Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Digtet som en sky på himlen

Der er meget at være skeptisk over i Lene Henningsens nye bog, men der er også fin prosa og konsistente tanker undervejs
Kultur
10. april 2008

Lene Henningsens nyeste bog hedder Mærket umærkeligt og er en skæv, genreløs sag. Selv kalder den sig et "essay om digt, myte, stjerne og vin", i sit indhold minder den noget om de poetikker, dansk litteratur fra 80'erne og 90'erne var så rig på. Men formen er sin egen: Mærket umærkeligt skifter mellem korte prosarefleksioner, kursiverede dialoger mellem "Ordet", "Stjernen", "Myten" og "Vinen" og ret fine fotografier af vinranker og -marker i mennesketom ro.

Det er den mærkeligste del af bogen, dialogerne, som fungerer dårligst. I en indledende note takker Lene Henningsen astronomen Anja C. Andersen, dybdepsykologen Pia Skogemann og vinproducenten Peter Sisseck; dele af bogen er baseret på samtaler med de tre. I Mærket umærkeligt er de blevet til abstrakte stemmer, repræsentanter for hver sin arketypiske tilgang til verden.

Her, i bogen, siger de desværre intet prægnant. De udfordrer heller ikke hinanden - skønt formen er dialogens, så er der ikke noget dialogisk spil mellem dem - og de går ikke i kødet på bogens øvrige prosastykker. De ender som livløse, allegoriske sludrechatoller, forfatterens nikkedukker indlagt til stive, stillestående replikskifter.

Hvilket jo ikke er astronomens, psykologens og vinbondens skyld, men Lene Henningsens.

Tingenes væsen

Langt bedre er bogens prosastykker. Tilsammen har de karakter af en egentlig poetik - hvorfor skrive, hvad er forholdet mellem digt og verden og så videre. Poesien fremstilles som en art grundlæggende udforskning af eksistensen, som noget, der i visionens form udfolder mulige rum, og som lader æstetik og en religiøs besyngelse af det virkelige falde sammen.

Eftersom både verden og digteren er i stadig bevægelse, må man besinde sig på paradokser, men også være åben, faktisk fejre en stadig foranderlighed. Det skal ske i modsætning til den stivnede fattigdom, der hersker, nå ja, ude i samfundet:

"Genstandenes liv. Tingenes væsen. Du er ude i bevægelsen igen: at gøre ting levende, meningsfulde. Som at indskrive naturen i et fremmed element, et træ i byen, skyerne hen over fabrikkerne, hjertets slag mod overflade-rustningen."

Nå. Jeg er temmelig skeptisk over for forestillinger, som gør poesi til noget meget ægte og modsat nedvurderer alt, der er befængt med hverdag og politik og socialitet, dvs. alt, hvor man skal forholde sig til andre mennesker. Og jeg kan ikke se, hvorfor "en bus, et supermarked, et postkontor" - bogens egne eksempler - ikke er lige så interessante som Henningsens ret abstrakte forestillinger om stjerner og "tingenes væsen".

Når det er sagt, så er prosaen faktisk en nydelse af læse. Via sin tiltale af et 'du' skaber den en form for udvendighed, en distance i teksten, en form for koncentreret saglighed i selv de mest højtflyvende passager. Og så er der stor konsistens undervejs; selv når man ikke er enig, kan man følge tanken, diskutere den, skærpe sin uenighed.

Den slags er ikke en selvfølgelighed i en dansk poetik. En sidste, ærgerlig ting er så, at forlaget godt kunne have puttet bare lidt flere penge i produktionen af Mærket umærkeligt: Gengivelsen af Lene Henningsens fotografier er noget gnidret og kontrastløst i det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her