Læsetid: 4 min.

Et godt sted at græde

I sin seneste roman skriver Helle Helle på og om forfatterens skrivekrise, og det kommer der uendelig meget skrift og liv ud af
15. april 2008

I min studietid var det moderne at gå til hurtigtlæsningskurser, hvor man ved hjælp af en eller anden teknik lærte at sætte sin læsehastighed op. En af mine studiekammerater fortalte mig, at teknikken indebar, at man ventede med at føle noget, til man var færdig med at læse. En 'hurtiglæser' ville altså scanne en hel roman med ubevægeligt stone face, og først bagefter, først når hun så op fra siderne, lade sig gennemryste af sorg, af latter, af forfærdelse, af alle de følelser, som teksten havde fremkaldt, og som hun havde udskudt.

Sådan havde jeg det, da jeg så op fra sidste side af Helle Helles roman Ned til hundene. Ikke fordi jeg var drønet hurtigtlæsende gennem romanen, tværtimod havde jeg faktisk forsøgt at sætte læsetempoet ned for at udsætte afslutningen, for at få lov til at dvæle i bogens enkle, skønne prosa så længe som muligt. Så den bevægelse, der steg som vand i mine øjne efter endt læsning, var ikke én, jeg havde holdt nede ved hjælp af læseteknik, men som teksten selv havde holdt nede ved hjælp af fortælleteknik.

Som sædvanlig hos Helle Helle står følelserne mellem linjerne og akkumuleres kun gradvist i læseren, til jeg altså sad der med fornemmelsen af, at dette var noget af det mest bevægende, jeg længe havde læst. Bogens første sætning, "Jeg leder efter et godt sted at græde", bliver på en måde også læserens projekt gennem teksten, og dette sted finder man som læser ved bogens afslutning.

Gode hunde

Helle Helle er god til titler. Tidligere titler som Eksempel på liv (1993) og Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002) kan jeg have på hjernen som melodistumper. Ned til hundene vil også slutte sig til mit indre melodiforråd med den helt særlige stemning, titlen bærer med sig fra bogen. Bogen handler på sin vis om at gå i hundene, men titlen ikke bare genopliver denne døde metafor, den nuancerer og varierer den også. Jeg-fortælleren, en 42-årig, kvindelig forfatter i skrive-krise, havner hos et ungt par i en landsby ved kysten og får gennem nogle dage den opgave at gå "ned til hundene", at fodre og lufte naboens hunde, hvis ejer er på hospitalet. Men det er "gode hunde", og hun går altså netop ikke 'i' dem, men "ned til" dem, som et sted hvor man godt kan opholde sig midlertidigt uden at forsvinde.

Jeg har altid haft en svaghed for litteratur, der skildrer sådanne nulpunkter i tilværelsen - kriser, hvor eksistensen er sat på minimalblus. Ikke mindst som modpol til det kalenderlagte effektivitetsliv, som er blevet normen i dag. Tænk at stå af ræset, tænk at tage en bus på må og få ud i den danske provins, tænk at kunne skrælle livet ned til de mest basale fornødenheder, at spise, at sove, at trække vejret. Langt hen ad vejen er Ned til hundene en slags fantasi om de ideelle omstændigheder for en nedtur: Jeg-fortælleren sidder med sin rullekuffert på en forblæst bænk ved kysten og samles op af det ualmindeligt venlige unge par, som lader hende indlogere sig i deres hjørnesofa og holder hende med mad, varme, tv og small talk. I flash backs udrulles forhistorien: et ægteskab, der er ved at blive et ikke-forhold; et forfatterskab, der er gået i stå.

Frosne vorter

Med sin på vanlig vis suverænt underdrevne prosa lykkes det Helle Helle at give os billeder af stor, tabt kærlighed. Et erindringsglimt af en dag med ægtemanden på stranden: "Engang sad jeg på en strandbred med en cigaret og fik sandkorn i munden, mens han svømmede. [-] Da han steg op til sidst og smed sig på håndklædet ved siden af mig, var han forpustet og smagte så salt, at jeg aldrig syntes, jeg havde smagt noget lignende." Denne superlative saltsmag får sit ekko i den nydelse ved de simple ting, som jeg-fortælleren efter nogle dage hos sine venlige værter går ind i: "Jeg synes aldrig jeg har ligget så godt", "Kaffen smager fantastisk", "Det er det mest velgørende bad, jeg nogensinde har fået".

Helle Helle kan skrive om pizza med fedtet ost, opvarmede dåsebønner og kaffemaskinekaffe, så man faktisk bliver sulten efter det.

Og samtidig kan hun med lige så minimale midler opmale den provinsparcel-tristesse, jeg-fortælleren har ladt bag sig: "Jeg ser ud ad vinduet ind i tujaer og taks og i april forsythiaernes hæslige blomstring, der heldigvis hurtigt er overstået." Eller hvad med denne nærmest surrealistiske sætning, der står uforståelig og umotiveret på allerførste side og spreder en blanding af komik og isnende kulde: "Bjørnvig fryser en vorte."

En sætning, der først giver mening, da vi har forstået, at ægtemanden hedder Bjørnvig og er hudlæge, hvilket senere giver anledning til det fantastiske ord "moder-mærkekongres".

Tabte ting

Ned til hundene er på sin vis endnu en drøm om 'et ukompliceret liv', nu uden mand. Men bag om ryggen på fortælleren viser teksten, at komplikationer er uundgåelige, hvis man vil være levende. For også det enkle liv ved kysten leves af mennesker, som støder ind i hinanden og lader ting og begær og handel og ansvar cirkulere mellem sig, og langsomt bliver jeg-fortælleren selv en del af denne cirkulation, hvor meget hun end forsøger at unddrage sig den. Det er ikke bare hende, men også dem, hun søger lindring hos, der har kollisioner og katastrofer bag sig - og måske også foran sig, hvilket et ualmindeligt velkomponeret plot med små tabte ting (en hundefløjte, en fløjtenisse, en lottoseddel) lader os forstå i sin diskrete fremvækst, der kulminerer i en slutning, hvor alle personer og elementer føres sammen i noget, der på én gang er katastrofe og happy end.

En sjælden gang imellem møder jeg en bog, der minder mig om, hvad det i sin tid var, der drog mig til litteraturen. Ned til hundene er sådan en bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer