Læsetid: 2 min.

Fænget af retfærdighedens forkæmper

Carl Kock er under mistanke for selvtægt i Flemming Jarlskovs herlige ’Dommeren’, bind fem i serien om den buttede snushane fra Amager
10. april 2008

Det er 14 år siden, Flemming Jarlskov sidste gang sendte privatdetektiven Carl Kock i felten. Dengang var jeg 13 år gammel og læste vist mest Jules Verne og Superman. Så da Dommeren dumpede ind ad min brevsprække, var det mit første møde med Kock. Men et glædeligt første møde, må jeg sige. Som hurtigt sendte mig ud på en travetur mellem byens antikvariater for at få fingrene i de fire foregående bind i serien om den lille buttede, alkoholiserede snushane.

Jarlskovs serie er en distinkt dansk variation over den hårdkogte amerikanske detektivroman. Ligesom sine litterære forfædre kæmper Kock ensomt retfærdighedens sag, også selv om han må inkassere nogle seriøse knubs undervejs, og så er han udstyret med et sprog, der er vidunderligt rigt på prosaiske oneliners og knasende tørre metaforer. Kock opererer dog hverken i New York eller Los Angeles, men såmænd på Amager, og under overfladen er han en anderledes blød og hyggelig bamse end sine stålsatte forgængere. For øvrigt minder han mig en hel del om Niels Lillelunds også ret nuttede og ligeledes lavstammede, fedladne, drikfældige og poetisk anlagte privatdetektiv, Erik Andersen.

Klassiske greb

I Dommeren er en selvbestaltet og ubarmhjertig dommer målrettet begyndt at likvidere slyngler, som systemet har ladet slippe billigt fra forbrydelser af den mere bestialske slags. Kocks personlige problem er i den forbindelse, at politiet tror, det er ham, der som retfærdighedens utrættelige forkæmper har fået nok af det humanistiske retssystem og har taget sagen i egen hånd. Så for at slippe af krogen må Kock selv finde frem til morderen. Et klassisk greb, der øger spændingen markant.

Et andet greb, der effektivt øger spændingen, er, at Jarlskov krydsklipper mellem to tidsplaner. Opklaringshistorien fylder mest, men den er punkteret af korte kapitler, der udspiller sig længere fremme i tiden, på et tidspunkt hvor Kock har fundet frem til dommeren og nu står ansigt til ansigt med denne blodtørstige hævner. Meget bekvemt omtaler Kock dog kun dommeren som 'han', så vi går ikke glip af den frydefulde oplevelse af uvished, som får os til at gætte løs på, hvem skurken mon kan være.

Men glædeligvis går Dommeren ikke kun op i spænding. Kock slås også med mindre livstruende problemer. Blandt andet er den lokale beverding blevet koloniseret af cafe latte-segmentet, og så er pensionsalderen efterhånden kommet til syne i horisonten, uden at Kock har fået stukket andet end lommeuld til side. Til gengæld kommer en smuk ung kvindelig advokat med bløde læber og kraftige hofter pludselig susende ind i romanen i sin røde Ferrari og sætter lidt kulør på den ensomme detektivs triste tilværelse. På både godt og ondt ganske vist.

Jo tak, Jarlskov spiller på alle strenge. Nogle vil måske synes, det bliver for meget. Jeg synes, det er herligt, og glæder mig barnligt til de foregående fire bind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu