Læsetid: 3 min.

Amerikanske mord og myter

Unge mænd med store drømme får, hvad de ønsker sig hos Elmore Leonard og John Colapinto - og mere til
3. april 2008

Giv John Calopintos Lige efter bogen små hundrede sider, og du er solgt. Så begynder den kække fortællerstemme, der minder om voice-over'en fra en ungdomsfilm med Rob Lowe, og de groft karikerede figurer - deriblandt en vistnok coke-sniffende litterær agent, der siger: "Super-hot. Supernutidig. Det er fin de siècle. Storbyens vilde liv med en generation X-drejning og noget postmoderne halløjsa smidt på god ordens skyld" - at træde til side for et udspekuleret plot om en plaget ung mands problematiske forsøg på at udleve drømmen om anerkendelse og et økonomisk trygt liv i smukke omgivelser.

Cal Cunningham, som fortælleren hedder, har altid ønsket sig inderligt at blive forfatter. Da hans bofælle, Stewart, dør, finder han dennes romanmanuskript baseret på Cals egne oplevelser i New Yorks natteliv, stikker det til nævnte agent, der får det udgivet, hvorefter Cal pludselig er tidens varmeste litterære navn.

Lige hvad Cal har drømt om, selvfølgelig, indtil han opdager, at Stewart inden sin død havde sendt en version af manuset til gennemlæsning hos sin ungdomskæreste, den sexede singlekvinde og kunstner Janet. Hende opsøger Cal i en smuk lille landsby tæt ved grænsen til Canada, og det er så herfra, at Lige efter bogen folder sig ud som en effektiv thriller om en mand fanget mellem drømmen om udødelig anerkendelse og sin egen levende fortid.

Lad os ikke røbe mere af handlingen, men blot konstatere, at spændingen er helt elementær takket være følgende spørgsmål: Hvornår går sandheden op for Janet? Hvorfor dukker der pludselig en kvinde fra Cals fortid op? Hvor langt vil Cal lade sig presse, inden han begår en alvorlig forbrydelse? Og hvorfor skal han skynde sig at få fortalt sin historie?

John Colapinto (født 1958) har begået en medrivende og letfordøjelig debut, der godt nok er heftigt inspireret af Patricia Highsmiths fortællinger om den talentfulde Ripley (helt ned til et kulørt lesbisk intermezzo), men gradvist finder sin egen underholdende tone. Ham hører vi gerne mere fra.

Bedste siden 'Get Shorty'

Endnu bedre er Elmore Leonards tematisk beslægtede Ung mand med pistol, der foregår blandt depressionstidens hustlere, ludere og strømere, der alle drømmer om et liv i det rampelys, tidens blændende medier, den kulørte pulp-presse og Hollywood har tændt for.

For den unge U.S. Marshal Carl Webster lykkes det. De ord, han sagde, da han skød den berygtede bankrøver Emmet Long - "jeg vil gerne udtrykke mig fuldstændig klart, hr. Long, så du forstår det; hvis jeg bliver nødt til at trække mit våben, så skyder jeg for at dræbe" - har gjort ham berømt over det ganske land, og nu er han i hælene på rigmandssønnen og forbryderen Jack Belmont.

Udover at få lidt opmærksomhed fra sin far er det Jacks ambition at blive samfundets fjende nummer ét, akkurat som James Cagney på den tid var det i filmen af samme navn.

Omkring disse to raske unge mænd, hvis faderforhold spejler sig i hinanden, rumsterer blandt andre journalisten Tony Antonelli, der skriver historier til magasinet True Detective. Og dem får han masser af, en af de bedste handler om duellen på Jack Belmonts bordel, hvortil Carl Webster ankommer, ikke for at anholde Jack, så langt er vi ikke kommet endnu, men for at få kløerne i en vis Nestor Lott, der sammen med en flok medlemmer af Ku Klux Klan har sat sig for at brænde bordellet ned i deres kristne mission mod utugt og kriminalitet landet over.

Enhver, der går med en lille drøm om et skrive en effektiv spændingsroman, bør nærstudere dette virtuost afviklede drama i romanens kapitel syv, hvis synsvinkel skifter mellem de involverede, mens læseren åndeløst hænger og dingler fra de skarpe cliffhangere, der adskiller afsnittene.

Ung mand med pistol er endt som den bedste Leonard-roman siden Get Shorty (1990), og i mine øjne (og jeg ser for tiden kun svenske krimier på film) en af sæsonens foreløbig allerbedste og mest potente kriminalromaner overhovedet.

I en skarptskåren prosa, der balancerer mellem hårdkogt lyrik og filmmanus-dialog, stiller veteranforfatteren (født 1925; debut 1951) atter engang skarpt på amerikanske drømmere, der ser stort på skellet mellem rigtigt og forkert, men blot følger de pejlemærker, det omkringliggende samfund udstikker. I øvrigt for fuld udblæsning og heldigvis uden al for megen moraliseren fra Elmore Leonards side.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu