Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I fransk champagne til halsen

Skrevet i hånden med guldfyldepen på et loftskammer i Danmark og på café i Paris. Så romantisk er forelskelsesromanen 'Domino' blevet til, og Iselin C. Hermann virker også forelsket - i sin egen roman
Kultur
24. april 2008

Det er ikke en roman om kærlighed, men om begær ved første blik og forelskelsens afsindige kraft. En kraft, der rykker romanpersonernes liv op ved rode, og får dem til at træffe skelsættende valg.

Domino udpiller sig et forår i Paris, hvor Sabatine, der elsker sin skæggede mand - men kun som en ven - møder en elegant mand i cottoncoat, der er smuk, når han smiler. De drikker dus i champagne og forelsker sig hovedkulds uden at vide det mindste om hinanden. Det bliver starten på et hemmeligt liv baseret på løgne og euforisk passion. Han lyver for hende og alle andre; hun lyver for sig selv og sin familie, og begge glemmer de alle omkring sig.

Kirurgen Zephyr med den smukke, men uudgrundeligt kølige kone, Manon, der synes at elske sin bassethund Sartre mere end sin mand, spiller også en rolle i forelskelseshistorien. Lige som historien om den lægestuderende Eric, der har et godt tag på den excentriske Madame Fleurie og forfatteren Toqué, der har installeret sin elskerinde Rose i en lejlighed over for sin egen. Naive Rose, med smilehuller på knæene, har født sin store kærlighed en datter i håbet om, at det vil få ham til at forlade sin kone. Mens hun venter på det umulige, læser hun Harlequin-hæfter, drikker Jack D og ser tv-soaps.

Man mærker den første i rækken af dominobrikker true med at falde og tage resten med sig. Her ved vi allerede, at forelskelsens champagneboble før eller siden vil briste, og menneskene finde ud af, om de har ofret kærligheden på lidenskabens bål.

Alt er sex

Eufori, passion, forelskelse og ikke mindst bedrag. Der er gevaldige følelser på alle bogens sider. Desværre kan man ikke mærke dem, for der bliver kun pirket i overfladen hos fortællingens personer, og man kan derfor ikke med hjertet følge dem ind i den skæbnesvangre forelskelse.

"Alt er sex," siger den kloge Madame Fleurie, men i romanen er lidenskaben og erotikken fraværende som andet end sproglige postulater.

Man savner ellers ikke informationer om figurerne. Sabatines fake Mulberry-taske fra Indonesien indeholder over 30 navngivne genstande, inklusive hendes Rouge Absolue fra Lancôme, som hun bruger som læbepomade og kan påføre uden spejl. Men deres følelsesliv, deres inderste, deres sorger, bliver beskrevet med distance, skabt af et omstændeligt og overgjort billedsprog:

"I hendes underbevidsthed er et vogntog lastet med lyst, sorg, spænding, løgn, længsel og skam kollideret med trafik i den modkørende bane, hvor bilerne af følgende mærker er involveret: Forvirring, Fornuft (med anhænger), Forelskelse, samt dobbeltdækkeren jeg-kunne-ikke-gøre-for-det."

Fortænkt, forstilt og for meget. Man bliver fortalt, at de er sårbare, fortvivlede og menneskelige. Man føler ikke, at de er det.

Fransk fetisch

At romanen foregår i Paris, og at forfatteren derfor får lejlighed til at placere de Gauloise-rygende personer i gader som Rue de Dunkerque og Rue du Faubourg Saint-Honoré, lægger ekstra til den opstyltede skrivestil. De franske betegnelser skal kvalificere de pittoreske stemningsbeskrivelser, men træder i virkeligheden i stedet for egentlig poesi. Når tiden går i Domino, ændrer dagene "modus fra futurum til imperfektum via præsens." Syn er optik. Barnlig er pueril. I dette sproglige univers rammes man ikke af forelskelse, man rammes "et sted i nærheden af forelskelse".

På velmenende veninde-manér kan den alvidende fortæller (eller forfatteren) ikke nære sig for at sætte tingene helt på plads for os. Som når fortælleren (eller forfatteren), forelsket som hun tydeligvis er i sin egen ecriture, siger om det niende arrondissements lokale tosse:

"Men er han i grunden ikke en af byens sundeste? Er det ikke en helt naturlig og følgerigtig reaktion på verdens almindelige vanvid?"

Historien om den lettere alkoholiserede Rose, hvis barnlige optimisme og tro på kærligheden, og hvis umulige livssituation står i skærende kontrast til de øvrige figurer, beskrives med en vis solidaritet og adskiller sig fra resten af romanen ved at turde portrættere ægte menneskelig svaghed og smerte. Roses fortælling, eller sågar den lokale tosses, ville jeg hellere have læst for deres ansatser til at beskrive rigtige mennesker, for på trods af refencerne til Tolstoj, Barthes og de Beauvoir er vi ikke mange skridt i Yves Saint Laurent-stiletter væk fra den skinbarligste trivi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her