Det starter med en utidig kriblen og ender med et tungt kirkeklokkeslag, og så har Hard Candy gennemløbet sine lidt over 56 minutter. Madonnas 11. studiealbum begynder med petting på bagsædet og i baghovedet på lytteren med den metaforisk udborede "Candy Shop", og det slutter med "Voices", der vist nok hudfletter et døende parforhold og i hver fald de magtrelationer, som den 49-årige superstjerne om nogen har dyrket i sin imposante karriere.
Madonna Louise Veronica Ciccone Ritchie har trods alt svunget sex over masserne lige siden sin debut i 1982 og i stærke doser i sange, videoer, en legendarisk bog og en serie af koncertturneer. Sex som magt har alle dage været Madonnas styrke, samtidig med at hun har spillet en vigtig populærkulturel rolle som formidler af seksualitetens frigørende potentiale for kvinden. Altså sex både som fængslende pakkeløsning og som befrier af indre energi og personlighed. Noget af et paradoks.
Efter en række plader hvor hun har prøvet kræfter med diva-aspirationer, electroclash/cowboy-image, rebel chic og senest en tilbagevenden til status som discodronning på Confessions on a Dancefloor er Madonna vendt tilbage til den stærke seksualisering (og til tidens toneangivende lyd). Det sker f.eks. ved at smide sine spredte ben i synet på køberne af noget så gammeldags som en cd, mens hun på tekst- og stønnesiden ikke kun holder slik- og slagterbutikken pivåben, men også vender svigt, længsel efter nærhed og åh jo, de gode gamle parforholdsproblemer: "You always love me more, miles away". Ak ja.
Mangel på timing
Den amerikanske sanger, sangskriver, danser, skuespiller, børnebogsforfatter og forretningskvinde vil selvfølgelig gerne forblive kontaktlimet til poptronen, og til formålet har hun denne gang indrulleret stærkt gennemprøvede producere: Stadig finurlige Pharrell Williams/The Neptunes og producertrioen med den tilsyneladende evigt gyldne Timbaland, dennes protegé Nate 'Danja' Hills samt semi-guden Justin Timberlake.
Det er overraskende nemme valg fra en dame, der har gjort en dyd ud af at bruge mindre etablerede producere på sine plader. Med få undtagelser som Chic-frontmand Niles Rodgers som producer på Like A Virgin fra 1984 og det tidstypiske lån af Massive Attacks Nellee Hooper til sange på Bedtime Stories i 1995, så har Madonna faktisk inviteret en del uforudsigeligheder såsom William Orbit, Mirwais og Stuart Price i studiet.
Men denne gang går Madonna sine yngre efterlignere i bedene og udviser en nærmest demonstrativ mangel på timing. Førnævnte producere har trods alt produceret for og i nogle tilfælde defineret Britney Spears, Nelly Furtado, Aaliyah og Gwen Stefani og i øvrigt leveret til et utal, utal! af hiphop- og r&b-stjerner. Og det gør en sang som "She's Not Me" på Hard Candy noget ironisk. Her lader hovedpersonens kæreste sig besnære af en copycat: "She's Not Me () She'll never have what I have".
Sødmefuld legesyge
Hard Candy udforsker Madonnas disco- og pop-arv i et r&b/funk/hiphop-perspektiv som disse producere har solgt millioner og atter millioner af plader fra. Så der er altså tale om en form for magtafgivelse fra dronningens side, og det er både godt og dårligt. Samarbejderne med Pharrell Williams - der inkluderer både sangskrivning og produktion - har en sødmefuld legesyge over sig og kaster albummets bedste sange af sig.
Man kan fornemme en pingpong, der f.eks. giver plads til hendes naivistiske melodiøsitet. En pingpong som ikke umiddelbart kan anes i Timbaland-trions af og til kraftfulde, af og til fortærskede numre, hvor Madonna ikke figurerer som medproducer, og hvor hendes magtafgivelse dermed er mere markant. Flere sange kunne således have været fremført af en lang række andre posterboys & -girls. Mest ironisk med "Devil Wouldn't Recognize You", som minder stærkt om Timbaland/Timberlakes hit "What Goes Around ... Comes Around".
Radmager røst
Og så er der de mindre værdige sange - og dem er der flere af - hvor Madonnas stemme bliver strakt som harsk fernis over vandigt forglemmelige, hvis ikke sentimentalt dryppende melodier eller krukket funky stiløvelser.
Det kan hendes radmagre røst på ingen måde camouflere, og jeg undrer mig endnu engang over at denne kontrolmaniske dame stadig synes at vie uendelig meget mere tid til sin ydre kropsfremtoning, end til sine stemmelæber. Efter alle disse år står hun stadig på sine ursmidige aerobic-ben uden en bemærkelsesværdig stemme. Hvilket selvfølgelig også kan være og vist også er blevet et brand for hende. Men jeg foretrækker personligt Aretha Franklins fysiske prioriteringer.
Madonnas krop og kvindelighed forekommer også presset på Hard Candy. Hendes seksualitet bliver indsat i voldsomt toneangivende produceres universer, og især Timbaland-trioens produktioner reducerer Madonna til en formidler af en for længst etableret populærmusikalsk konsensus med maskulint fortegn, frem for en bærer af subjektiv sanselighed. Der er ikke noget frigørende i denne seksualitet, der er kommerciel fængsling. Ikke at der er noget nyt i sammenblandingen af seksualliberalisme og -materialisme hos Madonna - den virker bare i denne ombæring decideret krampagtig og til tider steril.
Magtdemonstration
Men hendes magtbrynde og skamløse jagt på nyt narkotikum til masserne lykkes selvfølgelig også i passager: På den lummert elastiske "Candy Shop", på "Voices" med dens vokalharmoniske luksus samt på pladens måske bedste nummer, den lystigt hoppende Pharrell-boogie "Give It 2 Me" med linjen "Give me a record and I'll break it" indsat noget uheldigt i en seksuel kontekst. Men sådan er det jo med Madonna. Knaldet er en form for atletik, musikken er en kampsport, dansegulvet er et frigørelsesprojekt - og alle er de fora for magtudøvelse.
Og så er vi tilbage ved seksualitetens tveæggede sværd, som viser sig at være lige skarpslebent på begge sider i denne fase af kamæleonens brogede karriere. Fordi Madonna tænder på magt, og fordi magtsygen nu har fået hende til at lade sig invadere af en ny tids feltherrer på den popmusikalske slagmark.
Så med en utidig længsel efter en anderledes frigjort sanselig musik, men også med et par flotte blå mærker efter de bedste mellemgulvsstød fra Hendes Højhed slipper denne anmelder Madonnas seneste let groggy magtdemonstration.
Madonna: Hard Candy (Warner Bros. Records/Warner). Udkommer i dag
