Læsetid: 6 min.

Disse dages divaer...

... er ikke kun lavet af plastik og pr, men også af kød, blod, væbnet med politisk patronbælte, båret af dirrende dødsdrift, sydende solide doser vanvid
Erykah Badu har på sin seneste cd, -New Amerykah-, begået nogle af sine mest stejle og stolt opdagelseslystne sange - ja, hun er endda på opdagelse i sin egen stemmes svagheder (ikke ligefrem hverdagskost i de luftlag) - og viser sig som en moderne diva i fuld flor. PR-

Erykah Badu har på sin seneste cd, -New Amerykah-, begået nogle af sine mest stejle og stolt opdagelseslystne sange - ja, hun er endda på opdagelse i sin egen stemmes svagheder (ikke ligefrem hverdagskost i de luftlag) - og viser sig som en moderne diva i fuld flor. PR-

Universal Music

14. april 2008

"Promise promise - Amerykahn promise/We love to suck you dry."

"I don't wanna be a lonely girl/Cause it hurts so bad."

"The judge said, son, what is your alibi?/If you were somewhere else, then you don't have to die/I said not a word, though it meant my life/I'd been in the arms of my best friend's wife."

Et citat fra hver af denne anmeldelses tre plader. Tre citater udvalgt som betegnende for stemningen, sigtet, niveauet på pladerne fra Erykah Badu, Ida Corr og Diamanda Galas. Tre damer der på hver deres måde nikker eller aspirerer til betegnelsen diva. Med stærkt skiftende held.

Nu har diva-betegnelsen - som ordet klassiker eller classic - også antaget lovlig elastiske kvaliteter. En elasticitet som er opstået da sangere som Madonna og Celine Dion i 90'erne fik vedhæftet betegnelsen. Måske - vil nogle hævde - allerede i 70'ernes disco-æra.

Oprindelig var diva-betegnelsen ellers skræddersyet store opera-sangerinder som Maria Callas og Jenny Lind. I dag er den snarere en one size-størrelse som presse og pladeselskaber hiver over hovedet på kvindelige sangere, der uden forfærdelse kaster sig ud i fraseringshelveder eller på anden måde leverer sentimentalitet eller mere eller mindre gammeldags eller iscenesat autenticitet ud over populærkulturen. Tjek f.eks. den noget brogede skare på VH1-videoudgivelsen Divas Live fra 1998: Celine Dion, Shania Twain, Aretha Franklin, Mariah Carey, Gloria Estefan. Find tre, måske fire fejl.

Der er gået inflation i betegnelsen, jovist, men der er stadig damer derude, der i hvert fald bør ansøge om status som diva. En af dem er i mine ører amerikanske Erykah Badu. Hun gav neo-soul-bevægelsen stærk medvind med det epokale album Baduizm i 1997. Mama's Gun fulgte i 2000, og så begyndte der ellers at blive tyst om damen, der kun har givet os en enkelt - strålende - ep under de seneste otte års udgivelsestørke.

50 nye sange

Nu har Badu ramt en kreativ åre og sprøjtet 50 nye sange ud. Nogle af dem kan høres på hendes nye album New Amerykah Part One (4.th World War). Flere sange følger i juli på del to. Og jeg glæder mig.

Fordi etteren er et fremragende album, og fordi Badu påtager sig diva-rollen med politisk skarpsleben ansvarlighed. Hun er f.eks. ikke bleg for at ramme USA midt i traumesvulsterne: Om 11. september:

"You got the wake up call/When you saw the buildings fall."

Om oversvømmelsen af New Orleans:

"Baptized when the Levy broke/We gone keep marching on/Till we hear that freedom song."

Den kontroversielle Nation of Islam-lederen Louis Farrakhan hyldes på nummeret "Me". Og på coveret stikker en tegnet Badu sine to black power-næver frem mod tilskueren, mens hendes afro/Medusa-hår er fuld af knyttede næver, bristede lænker, dollartegn, sprøjter, babyer...

Og musikken? New Amerykah Part One er en smukt uegal og alligevel uimodsigeligt forførende helhed. Selv i de mørkeste stunder trækker groovet sig forførende, slæbende, sindigt loopet under numrene, og de spirituelle dimensioner af soul og r&b understreges i både tekster og mere mørkladne melodier og harmonier, f.eks. på den fjernøstligt farvede "The Healer".

Men festen bliver også pumpet op til gadekamp på åbningsnummeret (se åbningscitat). Og aids-omkvædet "Brenda done died with no name/Nickel bag coke to the brain/Will they ever find the vaccine?" er simpelthen uforskammet forførende dansabelt. Mens den vandrette velvære breder sig under det altmodisch breakbeat og det forsølvede Fender Rhodes, der sender varmebølger gennem lytteren på narkoman-balladen "That Hump". Smerte dyppet i sukker og sensualitet.

Lauryn Hill, Syreeta, Gil Scott-Heron, Sly & The Family Stone spøger, men også avantgarde-jazz, loopede tværfløjter, oceaniske kor og en elektronisk nedsmeltning omkring et orgel. Der sprøjtes uden større falbelader overrumplende ideer ind i et politisk bevidst kosmos, der trækker på 70'er-soulens saliggørende vellyd og old skool-hiphoppens enkle beats. Samtidig så myldrer det med detaljer, der er masser af kanter at slå sig på. Og via albummets selvsikre retro-omvej træder Badu faktisk et skridt ud i fremtiden.

Damen har begået nogle af sine mest stejle og stolt opdagelseslystne sange - ja, hun er endda på opdagelse i sin egen stemmes svagheder (ikke ligefrem hverdagskost i de luftlag) - og viser sig som en moderne diva i fuld flor. Udstyret med politisk patronbælte og med hjertet oppe mod stemmelæberne.

Plastisk sangerinde

Diva passer ikke rigtig på danske Ida Corr. Størrelsen er for stor, og glider af hendes strømlinede performance ude af stand til at sidde fast i selv den mindste excentriske kant eller krog. Hendes nye album One kan tolkes som drømmen om at blive disco-diva eller i hvert fald dronning af dansegulvet. Hvilket hun faktisk allerede har prøvet i 2007 med det Fedde Le Grand-producerede hit "Let Me Think About It", som man kan finde på den voluminøse bonusdisk. Og One har også produktionsapparatet rettet mod det forræderiske dansegulv og den flygtige popæter.

En strømlinet tænkning løber gennem hvert nummer som hverken Corrs professionelle præstation eller de seksuelle referencer kan blæse liv i. Og ja, albummets katalog af udklædninger bliver decideret fjollet på numre som "Country Girl":

"I've been riding all night/I'm a country girl/Fits the saddle just right."

Og, tro mig, yiihaa-råbene er ikke et forsonende træk.

Ida Corr har teknik, en fin mørk, let hæs klang og så denne professionalisme, der gør hende til en plastisk sangerinde, der kan rette ind efter enhver sang. Dygtigt. Men hvorfor rette ind? Er det ikke i dén manøvre at personligheden og næringsindholdet forsvinder?

Pivåbent følelsesregister

Amerikanske Diamanda Galas (med græske rødder) har til gengæld siden begyndelsen af 80'erne udfoldet sig som en modkulturel diva. Som en enestående forvrænget fortolker af sjælens evigt skvulpende blodbudding. Hun afsluttede f.eks. det som vanligt kompromisløse album Schrei X med hvad der i hvert fald kan fortolkes som en torturscene. Mens man til gengæld på Malediction & Prayer kunne høre hende fortolke soulklassikeren "My World Is Empty Without You" fra sangskriver-mestrene Holland/Dozier/Holland.

Samme leg med populærkulturen finder vi på hendes seneste live-album Guilty Guilty Guilty. Et tragisk, til tider grotesk, til tider hjerteskærende univers, hvor kærligheden fileterer sjælen og tapper hylstret for overlevelseskraft. De syv sange er enten dødssange eller tragiske kærlighedssange. F.eks. "Long Black Veil" som Johnny Cash gjorde berømt, eller "Heaven Have Mercy" som den certificerede diva Edith Piaf udødeliggjorde. Og her er sange som "O Death" og "Down So Low"... Alle på nær to optaget under Diamanda's Valentines Day Massacre på Valentine's Day den 14. februar 2006.

Det er juveler støvet af eller rettere brændt rene og morderisk skarpe af Galas' gasflamme af en stemme. En omplantning af klassikere fra en jord fuld af knogler og dyster historie til en oceanisk grav af ukontrollable følelser. Begravede elskere og ubærlige minder. Nu næring for en stor kunstner.

Den morbide tilgang til kærligheden ekspliciteres yderligere af damens voldsomt teatralske, hvis ikke burleske, hvis ikke groteske overforbrug af ekspressionisme. Hendes blændende vidtfavnende arbejde med grim vrængen, desperate angrebsformationer af diskant, gurglende fraseringer, vrøvleudbud, hæse dødsskrig.

Flere sange præges af en kongenial, rock'n'rollet/blueset sangstil med stærk ekkoeffekt. Voldsomt cool men pludselig kæntrende over i en affekteret sindssyge for så skrigende at multiplicere sig ud i, hvad der vist bedst kan betegnes som en fugleflok af rasende afmagt eller sydende vanvid. Hitchcock kunne have brugt Galas som lydsporskunstner. Men i stedet har musikhistorien fået en dame, der flækker rygraden på aldrende arvegods for nådesløst at blotlægge marven dirrende med et mørke, der er så ubegribeligt sort og smukt, at man får lyst til at hyle ud i det.

Det er et pivåbent følelsesregister - uden skelen til gængse skønhedsidealer - som Diamanda Galas bevæger sig på med en paradoksal præcision og stilistisk sikkerhed. Hvert sanseløst eksplosivt desperat udsagn er sublimt tøjlet.

Der er en anden dimension af divaen: Den temperamentsfulde kvinde. Og Galas inkarnerer begge dimensioner. En forvrænget diva i det røde felt, hvor hun bevæger sig usvigelig sikkert. En kulørt til tider tegneserieagtig variant af divaen - med en fortegning som aldrig foretages i underholdningens trivielle, men i ekspressionismens ubestikkelige tjeneste.

Så tre damer har gæstet denne anmelder. To har rørt ham, og efterladt ham forandret.

Erykah Badu: New Amerykah Part One (4th World War) (UniversalMotown/Universal).

Ida Corr: One (Disco:wax/Warner).

Diamanda Galas: Guilty Guilty Guilty (Mute/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu