Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Forførelse frem for konfrontation

Islam bliver nødt til at acceptere sekularismens spilleregler - også for sin egen skyld. De vestlige samfund derimod bliver nødt til at differentiere deres billede af islam og anerkende de eksisterende bestræbelser på reform. Ellers styrker de ekstremisterne
Kultur
5. april 2008

Da Goethes Faust i første del af eposet forsøger at forføre Gretchen, stiller hun ham et indtrængende spørgsmål - fortæl mig, hvordan du har det med religionen. Først nægter han at svare. Lad være, religion er en privatsag, undviger han. Men Gretchen insisterer, Faust må gå til bekendelse. Men denne bekendelse er ikke en entydig bekendelse til en gud, snarere en bekendelse til det gode og absolutte - en følelse af religiøs eller moralsk karakter, som i sidste ende ikke kan gribes eller kommunikeres: "Wer darf ihn nennen?/Und wer bekennen:/ Ich glaub ihn." Og videre: "Nenn es dann, wie du willst/Nenn's Glück! Herz! Liebe! Gott!/ Ich habe keinen Namen/ Dafür! Gefühl ist alles."(Hvem må nævne ham?/Og hvem må bekende: Jeg tror på ham. Kald det så, hvad du vil/Kald det lykke! Hjerte! Kærlighed! Gud!/ Jeg har intet navn/ For det! Følelse er alt. red.)

Dialogen er et fabelagtigt udtryk for sin samtid. Oplysningen var begyndt at slå igennem på de tyske egne, for Gretchen spørger ikke: Faust, er du katolsk eller protestantisk? Spørgsmålet er åbent og rummer dermed muligheden for et afvisende svar. For Gretchen selv havde en blank afvisning af gud naturligvis været et chok - og Faust kunne havde glemt alt om forførelsen. For pigen repræsenterer traditionen, hvor troen og dyderne er en del af hverdagen, og hvor den sociale omkreds ikke lader megen plads til afvigelser.

Enhver må blive salig

På den måde repræsenterer Faust en overgang. Nogle årtier forinden havde den prøjsiske konge Friedrich II. formuleret sit berømte tolerance-princip "Ein jeder solle nach seiner Fasson selig werden" - at enhver skal blive salig på sin egen facon. Disse ord er siden blevet indbegrebet af den vestlige sekularisme, for nok må ingen religion overtrumfe den anden, men friheden gælder netop kun den åndeligt-religiøse dimension. Her er det, at enhver må stræbe efter at opnå sin egen salige tilfredsstillelse, vel at mærke - sin egen - for religion er en privatsag. Men saligheden stopper, hvor staten begynder. Troen er ingen undskyldning for ikke at følge loven, som er lige for alle. Der er ingen, som kan påberåbe sig undtagelser med henvisning til sin egen gud. Det er to sfærer, som betinger hinanden og som samtidig er skarpt adskilt fra hinanden.

Som bekendt holdte diskussionen om religion og tro ikke med Faust. Nogle år senere formulerede den tyske filosof Friedrich Schleiermacher, at religion er sans og smag for det uendelige. Så kom Ludwig Feuerbach og siden Karl Marx, som pillede fænomenet fuldstændig fra hinanden - den ene, idet han fortolkede troen som projektion af menneskets længsel, den anden, idet han betragtede religion som virkelighedens forkerte repræsentation i folks bevidsthed.

"Die Religion ist der Seufzer der bedrängten Kreatur - , der Geist geistloser Zustände." (Religionen er de trængte kvægs sukken ..., de åndsforladte tilstandes ånd).

Er det muligt?

Men det er nu mere Vestens sekulære fundament, som står i centrum for nedenstående udgivelse, og som bliver spejlet fra diverse vinkler.

"Skal religiøsitet respekteres," spørger Jan Philipp Reemtsma i sit essay og diskuterer det sekulære samfunds stolthed.

"Er et rent sekulært samfund tænkeligt," spørger filosoffen Martin Seel. Derudover findes essays om det historiske forhold mellem tolerance og religion, om moralens religiøse fundament såsom konsumption som en moderne religion.

Men naturligvis kommer bogen ikke uden om konfrontationen mellem Vestens sekularisme på den ene side og islam på den anden, som meget symbolsk optager de centrale kapitler. Netop i Danmark er denne diskussion i de senere år blevet ført med megen intensitet - og netop Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har her været et centralt element, hvorfor den har vakt opmærksomhed langt ud over landets grænser.

I den forbindelse er bogen ikke endnu et bidrag til polemik, men nøjes derimod med at analysere, hvorfor konfrontationen indeholder så megen dynamik, for ikke at sige dynamit. For det er to verdener, der mødes. Hvor Vestens sekularisme adskiller stat og religion, for bl.a. at muliggøre den personlige tro, så bunder islam - med alle forbehold og undtagelser, som må tages - i sidste ende i tanken om "al-islam din wa-daula" - islam er religion og stat. For som Gudrun Krämer, professor for islamvidenskab på Freie Universität i Berlin, skriver i sit indlæg, så danner islam en helhed, hvor den enkeltes livsførelse er betinget af den samfundsmæssige indretning. Der er ikke en moral på den ene side og en stat på den anden, ligesom der i Vesten er en verdslig og en religiøs sfære. Moral, dvs. shariaen, og øvrigheden betinger hinanden, hvorfor islam i sidste ende må betegnes som en politisk religion.

Forfør dem

Og hvad så? Dette spørgsmål stiller Ednan Aslan, professor for islamsk religionspædagogik i Wien, i sit essay Guds jord uden gud. Sekularisme som udfordring for muslimerne. For Aslan er der ingen vej udenom, at den islamiske verden bliver nødt til at indarbejde de demokratiske værdier i sin religion, bliver nødt til at acceptere sekularismen som udgangspunkt, just i en erkendelse af, at sekularismen er en forudsætning for, at enhver kan leve og bevare sin tro i et multikulturelt samfund. På den anden side er det netop de vestlige politikeres og ikke mindst mediers opgave at iagttage, at disse bestræbelser på islamisk demokratisering findes. I stedet for at betragte de ekstreme muslimske grupper som repræsentanter for samtlige muslimer, er det nødvendigt med en nuancering. For netop dem, der ikke anerkender reformkræfterne inden for islam og forsøger at holde denne religion i en evig stenalder, styrker de ekstreme kræfter og ender i en selvopfyldende profeti

Måske sekularismens fanebærer i stedet for at afvise dialogen skulle prøve med en smule forførelse? Det havde Faust succes med, i hvert fald hvad angår Gretchen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her