Læsetid: 3 min.

Dansker på pampassen

Jane Aamund skriver forudsigelig slægtsroman om de danske nybyggere i Argentina
Jane Aamund skriver forudsigelig slægtsroman om de danske nybyggere i Argentina
28. april 2008

Har man læst Nybyggerne i Canada og Det lille hus på prærien, da man var barn, kan man redde sig en form for deja-vu i første del af Jane Aamunds nye slægtsroman De grønne skove, der udkommer i dag.

De klassiske nybyggerfortællinger blander eventyrlyst og småborgerlighed på en helt ufarlig måde, der helt frem til 60'erne og 70'erne har gjort dem til fast inventar i børnebogsreolen i mangt et middelklassehjem.

Og der kunne Jane Aamunds roman fint stå med sit bedagede omslag med et maleri af en brig i rum sø. Et 'sofastykke', som umiskendeligt kalder på kakkelbord og kogekaffe.

Nå, men nu til handlingen: Året er 1859 og Jens landmand fra Lolland er ikke helt sig selv. Efter to års barnløst ægteskab med den lidt fine, liden Kirsten gør han alvor af de griller, som en avisartikel om det søde nybyggerliv i Argentina har sat ham i hovedet. Det var dengang, han drog af sted, men til at begynde med ville pigen ikke med. Hun bliver sur og dømt ude af provinssamfundet. Hun er hverken fugl eller fisk, hverken fraskilt eller enke, bare forladt, skamfuld og ikke mindst ked af det.

Få tegn

Herfra krydsklipper Aamund behændigt mellem de to ægtefællers historier. Jens drager (ja, for i den slags fortællinger, der rejser man ikke, man drager) til Jyderup, hvor hans onkel driver gæstgiveri med hasard og en ypperlig og ekstraordinært sanselig Marie i baren. Og hvad der kan gå galt, må gå galt. Maries udadvendte herligheder får drejet hovedet om på vores ensomme Jens.

I det hele taget er Marie-figuren og hendes frigjorte snak om 'kussens magt' et af de få tegn på, at Aamunds roman er udgivet i dag og ikke for 100 år siden.

Onklen er gammel, fed og syg, og hans betændelsesbefængte ben ender med at tage livet af ham. Efter at have vundet i spil og skoddet Marie må Jens videre mod København og båden til Argentina. Maries krop trækker i ham, men han har jo også sin ærbare kone, som han stadig elsker, selvom han i første omgang har svigtet hende til fordel for den argentinske drøm om rigdom, selvstændighed og en frisk start på livet.

Den forladte Kirsten må væk fra den lokale sladder. Hun får plads hos præsten i Lyngby, hvor hun er godt parkeret, selvom hun er ensom og savner sin Jens.

Historien er forudsigelig til det trættende. Når det er sagt, må man anerkende Aamunds smidige håndværk. Fortællingen glider, spændingsopbygningen er veltilrettelagt, og sproget er klart, økonomisk og rart at læse.

Halvvejs inde i romanen sejler Jens af sted med barken Hercules fra København mod Buenos Aires, en stroppetur med sygdom, søgang og overraskelser på passagerlisten.

Ligeså kålhøgen Jens har været derhjemme med alle sine Argentina-fantasier, lige så uvidende viser det sig, han er, da han kommer frem. Heldigvis ved han en masse om heste, og så går det derudaf ud over pampassen i udstrakt galop mod byen Tandil, hvor de danske pionerer har slået sig ned med Hans Fugl som den store alfaderlige frontfigur.

Ferske dyder

Moralen, selvjustitsen og arbejdstakten er høj hos nybyggerne. Jens klarer sig ved at være spartansk, beskeden og flittig. Han læser sine omgivelser og deres koder og indordner sig under dem. Lur mig, om ikke også han bliver belønnet med ægte kærlighed til slut.

Det er de ferske dyder, Jane Aamund fremhæver i denne temmelig klæge fortælling. Alt sammen understøttet af forordet, hvor Aamund ligefrem mener, "at de danske emigranters erfaringer, deres indsats og deres skæbne kan være en nøgle til at løse nogle af de udfordringer, vi går i møde i den nye folkevandrings tid".

I dag er de danske nybyggerkolonier og deres efterkommere i Argentina kendte for den måde, de nærmest har konserveret dansk landboliv anno 1850 og levet med det lige siden. På mange måder er det ikke overraskende, at Jane Aamund har fundet inspiration i denne kulturelt set stillestående afkrog. Der bliver danset folkedans, og dronningens fødselsdag bliver behørigt fejret med sild og Rød Aalborg i menigheden. Man må håbe, at de yngre generationer er stukket af for at leve livet - med mere nutid og multikultur og mindre kakkelbord og kogekaffe.

Andet bind af fortællingen kommer til foråret 2009.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu