Læsetid: 3 min.

Digteren, der ikke vil dø

Takket være Ole Sohn har vi endelig fået adgang til Gustaf Munch-Petersens billedkunst. Nu mangler vi bare filmen om ham
Takket være Ole Sohn har vi endelig fået adgang til Gustaf Munch-Petersens billedkunst. Nu mangler vi bare filmen om ham
16. april 2008

Ole Sohn, som netop i disse dage har travlt med som folketingsmand for SF ustandseligt at være i tv for at administrere Villy Søvndals succes, driver også et lille forlag. Han skrev og udgav i efteråret en bog om digteren Gustaf Munch-Petersen, der døde i 1938, kun 26 år gammel.

Den er nu fulgt op med en bog, som for første gang giver et ordentligt indtryk af, hvad samme Gustaf Munch-Petersen kunne som billedkunstner. Et album, som rummer en rigdom af gengivne malerier, akvareller, gouacher og tegninger, og som samtidig er et fotoalbum, en historiebog og en digtsamling. En prægtig bog, som Erik Hagens har skruet originalt og fint sammen rent grafisk.

Det er anden gang, Gustaf Munch-Petersen får en renæssance. Den første gav litteraturkritikeren Torben Brostrøm ham sidst i 1960'erne, da de samlede værker udkom, og Brostrøm placerede ham som en af de første modernister, måske den første, i dansk litteratur.

Seks hovedtemaer

Kritikeren Hans-Jørgen Nielsen benyttede anledningen til at gøre opmærksom på, at der i 1930'erne også fandtes en smal, billedkunstnerisk modernisme i Danmark, og at Gustaf Munch-Petersen var en del af den. Han havde haft sine akvareller med på en stor udstilling i København.

"Fremtidens litteraturforskere burde se på disse akvareller," skrev Hans-Jørgen Nielsen her i avisen i 1967.

Det er det, der først er sket nu, 40 år senere, med litteraten Martine Cardel Gertsens analyse af billederne bagi bogen, hvor hun trækker paralleller mellem billeder og digtning. Det gør hun overbevisende og dejligt ukrukket, idet hun har fundet frem til seks hovedtemaer i digtningen: sønnen, kvinden, samfundet, drømmen, kampen og kunstneren.

Det er de temaer, der også er på spil i billederne, hvor de surrealistiske, frie former ofte konkretiseres i tydelige figurer og symboler: manden, kvinden, slangen, sværdet, korset, træet, osv., som der så fabuleres over i stærke, klare, skarpt afgrænsede farveflader.

Frigørelse

Gustaf Munch-Petersen er digteren, der ikke vil dø, skønt han døde meget ung - og blandt andet derfor. Nu har Ole Sohn givet ham sin tredje ungdom. Eller anden renæssance skulle man vel sige.

Skal man skære den samlede sum af hans temaer ud i rigeligt med pap, lyder det: Forældrene får sønnen, som har en drøm om et bedre samfund, som nås gennem kampen. Sønnen må vriste sig fri af både forældrene og af den unge kvinde, han møder på sin vej, for at nå målet.

"Til mine forældre", hedder hans kendteste digte, hvori han prøver at forklare, hvorfor han må gå sin egen vej.

Da Gustaf Munch-Petersen ved en overraskelseshandling forlod sin familie og døde i Den Spanske Borgerkrig, var det nærliggende at skrive ham ind i en socialistisk kontekst. Intet i Munch-Petersens livsførelse eller digtning bekræfter dette. Han levede som en boheme, når han da ikke var fisker eller minearbejder - (det var før, der var tænkt på Statens Kunstfond) - eller tilskud fra forældrene.

Det rene liv

For hvad var det nu, det sjette tema i Martine Cardel Gertsens analyse var? Kunstneren! Kunstneren er den, der renlivet og gennem sit arbejde finder ind til det oprindelige, det nøgne menneske, det gode menenske, det underste land, eller hvad Gustaf Munch-Petersen ellers kaldte det.

"Jeg er kun et menneske,/ men jeg skal engang/ tage solen ned fra himlen/ og lyse alle mørke huller/ med hvidt ubarmhjertigt lys - ," lyder det i et digt.

Solen som en lommelygte, man bare kan tage ned. Et vidunderligt billede, men digterens ideverden kaldte førnævnte Hans-Jørgen Nielsen slet og ret for en "mystisk traktat" og størsteparten af digtene for et strukturløst miskmask, men dog alligevel gribende, og han mente, at digteren opfattede sin omverden som et psykisk ornament.

Matisse og Scherfig

Det gjorde han nemlig, og det er sådan, man kan aflæse Gustaf Munch-Petersens billeder - som psykiske ornamenter. Som billedkunstner sættes han rimeligt nok i bås med sine samtidige, Vilhelm Bjerke Petersen, Richard Mortensen og Ejler Bille eller de franske surrealister, men man kunne også nævne Matisse for den fornøjelige farveholdning, som også kendes fra en anden malende forfatter, Hans Scherfig.

Gustaf Munch-Petersens historie er under alle omstændigheder svær at slippe, og Ole Sohn står ikke ene med sin interesse. Anmelderen har selv en livslang kærlighed til disse digte. Så nu mangler vi da bare lige, at en ung filminstruktør får øje på historien ligesom den om Flammen og Citronen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu