Læsetid 3 min.

Færø-romantik

Lisbeth Nebelong skriver fængende og idylliserende om ung kærlighed, klassisk musik og oprindelig natur på Færøerne
Celloen står centralt i beretningen om drengen Káris modning som mand og musiker.

Celloen står centralt i beretningen om drengen Káris modning som mand og musiker.

3. april 2008

Journalisten og forfatteren Lisbeth Nebelong er mest kendt for sine bøger om privatøkonomi, men romanen Færøblues - Drengen med celloen viser, at Nebelong også har en følelsesmæssig hotline til Færøerne og til den klassiske musik. Færøblues er Lisbeth Nebelongs roman nummer to og anden del af en bebudet færø-trilogi.

Romanen er en rammefortælling, hvor den midaldrende Kári vender tilbage til barndommens Færøerne efter 25 år, kone og børn og en succesfuld karriere som cellist. Ultrakorte glimt fra en søvnløs nat på hotelværelset i Tórshavn før gensynskoncerten er afsættet for de tilbageblik til ungdomslivet i Tórshavn, som egentlig er romanens krop, væsen og fylde.

Her møder man den niårige Kári i foråret 1965, hvor han får en åbenbaring ved en klassisk koncert i byen. Mødet med Mozart bliver skippersønnens første kraftfulde påmindelse om, at han har musikken i sig, og at den både giver ham nærhed og betinger hans flugt. I Nebelongs lidt læssede metaforik lyder Káris fødsel i musikken som en hymnisk optur:

"Musikken begyndte igen, og strygernes hænder bevægede sig langsomt op og ned i samme takt, som fugle, der fløj hen over havet. Glade fløjtetriller rev sig løs, svævede over det sørgmodige strygerhav for at forsvinde i luften, og det var, som om der sad en fugl i hans bryst, som fik lyst til at flagre op og flyve med."

Kári skal spille cello, skal han, og farbroren, der er hans første musikalske katalysator, bygger instrumentet til ham og får hurtigt kaldet talentet frem.

Det er indledningen til hovedpersonens skabelse og modning som mand og musiker. For i Nebelongs optik er manddom, seksualitet og musik vævet sammen til en streng, der slås an med de færøske urkræfter og den storladne uspolerede natur som klangbund og resonansrum.

Som man nok kan ane, bliver det sine steder noget svulstigt. For eksempel bliver der ikke sparet på noget i beskrivelserne af den unge mands møde med den eksotisk-erotiske italienske piano-diva Novella, som ikke kun nøjes med at lære ham at spille klaver. Det er i hvert fald ikke partiturlæsning på aftenskoleniveau.

Mødet med den danske pige Lisa får også på alle tangenter, da Kári ved næsten overnaturlig tilfældighed støder ind i hende, når orkan, tåge og andre utilregnelige naturkræfter raser over de nordatlantiske øer. En mindre dramatisk iscenesættelse af skæbnemødet mellem de to kunne godt have gjort det.

Men det er i de mere jordnære forhold til de jævnaldrende piger og kammerater fra skolen, at forfatteren viser sine styrker.

Ekstra betydningslag

Lisbeth Nebelong har godt fat om stoffet og personerne. Man er fint underholdt og bliver herligt familiær med bogens personer. Man er i hænderne på en skribent, der er åbenlyst velbevandret i det færøske og i den klassiske musiktradition, som er et centralt element i hovedpersonens personlige historie og modning. Nebelongs første færø-roman, Når engle spiller Mozart, blev nærmest kritiseret for at være for velresearchet og faktamættet. Helt forkert, for det høje vidensniveau - ikke bare om musik, men også om færøsk politik, livet på en fisketrawler og tørvegraveri - giver modspil og perspektiv til hovedpersonens udviklingshistorie.

Nebelong skriver let og fængende og evner at økonomisere fortællingen og skabe dynamik undervejs. Og det er godt med al den fremdrift, for ellers var man sovset fast i et gennemsyret romantiserende univers: en dannelsesroman, en myte om en sand kunstners tilblivelse og et idylliseret billede af Færøerne og den uberørte, oprindelige og næsten guddommelige natur.

Det er smukt og sandhedssøgende, men i al sin pastorale ophøjethed kommer det til at minde om en moderne nordisk variant af post-kolonitidens romantisering af Orienten. Et kulturhistorisk fænomen, som den palæstinensisk-amerikanske litteraturkritiker Edward Said har benævnt som 'orientalisme'.

Det svækker hverken bogen eller læseoplevelsen. Snarere giver det et ekstra betydningslag til romanen, at den også kan læses som et nutidigt kulturelt portræt af Færøerne og det færøsk-danske kulturmøde - for dem er der ikke for mange af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu