Læsetid: 3 min.

Begrebsforvirring og manglende realitetssans

Regner Grasten er dansk films mest energiske showman, men at han i den forgangne weekend blev hyldet som en innovator, der beriger landets unge biografgængere, er trist
Regner Grasten er dansk films mest energiske showman, men at han i den forgangne weekend blev hyldet som en innovator, der beriger landets unge biografgængere, er trist
15. april 2008

KOMMENTAR

af Christian Monggaard

I weekenden afholdt Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber landsstævne i Svendborg, og foreningen uddelte i den anledning sin årlige filmpris, Pråsen, for 26. gang. Som man måske kan regne ud, gives prisen til filmfolk, der gør en forskel på børne- og ungdomsfilmområdet, og blandt tidligere vindere finder man Søren Kragh-Jacobsen, Kim Fupz Aakeson, Natasha Arthy og Wikke & Rasmussen.

Overraskelsen var derfor stor, da det blev afsløret, at årets vindere er Regner og Tove Grasten, ægteparret bag selskabet Regner Grasten Film og en lang række indbringende, men - for nu at sige det mildt - kunstnerisk temmelig svage film: Fra Krummerne og Vildbassen til Anja & Viktor og Bertram & Co.

Den får ikke for lidt i pressemeddelelsen fra Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, der blandt andet byder på formandens pristale: Regner Grasten er "dansk films Mads Skjern, altså ham, der kommer til byen og laver rav i den for at ende som den mægtige matador!", og årets prismodtagere "får prisen for de mange film, de har beriget landets børne- og ungdomspublikum med, deres ihærdige kamp for den folkelige film og for deres aldrig svigtende interesse for at gå nye veje og afsøge nye tekniske muligheder".

Energisk showman

Ingen tvivl om, at Regner Grasten - med Tove på sidelinjen - er den folkelige films ukronede konge. Det vidner billetsalg i hundredtusindvis til hans film om, og det gøres der også en del ud af i talen fra Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers formand. Men at en forening, der har som en af sine opgaver at opdrage fremtidens filmforbrugere, så at sige blåstempler Grastens ofte fladpandede forsøg på at få hele familien i biografen ved at lefle for laveste fællesnævner, er trist.

Man kan ikke fratage Grasten en unik position som dansk films mest energiske showman. Han kæmper en brav kamp for at finansiere sine film og få dem vist i biografen. Han tror på sit arbejde, men er også en benhård forretningsmand og en af meget få producenter i Danmark - hvis ikke den eneste - der i vid udstrækning kan klare sig uden statslig filmstøtte. Det er imponerende, men ikke noget kunstnerisk kvalitetsstempel i sig selv.

Tyndslidte ideer

For nylig var der debat om dansk films krise på Det Danske Filminstituts hjemmeside, og naturligvis blandede Regner Grasten sig: "Budgetterne er eksploderet samtidig med, at filmenes kvalitet går den modsatte vej," skrev han blandt andet.

"Filmene er ganske enkelt uden energi og udfordrer ikke sit publikum, hverken kunstnerisk eller som god underholdning."

Det er svært at tage Grasten alvorligt, når han taler om kvalitet og mangel på originalitet, netop fordi han selv laver film, der sjældent byder på andet end lavkomik, uinspirerede historier og dårligt skuespil. Tilmed tyndslider han sine ideer i serier med mere af det samme. Når man dertil lægger, at han engang har udnævnt dogme til en fidus, der intet har tilført filmmediet, er det næsten umuligt at forholde sig seriøst til hans filmpolitiske betragtninger.

Komplet mislykket

Under filmfestivalen i Cannes i 2007 blev det offentliggjort, at Regner Grasten og Zentropa gik sammen om et nyt selskab, Filmfabrikken, der skulle være intet mindre end Danmarks svar på amerikanske Miramax, altså et uafhængigt filmselskab, der laver kvalitetsfilm for et bredt publikum.

Ikke færre end 75 biografer havde den 4. april premiere på Filmfabrikkens første film, Kaywan Mohsens komplet mislykkede, århusianske gangbanger-drama Eye for Eye, der ligner et kalkuleret forsøg fra Grastens side på at tjene penge på unge danskere med indvandrer- og flygtningebaggrund. I dagene forinden var filmen under stor ståhej blevet vist på NatFilm Festivalen, og unge Mohsen selv talte om publikumstal på 300.000.

Til og med søndag den 13. april er Eye for Eye dog kun blevet set af 19.600 mennesker, og meget tyder på, at den snart ligger død i biografen. Grasten er en filmkøbmand, der kun har satset på det lødige i ganske enkelte tilfælde, når han har kunnet læne sig op ad et litterært forlæg (f.eks. Det forsømte forår).

De tegn, der nu er på, at han tages alvorligt som en person, der kan højne dansk film, tyder på begrebsforvirring og manglende kvalitetssans.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu