Det går altid ud over børnene. I hvert fald i Noah Baumbachs film, der er fulde af forvirrede, egocentriske og depressive voksne, som ikke kan finde ud af at være forældre eller forholde sig til deres øvrige omgivelser på en nogenlunde normal, afbalanceret facon. Ligesom i hans debut, The Squid and the Whale, er Baumbachs nye film, Margot at the Wedding, en prunkløst fotograferet, karakterdrevet studie i dysfunktionalitet, som den åbenbart kommer til udtryk blandt den kreative middelklasse fra New York og omegn. Ja, vi befinder os i en eller anden form for Woody Allen-land.
Nicole Kidman, der virkelig er god til at spille neurotisk, har titelrollen som forfatteren Margot, der sammen med sin teenagesøn, Claude (Zane Pais), skal til sin søster, Paulines (Jennifer Jason Leigh), bryllup i det hus, som de begge er vokset op i, og som søsteren og hendes tilkommende, livskunstneren Malcolm (Jack Black, der klædeligt har skruet ned for lavkomikken), nu bor i.
Neurotisk negativitet
Det bliver en mildest talt begivenhedsrig tur på landet, hvor alle Margots store og små neuroser – blandt andet er hun besat af at diagnosticere alle som autister og retarderede – kommer op til overfladen, og man mere end fornemmer, at hun og søsteren har et alt andet end afklaret forhold til hinanden.
Det skyldes ikke mindst, at Margot har brugt sit eget og sin families liv som brændstof for sin forfatterkarriere, og at hun bestemt ikke synes om den mand, søsteren skal giftes med. I det hele taget er Margot ikke noget vold-somt sympatisk menneske, utroligt selvoptaget, negativ og ondskabsfuld, og hun bruger mange kræfter på at rette på og brokke sig over sine omgivelser – ikke mindst Claude, der har et semi-ødipalt forhold til sin mor. Samtidig er hun ved at forlade sin mand, Jim (John Turturro), mens hun i det mere eller mindre skjulte plejer et forhold til en anden forfatter, Dick (Ciáran Hinds), hvis næsten voksne, udfordrende og veldrejede datter, Claude i øvrigt brænder varm på.
Sjælden spændstighed
Det er en sprængfarlig, velskrevet og velspillet cocktail, som Noah Baumbach får megen sort humor og højt drama ud af. Han er hård ved sine personer, der indimellem er faretruende nær på at blive karikaturer, men som dog trods alt stadig ligner os mennesker, som vi er flest. Derfor rammer Margot at the Wedding indimellem også dér, hvor det gør ondt, fordi man kan genkende sig selv i det, der sker. Dialogen er bramfri – også over for børnene, hvilket blandt an-det kan ses som et udslag af deres forældres problemer med netop at påtage sig et ansvar – på en måde, som er sjælden i amerikansk film, og det giver filmen spændstighed og troværdighed.
Alligevel når Margot at the Wedding ikke helt samme højder som The Squid and the Whale, hvilket har at gøre med, at Margot som hovedperson er noget sværere at holde af – hun er faktisk pisseirriterende – end de to børn, der står i centrum af instruktørens debut, og som man følte med, fordi de var blevet fucked up af deres forældre.
Det er Margot muligvis også – det antydes i filmen – men hun burde vel vide bedre.
cmc@information.dk
Margot at the Wedding. Instruktion og manuskript: Noah Baumbach. Amerikansk (Grand, København, Café Biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)
