Læsetid: 3 min.

Fri os fra de andre

Det handler om selvjustits og klasseskel, man skærer sig til blods på i den på én gang prisværdige og anstrengende mexicanske thriller 'La Zona'
Det handler om selvjustits og klasseskel, man skærer sig til blods på i den på én gang prisværdige og anstrengende mexicanske thriller 'La Zona'
11. april 2008

Der er ingen tvivl om, at instruktør Rodrigo Plá har fat i et essentielt emne: gated communities og deres indvirkning på vores psyke og adfærd. Hans film La Zona udspiller sig i en velbeslået enklave, der ligger som en ø - eller måske snarere et fort - midt i Mexico Citys slum, men kunne foregå hvor som helst på kloden, hvor rige og fattige lever side om side.

Tematisk har filmen eksempelvis markante ligheder med flere af den engelske forfatter J.G. Ballards værker, der også handler om højtuddannede mennesker, som indretter sig i lukkede, luksuriøse kredsløb.

Fuck fattigrøvene

Dette sirligt iscenesatte liv blandt ligesindede i et antiseptisk og friktionsløst miljø viser sig dog, i både Ballards bøger og Plás film, at være befængt med ækelhed, hvilket viser sig ved, at de sofistikerede beboere begynder at opføre sig alt andet end sofistikeret. Vi taler lynjustits, militsmentalitet og klankrig.

Et af flere gode spørgsmål er så, om denne brutalitet har ligget i kim fra begyndelsen. For det kræver vel et vist mål af følelsesmæssig kulde så konsekvent at vende sine materielt mindre velstillede medmennesker ryggen? Eller måske frygt og paranoia alene kan gøre det?

Konfliktens katalysator er her, at tre unge fra den forarmede side af muren vover sig ind i Zonen, hvor de straks begår et indbrud. Da de overraskes af husets bevæbnede beboer, ender det med dødsofre på begge sider. Kun en af drengene, Miguel, slipper fra gerningsstedet med livet i behold. Han har dog ikke udsigt til at klare den ret længe i den gennemregulerede og overvågningskameraspækkede Zone. Medmindre selvfølgelig en af dens mere selvtænkende beboere skulle forbarme sig over ham. 16-årige Alejandro, eksempelvis.

Virkemidler i konflikt

I en generelt velspillet film er Daniel Giménez Cacho og Maribel Verdu højdepunktet som Alejandros forældre. Parret tilhører tydeligvis Zonens mere moralsk velfunderede segment, ja, de er måske ligefrem skabsidealister; farens tilskyndelse til at flytte til den usolidariske Zone var således en forbrydelse, der berøvede ham hans tiltro til ordensmagten.

Plá og medmanusforfatter Santullo serverer denne oplysning på en pædagogisk og lidt kluntet facon, som er symptomatisk for det skematiske manuskript. Fordi filmen virker skrevet, kommer den udbredte brug af håndholdt kamera hurtigt til at fremstå påklistret, selvom dette greb kan siges at kommentere på filmens tema ved at danne kontrast til overvågningskameraerne: Deres ordnede, køligt registrerende fugleperspektiv symboliserer teori (eller utopi), de rystede og kaotiske gadeplansoptagelser symboliserer praksis (eller de rå realiteter).

Ej heller er persontegningen uden flertydighed. Således møder vi strømeren Rigoberto (spillet af Mario Zaragoza), der nok ytrer sin indignation over de privilegerede isolationisters egoisme og selvfølgelige insisteren på (ret bogstaveligt) at klare paragrafferne selv, men ellers ikke er noget specielt sympatisk individ.

En alvorlig sag

Det er vel mest af alt en smagssag, men for denne anmelder var filmens største problem dens fortælletone. Ikke mindst på lydsiden bedyrer Plá med vedholdende patos, at det skam er meget alvorligt det her. En henvendelsesstrategi, som både er unødvendig, anmassende og kontraproduktiv. Jeg begyndte i hvert fald, måske i simpel trods, at spekulere på, om ikke La Zona ville have fungeret bedre som det modsatte af det, den er, nemlig sorthumoristisk satire (faktisk fremfører filmen flere af de samme kapitalismekritiske pointer som Paul Verhoevens RoboCop, der foregår i et tvedelt Detroit).

Et mindre irritationsmoment er, at instruktøren flere gange forfalder til det overforklarende, som når han vil være helt sikker på, at vi nu har forstået, at Zonens børn med stor sandsynlighed står til at arve forældrenes hang til nul tolerance og kort proces. Eller når han formidler elitesamfundets selvbestaltede vagtværns foragt for de fattige indbrudstyve ved at lade dem skille sig af med deres lig via skraldevognen. La Zona er en af den slags film, som er mere spændende at tale - eller skrive - om end at se. Den fungerer med andre ord bedre som debatoplæg end som spændingsfilm. Til gengæld er de spørgsmål, den tager op så presserende, at det godt kan blive til en anbefaling herfra.

La Zona. Instruktion: Rodrigo Plá. Manuskript: Rodrigo Plá og Laura Santullo. Mexicansk. (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu