Det er noget nær en arketype i norsk litteratur, at norske mænd må tilbage til naturen for at finde deres identitet. Det forekommer i mange varianter i den aktuelle romanlitteratur, og de har så meget fjeld og vildmark, at det halve kunne være nok, mens vi her i landet må nøjes med at ty til Vesterhavet eller en småø for at høre sandhedens røst. Thure Erik Lund, hvis seneste roman, Ind, nu er oversat til dansk, gør det på sin egen måde, og egenrådig er han i sit polemisk-filosofisk-fantastiske forfatterskab ved at lade sin midaldrende, frustrerede hovedperson til en begyndelse gå baglæns ind i en nattemørk skov. Latterligt. Men det skider han lodret på! Så er satiren og tvetydigheden markeret.
Han er som så mange norske romanfigurer gymnasielærer - mest berømt hos Dag Solstad, hvor han var besat af den politiske vækkelse, som hjemsøgte hans land. Hos Lund er han også besat, men af tanken om 'at gi' fanden i det hele', som han allerede tidligt i livet gjorde sammen med nogle skolekammerater, hvis oprørske særpræg bestod i at flakke rundt i en Lada 15oo og smide tomme flasker mod vejskilte. Men så fandt han ind i konformismen, blev studievejleder med kone og børn, men fuld af magelig foragt for det hele.
Episk tråd
Romanens episke tråd, som gerne knækkes for så megen refleksion, der skal afleveres, og tidsspring, der skal ordnes, er et stykke vagabondage i det sydlige Norge, hvor han opsnappes af politi og galeanstalt, hvorfra det lykkes ham at flygte, at skifte identitet ved hjælp af forfatteren Thomas Erik Lund, der forsyner han med papirer og nyt navn. Ham har han ellers ikke meget tilovers for, en fej og opportunistisk skribler. Men på den måde er vi i et skriftens meta-land på vej sydover med endestation i Amsterdam, hvor en løsning skitseres, konsekvent nok af metafysisk karakter, en 'sideverden' mellem livet og den død, han har båret på som en byld på ryggen.
Hvis Lund tillader sig en åbenlyst ironisk selvkritik, er der til gengæld ingen ende på kritikken af Norge og nordmænd, helt ud i ønsket om at indvandrerne vil omdanne riget, et sandt frådseri i invektiver mod den nationale selvgodhed, kulturelt mondæne plathed og unatur, et verbalt orgie af nyskabelser og kulørte orddannelser, der får egenværdi som lyrik og dermed egentlig er selvophævende. Stilistisk har han et orgelværk at spille på med udtræk af de forskelligste stemmer i langstrakte fugaer, selv om de formelt er lutter monologer. Det retoriske apparat tager om ikke magten, så kraften af kritikken af alt det, han selv er en del af. Han? Ja, figuren og forfatteren, som har ordene til fælles, lagt i munden på ham som de angiveligt er.
Et bestemt teknisk greb dominerer diskursen. Et ord, en sproglig vending gentages som et musikalsk motiv over et længere stræk og genererer temaer, f.eks. "gå baglæns ind i skoven", "at give fanden i det hele", en "narkolatter", "det mærkværdige", "det megalomane instrument", "ind i". Det sidste fører fra romanens titel frem til slutningen via lange passager i et nyt internationalt blandingssprog, som ikke giver James Joyce noget efter. Men jeg'et oplever tilstande, som er uden sprog.
"For at begribe hvad det er jeg befinder mig inde i så kan jeg i hvert fald tage udgangspunkt i at det vistnok vil ende i noget nedskrevet, selv om jeg ikke er helt sikker på det - det er snarere et bølget mønster der har en vis rytme."
Og indrømmet - hans skrift finder sine steder den skønne rytme.
Detailrealisme
Romanen er komponeret i tre store satser, rum for eksistentiel tvivl og søgen, som ikke skyr genveje ad cyberspace og underlig fiction, via nøjeregnende detailrealisme fra navngivne lokaliteter, der bl.a. kortlægger og opremser Drammen-områdets maleriske stednavne, vandløb og fosser, tyske landsbyer, Amsterdams gadenet og den hjemløses kendskab til ventesale og parkbænke. Iagttagelsen af verden med galskabens, besathedens øjne og humorens polemiske dobbelthed er kendetegn for dette besynderlige forfatterskab, som vi på dansk hidtil kun har kendt for den moderate, sociale roman Lejekasernen (1995), men som har udfoldet sig i bl.a. essayistik og i tetralogien med den gennemgående figur Thomas Myrbråthen og flotter sig med titler som "Grøftetildragelsesmysteriet" og "Uraniophilia", som man hellere må læse på norsk, da det jo heller ikke er særlig svært.
Sara Koch har besørget Inn på dansk, og det er med visse kanter godt gjort, selv om man må studse over et ord som "undfaldenhed" (s. 98), som jeg hverken har fundet i en dansk eller norsk ordbog. Det er til at falde i "undring" (s. 142) over, hvad der jo afsætter en undren.
