Læsetid: 4 min.

En gentleman kom til byen

James Taylor var nok den mest lyriske fra det store sanger-sangskrivergennembrud omkring 1970. Ved sin vellykkede intimkoncert onsdag viste det sig, at han også er en af de sjoveste
James Taylors sange kan sagtens klare sig uden det store forkromede akkompagnement, så længe ophavsmanden bidrager med sit suveræne guitarspil. Arkiv

James Taylors sange kan sagtens klare sig uden det store forkromede akkompagnement, så længe ophavsmanden bidrager med sit suveræne guitarspil. Arkiv

Manuel Balce Ceneta/Ritzau Scanpix

25. april 2008

I de meget sene 60'ere og ganske tidlige 70'ere meldte de første tømmermænd sig fra den store ungdommeligt betonede revolte, hvorfor mange vendte blikket bort fra en ny og strålende verdensorden mod egen navle, uanset hvor liden, uanseelig og fuld af nullermænd den måtte forekomme i lyset af Utopia.

Og som formstøbt til det formål trådte en gruppe solokunstnere frem fra under skyggen af tidens fællesskabsorienterede hippiebands; til forskel fra syrerockerne sang de primært om et selvomsluttende 'jeg' frem for et stort altomfattende 'vi', og deres ærinde var det personlige, indimellem grænsende til det private.

Trods store indbyrdes forskelle blev folk som Joni Mitchell, Leonard Cohen, Jackson Browne, Tom Waits, Judee Sill, Gene Clark, J.D. Souther, Neil Young og sågar den fuldstændig atypiske Randy Newman slået i hartkorn under banneret singer-songwriter. Alle havde de trådt deres barnesko - og kendte hinanden fra - i klubben The Troubadour i Los Angeles, et udpræget incestuøst miljø, hvorfor rigtig mange af sangene omhandlede deres indbyrdes forhold. Cuet blev i høj grad taget fra Bob Dylans 1964-lp Another Side of Bob Dylan, hvor barden i tekst og musik optrævlede et kærlighedsforhold med ulykkelig udgang.

Størst kommerciel succes tilfaldt i første omgang den tidligere popsmed Carole King med albummet Tape-stry samt en ung, ranglet Boston-knægt ved navn James Taylor, hvis uimodsigelige melodiske sans, lyriske tekster, udsøgte guitarspil og behageligt modulerede sangstemme fuldstændig formåede at skjule det faktum, at han havde været inde og ude af den lukkede adskillige gange og på toppen af sin karriere var hardcore heroinmisbruger.

Og at Taylors allerstørste hit ikke blev skrevet af ham selv, men derimod af Carole King, kan tilskrives skæbnens ironi, men ikke desto mindre fremstår netop det nummer som indbegrebet af hele den første bølge af sanger-sangskrivere: "You've Got a Friend" hed det - hvilket er lige så rørende, som det lyder.

Skægt var det derfor også at høre Taylor fortælle om, hvordan King i sin tid 'gav' ham netop det nummer - hvortil han tørt tilføjede:

"Men havde jeg vist, at jeg skulle komme til at synge netop den sang hver aften resten af mit liv, havde jeg nok ikke taget så ukritisk imod den!"

Vildt underholdende

Stedet, man kunne høre Taylor fortælle om baggrunden for nogle af sine kendteste sange, var den propfyldte Falconer Sal ude på Frederiksberg onsdag aften, hvor han i selskab med tangentmanden Larry Goldings, en storskærm og et monstrum af en Storm P-agtig trommemaskine gav en stribe af sine både bedste og mest kendte sange til bedste. Og i Taylors tilfælde er det tilmed sådan, at hans bedste sange også er hans berømteste. Hvilket ikke er noget, der pr. automatik gælder alle. Men mange sangskrivere ville nok være stolte af at have stået fadder til bare én af de her titler: "Something in the Way She Moves", "Fire and Rain", "Country Road", "Shower the People", "You Can Close Your Eyes", "Carolina in my Mind" og den dårende dejlige vuggevise "Sweet Baby James".

Til fælles har de vidunderskønne melodier og enkle, men lyrisk ladede tekster om de nære ting uden at forfalde til det tuttenuttede - samt det faktum, at de stammer fra karrierens begyndelse. Thi en udvikling hen mod det mere anonymt soft rockede skyggede i mange år for hans ungdoms bedrifter - indtil han i 2002 pludselig slog til med en af rockens mest vellykkede midtlivskrise-udgivelser, October Road - dér var det atter muligt at høre, hvad der gjorde ham så interessant til at begynde med. Han spillede heldigvis også en pæn del af materialet herfra onsdag aften, og det lød faktisk endnu mere levende og relevant på en scene, ikke mindst i kraft af hans suveræne guitarspil.

Men først og fremmest var han en vildt underholdende og særdeles vittig entertainer, som har nået den alder, hvor det er tilladt også at grine ad sig selv - mens han samtidig fik sparket et par giftige bemærkninger om det nuværende politiske klima ind mellem det mere personligt orienterede.

Holdbare sange

På den pågående turné er det i det hele taget åbenlyst, at Taylor p.t. er i humør til at fejre sig selv, sine (bedste) sange, sine 60 år på jorden og sine 40 år som pladekunstner - hans første plade udkom faktisk på Apple via Paul McCartney og George Harrisons gode ører - ved at give publikum, hvad der til forveksling kunne ligne såvel hans egne som vores favoritter. Udsat for primært sang, guitar og keyboards gav det nemlig rig mulighed for at høre, både hvor gode de sange egentlig er - og hvor godt de holder.

Faktisk tager Taylors sange sig bedre ud uden det store forkromede akkompagnement, man kan læne sig tilbage i stolen og nyde deres harmoniske rigdom lige såvel som høre hvert ord i de ofte meget (men ikke for) personlige tekster med både dybde og prægnans. Afløst af ophavsmandens trang til med mellemrum at bryde med sit image som klassens artige dreng, som det bl.a. udfoldede sig på en eksplosiv udgave af "Steamroller Blues" (i sin tid indspillet af ingen ringere end Elvis Presley!), der også viste ham som en ekspressiv el-guitarist og den helt Tom Waitske talking blues "Slap Leather". Men cluet var nu ofte de herrevittige monologer, som både satte tingene i perspektiv og motionerede lattermusklerne.

Skulle De have lyst til at checke, om alt det ovenstående nu også er sandt, er hele molevitten udsendt på cd med tilhørende dvd, så det er bare at gå til vaflerne, mine damer og herrer.

James Taylor med Larry Goldings, Falkoner Salen, Kbh.

James Taylor: One Man Band (Hearmusic/Universal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu