Læsetid 3 min.

Fra det fjerne Østen til det vilde Vesten

Dy Plambeck kan fortælle familiehistorie, som om hun aldrig har bestilt andet end at ryste gamle skrøner af sig
På prærien. Dy Plambeck har med -Texas- Rose- begået en genistreg af en familiesaga, hvor jeg-fortælleren ganske passende slutter af med at rejse til Colorado for at lære sig ridekunsten til perfektion.

På prærien. Dy Plambeck har med -Texas- Rose- begået en genistreg af en familiesaga, hvor jeg-fortælleren ganske passende slutter af med at rejse til Colorado for at lære sig ridekunsten til perfektion.

Fiona Reade
3. april 2008

Hun var Dronningen af Over Dråby. Hun sad længe i bestyrelsen for westernklubben Gunslingers. Hun holdt prærievognsferie, arrangerede kræmmermarked, kondibingo, fastelavn og nødhjælpsindsamling. Når hun løb, eller rettere vraltede afsted, hoppede hendes deller op og ned som lottokugler, før de bliver udtrukket. Hun fik aldrig børn. Hun døde i Hanoi 2005.

Den omtalte dame er faster Lillian, den sammensatte samlende figur i Dy Plambecks genistreg af en fragmenteret familiesaga, skrevet med samme kølige, fandenivoldske klarhed som debutbogen Buresøfortællinger (2005) og med et mod på direkthed, der fremkalder minder om gyset, man fik, da man første gang læste så forskellige mestre udi udleveringens kunst som Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger.

Udleveringen rammer, undtagelsesløst, hele familien, herunder fortælleren selv, der efter fasterens død rejser over til Vietnam og henter hendes urne, tømmer køleskabet og pakker tingene ned. Andre kunne vel også have gjort det, men de ældste mente, at de var blevet for gamle til at rejse så langt, og jeg'ets forældre skulle lige have gravet deres nye udendørs jacuzzi ned i haven i Nice. Farbror Thorbjørn nægter at sætte sine ben i Vietnam, han kan ikke udstå kommunister, og heller ikke fætter Lennart skulle nyde noget.

"Før jeg tog af sted, sagde han, at hvis jeg skulle undgå at løbe på døden i Hanoi, skulle jeg proppe mine penge i munden og holde min kæft."

Romanen er komponeret i rappe krydsklip mellem rejsen derover og tilbageblik rundt om i familiens historie. De to gennemgående plot-spor er faster Lilians levnedsløb og jeg-fortællerens sørgearbejde, men ind i dette overordnede parallelforløb flettes andre biografier, som efterhånden samler sig til et mønster.

Kan I huske?

Lige til at begynde med og gennem de første 40-50 sider kan romanen ligne en forsorent forsonlig idyl, familieskrøner på snor afleveret med lethed og munterhed, som når man sidder ved kaffen og spørger: Kan I så huske dengang? og alle affinder sig med, at alle har hørt alle historierne før. Dog, lidt efter lidt får fortællingerne mere dybde, lidt mørkere farver, og pludselig går det op for én, at man befinder sig midt i et kæmpemæssigt lappearbejde, hvor jeg-fortælleren tappert forsøger at overkomme hele det virvar af længsel, savn, vrede og skam, som fasterens død har fremkaldt - eller vel snarere re-aktualiseret.

Lillian fyldte altid for meget, og der var en tid, da hun nærmest fyldte det hele. Men i de år, der kom, efter at hun og onkel Jimmy blev skilt, og hun var rejst helt om på den anden side af kloden, levede familien videre, som om hun aldrig havde eksisteret.

"Vi tænkte vel, at det var den bedste, den eneste måde at overleve på. Ingen i min familie talte om hende, ingen magtede at bryde tavsheden, den uafsluttede sorg."

Langsomt, men sikkert, som en flok ukuelige mus, gnavede tabet sig gennem huset og pillede det bid for bid fra hinanden.

At rumme ambivalens

Læst ud fra dette billede, som man finder henne omkring midten af bogen, må Texas' rose opfattes som en stilisering af arbejdet med at rumme og acceptere en ambivalens. Der var, hedder det karakteristisk, "et eller andet mærkeligt ved Lillian. Man kunne ikke sætte en finger på nøjagtig, hvad det var, men når man så hende, fik man på én gang lyst til at kaste sig i armene på hende og til at spæne væk". Måske, reflekterer fortælleren, havde denne dobbelthed at gøre med den måde, fasteren så på én på. Det var, som om man forsvandt i og for hendes blik. Alle druknede ligesom i det.

Indad, i personen, fortæller denne iagttagelse formentlig om en aldrig stillet livssult, higen efter liv, autentisk liv, kastet ud i manisk gejl: westernklub, prærievognsferie, kræmmermarked, kondibingo, fastelavn eller nødhjælpsindsamling. Udad, blandt de andre, fremkalder forsvindingsblikket en fatal mangel på nærvær, på fred til at være den, man er, sådan som man nu er.

Set i dette perspektiv forekommer det psykologisk rigtigt, at jeg-fortælleren til sidst i romanen begiver sig til Colorado og på fire måneder lærer at ride, så flot, som havde hun aldrig bestilt andet end at sidde i en westernsadel.

Hvor megen selvbiografisk sandhed, der er i denne slutning, rager mig en dåse bagte bønner. Men hvad der til gengæld vedkommer mig, er udsigten til at kunne læse Dy Plambecks bog igen inden længe og nyde dens klarhed, dens mod og dens klogskab på menneskers mangfoldige indre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu