Læsetid: 5 min.

Dynamit-detektiven vender tilbage

Den franske tegneserieskaber Jacques Tardis album om privatdetektiven Nestor Burma er kongeniale fortolkninger af landsmanden Léo Malets kulørte romanforlæg
'Rue de la Gare' begynder med en krigsfange med hukommelsestab, som, lige inden han udånder i Burmas arme - det er november 1941, og de sidder begge i tysk fangenskab - når at sige de kryptiske ord: 'Giv Hélène besked ... Rue de la Gare 120 ...'

'Rue de la Gare' begynder med en krigsfange med hukommelsestab, som, lige inden han udånder i Burmas arme - det er november 1941, og de sidder begge i tysk fangenskab - når at sige de kryptiske ord: 'Giv Hélène besked ... Rue de la Gare 120 ...'

fra bogen

16. april 2008

Det er en speget affære, den hårdtslående privatdetektiv Nestor Burma har rodet sig ind i. Det begynder med en krigsfange med hukommelsestab, som, lige inden han udånder i Burmas arme - det er november 1941, og de sidder begge i tysk fangenskab - når at sige de kryptiske ord:

"Giv Hélène besked ... Rue de la Gare 120 ..."

Og det udvikler sig til at involvere en berygtet juveltyv med øgenavnet Eiffeltårnet, en smuk kvinde, der ligner skuespillerinden Madeleine Morlain på en prik, Burmas journalistven Marc Covet og en af detektivens gamle assistenter, stakkels Bob Colomer, som brutalt bliver skudt ned på banegården i Lyon, mens Burma - der altså er svær at ryste - vantro ser til.

Men selvfølgelig er Burma, også er kendt som Dynamit-Burma, forbrydernes skræk og chef i detektivbureauet Fiat Lux, mand for at opklare sagen, da han efter den franske regerings samarbejdsaftale med den tyske besættelsesmagt bliver sendt hjem.

Kongenial fortolker

Alt det og meget mere handler den franske tegneserieskaber Jacques Tardis 20 år gamle Rue de la Gare 120 om. Albummet, der første gang udkom på dansk i 1988 under titlen Galskab i Rue de la Gare, er baseret på den første af krimiforfatteren Léo Malets bøger om Nestor Burma - en bog, der regnes for at være den første moderne, franske krimi - og genudgives nu i en flot udgave af Faraos Cigarer.

Samtidig udgiver man også, for første gang på dansk, et andet af Tardis Malet-album, Skydetelt på Place da la Nation, og senere følger endnu tre album om Nestor Burma, Tåge over Tolbiac-broen, det første om privatdetektiven, Tardi tegnede, Tømmermænd i forstæderne og Døden i Rue de Paradis, hvoraf de to sidste heller ikke har været ude på dansk tidligere.

Denne lille håndfuld af Malets bøger - hvoraf nogle udkom i Danmark på Nyt Nordisk Forlag i 1980'erne - fortolkes kongenialt af Tardi, der er inspireret af filminstruktører som Fritz Lang og Hitchcock og franske film fra 1930'erne og 40'erne. Hans ekspressive, ofte sort-hvide og vanvittigt stemningsfulde streg passer godt til forfatterens hårdkogte, kulørte bøger fra krigens og efterkrigstidens Frankrig.

Gaderne i Paris

Første halvdel af Rue de la Gare foregår i Lyon, anden halvdel i Paris, to store byer, som både Léo Malet og Jacques Tardi føler sig godt hjemme i, og som er rige på lyssky, morderiske elementer, smukke og bedrageriske kvinder og de skumle kvarterer, som rapkæftede Nestor Burma hjemmevant færdes i, mens han forsøger at opklare sine sager med hjælp fra sin smukke, småsarkastiske sekretær, Hélène.

"Der er en sammenhæng mellem byen og kriminalromanen, noir-romanen, og måden, jeg tegner på," sagde Tardi om sit forhold til Malets bøger, da jeg for et par år siden besøgte ham i Paris.

"Malets bøger er en rigtig god undskyldning for at tegne gaderne i Paris. Selve plottet er ikke så vigtigt, og man er ligeglad med, om de skyldige bliver fanget til sidst. Det interessante er stemningen og det at rekonstruere tiden. Når jeg arbejder med Malet, besøger jeg de steder, hvor historien foregår, og så udarbejder jeg en plan for personerne og tager fotografier. For mig er det altid sjovt at lade sig påvirke af stemningen i et bestemt kvarter, at gå på café i området og betragte menneskene. Det holder jeg meget af. Selvfølgelig har visse kvarterer forandret sig meget i forhold til Malets bøger, der foregår i 1950'erne, og jeg kan f.eks. godt lide i mine tegninger at erstatte en McDonald's med et apotek. Det handler om at give gaderne deres værdighed tilbage."

"Malet skrev en kriminalroman for hvert arrondissement i Paris, men der er tydeligt, at jeg har valgt dem, der foregår i de mest fattige, skumle kvarterer. I Tåge over Tolbiac-broen kommer man aldrig uden for det 13. arrondissement, og jeg kan godt lide tanken om at bruge de elementer, der er til stede i området, på åstedet, og udnytte dem til at skabe en intrige. Jeg begynder f.eks. gerne en historie i et hus eller en bygning."

Banegårdsromaner

Léo Malet skrev meget hurtigt, og hans bøger har ikke de samme litterære kvaliteter som Georges Simenons (forfatteren bag Maigret-krimierne, red.), mente Tardi og kaldte genren for roman de gare, banegårdsroman, hvilket svarer til det danske kiosklitteratur.

"Malet skrev bøger, som skulle læses i toget, og dem holder jeg af, fordi tegneserier har noget af det samme populært litterære og føljetonagtige over sig. Man lægger netop ikke mærke til, når man læser Malets bøger i toget, at plottet ikke hænger sammen. Man vil bare vide, hvordan det ender. Men når man læser bøgerne grundigt igennem, fordi man skal adaptere dem, så opdager man den mindste fejl og er nødt til at finde en løsning. Det er noget af det mest interessante ved at adaptere."

"Når jeg opdagede jeg, at et plot ikke hang sammen, ringede jeg til ham og sagde: 'Jeg forstår ikke, at den person kan dukke op igen, fordi han døde da i begyndelsen af romanen. Kan du forklare mig det?' Jeg tror, at det var Dashiell Hammett, der under optagelserne til Ridderfalken svarede John Huston, som Malet svarede mig: 'Jeg har skrevet det for lang tid siden. Gør med det, hvad du vil.'"

Politisk tegner

Og det gjorde Jacques Tardi så, men med stor respekt for forlægget. Rue de la Gare er vel nok den mest ambitiøse - og omfangsrige - af hans Burma-album. Tegneren har altid været meget fascineret af krig, især Første Verdenskrig, hvor hans bedstefar deltog og fik et knæk, og adskillige af hans værker handler om krigens gru og voldsomme indvirkning på det enkelte menneske.

Tardi er også en meget politisk tegner, der altid tager den menige soldats eller arbejderens side og udstiller de overordnedes, overklassens og politikernes dårskab og manglende omtanke for de svage i samfundet. Således også i Rue de la Gare, der portrætterer et Frankrig delt i to, en besat del, hvor tyskerne holder til, og en fri del, hvor marskal Pétains samarbejdsregering holder til.

Som Søren Vinterberg blandt andet anfører i sit nyskrevne efterord til albummet, kunne Malet - der selv havde været krigsfange - ikke være alt for kritisk over for Pétain i 1943, da romanen udkom, men 45 år senere behøvede Tardi ikke at være lige så forsigtig, og albummet er fuld af mere eller mindre bidske kommentarer til Pétain, kollaboratører og jødeforfølgelser.

Trods det er både album og bøger spændende og morsom læsning og Nestor Burma et yderst underholdende bekendtskab, som, fornemmer man, spejler sine to ophavsmænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu