbum, absolut intet nyt er uden hver sol eller måne. Det kører i det vante suveræne groove gennem 11 typiske kompositioner, hvor intet er hverken for stort eller for småt til at blive forvandlet til en sang. Særlig glad er jeg for "Don't Go to Nightclubs Anymore" - Vans version af Duke Ellington "Don't Get Around Much Anymore" - og ikke mindst nøglesporet "Soul". Enkelt, ja. Og allerhelvedes kompliceret. Minder mig om den førnævnte japanske keramiker; man har på fornemmelsen, at for Vans vedkommende er den også snart lige ved at være der. Keep It Simple er bedre end flere af mandens seneste udspil, men selv uden at være helt oppe at ringe blandt hans allerbedste er den såmænd mindst lige så god (hvis ikke: bedre) end det meste, man sådan lige udsættes for. Og det er såmænd godt nok for mig.

R.E.M.: Accelerate (Warner Brothers) Udkommer mandag Van Morrison: Keep It Simple (Polydor/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer