Læsetid: 4 min.

Jeanne d'Arc var terrorist

Endnu en kant bliver føjet til den kultiske heltindeskikkelse Jeanne d'Arc, når hun fra i morgen kan opleves som terrorist på Det Kongelige Teaters Portscenen. Men mon ikke hun af alle kan bære identiteten som terrorist, eftersom hun i snart seks århundreder har optrådt i alle tænkelige sammenhænge
Jeanne d'Arc som hun blev spillet af Milla Jovovich i Luc Bessons' film 'The Messenger: The Story of Joan of Arc'.

Jeanne d'Arc som hun blev spillet af Milla Jovovich i Luc Bessons' film 'The Messenger: The Story of Joan of Arc'.

Jack English

29. april 2008

"Blev hun dræbt?" spørger Lisa Simpson sin far Homer i et afsnit af den amerikanske, animerede sitcom The Simpsons. Homer er ved at læse op af en børnebog, der fortæller om de dramatiske begivenheder, som heltinden og hærføreren Jeanne d'Arc oplever i 1500-tallet, da hun redder det franske folk ud af englændernes klør i hundredårskrigen.

"Nej, hun dør ikke," afbryder Homers kone, Marge Simpson, som aner hvilken turbulens, der vil opstå, hvis Jeanne d'Arcs grufulde skæbne afsløres.

"I sidste øjeblik kommer en charmerende prins ridende på en hest og redder hende. Og så gifter de sig og lever lykkeligt til deres dages ende," fortæller Marge.

En noget modereret fortolkning af den gennemtærskede historie om den franske, kvindelige hærfører, der fra i morgen får endnu en ny fortolkning knyttet til sig, når dramatikeren Vivian Nielsen har premiere på stykket Jeanne i Skuespilhuset i København i morgen.

Her vil man kunne opleve Jeanne d'Arc som en ung, dansk kvinde, der efter sine teologistudier beslutter sig for at konvertere til Islam og senere bliver anklaget for terrorforsøg af Politiets Efterretningstjeneste.

Marge Simpsons og Vivian Nielsens forskellige tolkninger af Jeanne d'Arcs skæbne er blot to eksempler på, hvordan en af historiens største kvindelige kultskikkelser er blevet fremstillet. I snart seks århundreder har kunstnere fra Shakespeare til Schiller, fra T.H. Dreyer til Luc Besson, fra Verdi til Leonard Cohen, og fra Rubens til - ja, Homer Simpson, været draget af kvinden, der trodsede alle tænkelige normer i et middelaldersamfund. Kvinden, der iklædte sig mandetøj og rustning, klippede sit hår og begav sig ud på en gudspålagt mission for at befri sit fædreland fra englænderne under hundredårs-krigen fra 1337 til 1453, blot for at ende sine dage på et bål i den franske by Rouen, dømt for kætteri.

Hellig kriger

Dramatikeren Vivian Nielsen forklarer om mytens tiltrækningskraft:

"Historien om Jeanne d'Arc har en ubeskriveligfascinationskraft i sig, som aldrig vil uddø," fortæller hun og forklarer, at hendes stykke handler om en Jeanne d'Arc, der beskyldes for at være terrorist i et moderne København, der er knuget af terrorfrygt.

Jeanne d'Arc som terrorist og hellig kriger? Er det ikke at ødelægge den stærke kvindelige hærførers glorværdige eftermæle, der blandt andet har ledt til, om end noget forsinket, at hun blev helgenkåret i 1920 og udnævnt til Frankrigs skytsengel i 1922?

Det mener Vivian Nielsen bestemt ikke. Hun tror, atJeanne d'Arc kan bruges til at anskue nogle af de mekanismer, der kan lede til alvorlige misforståelser mellem kulturer, som vi oplever i dag.

"Jeanne d'Arc var jo en hellig kriger, som på mange områder minder om de hellige krigere, vi ser i dag. Men hvor troende fundamentalisters hellige krige anskues med foragt, bliver Jeanne d'Arcs gerninger den dag i dag opfattet som heltegerninger. I mit stykke har jeg ønsket at vise denne parallel," fortæller Vivian Nielsen og beskriver figurens kvaliteter:

"Jeanne d'Arc er et eksempel på et menneske, der sætter sig så meget ud over sig selv i troens sag. I dag, hvor de fleste mennesker bruger en stor del af deres liv på at tilfredsstille sig selv, opfatter vi denne evne til at sætte sig ud over sig selv som skræmmende, især når den bliver brugt til at skade andre i troens navn."

Kvindestyrke

Ud over at Jeanne d'Arc-myten kan bruges til at belyse nutidige, samfundsmæssige problemstillinger, er det hendes person, som altid har fascineret Vivian Nielsen.

"Jeanne d'Arc er det ultimative billede på en stærk kvinde. Hun er stærk i kraft af sin uskyld og sin tro. Jeg har været meget optaget af at udforske, hvor hendes enorme overbevisning og hendes ufattelige selvtillid kommer fra."

Billedet af den stærke kvinde er måske også det motiv, der går mest igen, når man dykker ned i bagkataloget over kulturgenstande, der på den ene eller anden led har berørt Jeanne d'Arc.

I nyere tid kan man finde, især mandlige kunstnere, som har været draget af hendes viljestyrke og hendes manglende interesse for det mandlige køn.

Leonard Cohen skildrer i sangen "Joan of Arc" en ønsketækning, hvor vi møder en Jeanne d'Arc, der er blevet træt af krigen og længes efter det normale liv, i dette tilfælde, anno 1970:

"She said, I'm tired of the war/ I want the kind of work I had before,/ A wedding dress or something white/ To wear upon my swollen appetite".

Jeanne d'Arcs appetit på et andet liv og endda mandlig omsorg bliver også behandlet af Elton John i sangen med den sigende titel: "Did anybody sleep with Joan of Arc".

Jeanne d'Arc er et mysterium. Hun afslørede aldrig sine private følelser eller intentioner - heller ikke da hun stod over for sin rettergang, hvor hun blev dømt til at blive brændt på bålet.

Også Vivian Nielsen har været fascineret af, hvad der gemte sig bag kvindens brynje:

"Hvad er det, der driver hende ud i kamp som 13-årig? Er det tro eller vanvid? Jeg er meget fascineret af, hvordan hendes overbevisning leder hende til oprør," fortæller Vivian Nielsen.

End ikke forskeres forsøg på at skyde myten om heltinden i sænk er lykkedes, til trods for at de mener at have bevist, at Jeanne d'Arc oprindeligt slet ikke var en fattig bondejomfru, men en krigerkvinde af kongeæt, og at hun desuden stak af fra martyriet på bålet og døde af alderdom i England.

Disse fakta forhindrer ikke myten i at leve videre. Vivian Nielsen mener, historien om Jeanne d'Arc sagtens kan tåle flere fortolkninger og iscenesættelser:

"Myter har det med at vokse sig stærkere, for hver gang de bliver fortalt. Vi bruger ikke kun myten om Jeanne d'Arc til at beskrive noget historisk, men også til at beskrive en kvalitet om den stærke, uskyldige, troende, kæmpende kvinde."

Vivian Nielsens stykke 'Jeanne' har urpremiere på Portscenen i Skuespilhuset i København den 30. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeanne d'Arc er den ultimative krigshelt. Det var ikke unormalt at kvinder kommanderede hære dengang, men det var ikke normalt at deres kommando var mere end nominel. Jeanne d'Arc befriede Orleans, get this, som syttenårig! Og fortsatte en dygtig kampagne der knækkede Englands magt i Frankrig. Til sidst var selv englænderne overbeviste om, at hun var udsendt af Gud og flere af de, der sad i kætterdomstolen flygtede fra deres hverv af frygt for Guds vrede.

Luc Bessons film om Jeanne D'Arc er en ret præcis gengivelse af de historiske begivenheder. Selv Ludmilla Wossername rammer Jeanne godt efter hvad jeg har læst om Jeanne, bortset fra at Jeanne var brunette. Scenen hvor hun driver en engelsk styrke på flugt ved at tale til englænderne om Guds retfærdighed er autentisk (omend a-kronologisk), ligesom hendes optræden ved befrielsen af Orleans er det.

Jeanne blev dømt for at gå i mandetøj, noget hun altid gjorde (også når hun var med sin egen hær) for at undgå at blive voldtaget. En mandsdragt dengang havde omkring tyve snører der skulle løsnes. Hun sov ofte i rustning af samme årsag. Der er ikke dokumentation for at englænderne skulle have voldtaget hende, men de truede med det.

Det Kgl. Duarder burde holde deres lange slimede kunstnerfingre langt fra Jeanne D'Arc.

Autenciteten i Bessons film går ned i detaljerne. Jeanne var som sagt ikke blondine, men hun var smuk og red rundt på en enorm sort stridshingst iført højglanspoleret panser og plade.

Scenen hvor hun rejser sig dagen efter at være blevet alvorligt såret af en pil for at lede et angreb, er også autentisk.

Det er symptomatisk at der i 'faktaboksen' under musik nævnes nulliteter som Leonard Cohen og Kate Bush, mens Verdis Giovanna d'Arco ikke er nævnt.

Teaterskribentens referenceramme er vist ikke netop teatret, men snarere The Simpsons, Elton John og Leonard Cohen. Det er vel også bedre end det gamle bras, der ikke engang er på engelsk....
Jeg har svært ved at tro, at Schiller skrev et stykke kaldet "The Maid of Orléans"og Brecht et med titlen "Saint Joan of the Stockyards". Mon ikke det var hhv. "Die Jungfrau von Orleans" og "Die heilige Johanna der Schlachthöfe"? Det er kulturstof, det her - tag det alvorligt og brug originaltitlerne eller i det mindste de danske titler.

Fordi en instruktør i lille Danmark har lavet et stykke hvor en terrorist hedder Jeanne retfærdiggør det vel ikke den lettere oppumpede overskrift "Jeanne d'Arc var terrorist"? Som om ny forskning havde fundet hende med et mavebælte med bomber?!? Redaktionssekretærer: Vær dog lidt mere opfindsomme når I laver rubrikker, og fat da at fordi morlille og en sten ikke kan flyve er morlille ikke en sten!