Læsetid: 5 min.

Jegudsigt og selvindsigt

Lyrik. Et udvalg af Erik Knudsens digte kulminerer i 'Sand' som et eksklusivt kunstnerisk testamente
'Passivt æder folk den færdiglavede kulturmad', sagde digteren og højskolelæreren Erik Knudsen til Berlingske, som først i marts 1958 er taget op til Krogerup Højskole i Nordsjælland for interviewe ham om hans nye digtsamling 'Sensation og Stilhed'. I baggrunden sidder hans kone, forfatteren Lise Sørensen og deres datter.

'Passivt æder folk den færdiglavede kulturmad', sagde digteren og højskolelæreren Erik Knudsen til Berlingske, som først i marts 1958 er taget op til Krogerup Højskole i Nordsjælland for interviewe ham om hans nye digtsamling 'Sensation og Stilhed'. I baggrunden sidder hans kone, forfatteren Lise Sørensen og deres datter.

Kurt Nielsen

17. april 2008

Et stort og rigt udvalg af Erik Knudsens lyrik er netop udkommet, med et flot farvefoto af den storsmilende digter på omslagets pap foran hylderne med hundredvis af tynde digtsamlinger. Dominerende er de lange, bare arme, der har langet ud efter alverdens lyrik, med hænder som har arbejdet intenst med pensler og farver i en vekselvirkning med sprogets brogede liv på papiret. Det kunne have avisen med "en rystende klode som underlag", som det hedder i det ofte citerede digt 'Credo' fra gennembrudssamlingen Blomsten og sværdet (1949), en håbefuld trosbekendelse til den verden, der skulle gøres bedre på trods af ulykkesvarsler og telegrammer fra Lucifers faste borg.

Langsyn

Udvalgte digte blev det sidste håndarbejde før hans død i november 2007, tilvejebragt i fællesskab med Anne Marie Mai, der året før fik digterlidenskaben til atter at flamme op i samtaler, analyser og redigeringer med ord fra Humlebæk. Det resulterede i den indholdsrige collagebog Virkeligt (Gyldendal/Syddansk Universitetsforlag 2006), et gnistrende særsyn, der kaster lys over det lange forfatterskab og dets tankeverden. Vidste man det ikke før, kan man dér erfare hans eget historiske langsyn, hans indsyn i modernismens kunstverden og udsyn til samfundets virkelighed. Mødet stimulerede også hans genopdyrkning af den gamle besættelse af Arthur Rimbaud, modernismens dæmoniske engel og hans Illuminationer, som han gendigtede i nutidig dansk mundart.

Erik Knudsens særlige placering i nybruddet af dansk poesi efter Anden Verdenskrig bekræftes ved en gennemlæsning af disse udvalgte digte fra debuten Dobbelte dage i 1945 til den afsluttende Sand fra 1990, der ellers fulgtes af 16 års tavshed.

Han sprængte tidligt rammerne for sit eget lyriske miljø i Vild Hvede-kredsen med Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen og Morten Nielsen, der alle forblev versets stramme former tro, og fik snart også nok af den nye kunstnerkreds omkring tidsskriftet Heretica med Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Martin A. Hansen, knyttede sin tankeverden og poetik til radikalismen, til den svenske fyrtiotalisme hos Karl Vennberg, Erik Lindegren og Ragnar Thoursie og ikke mindst til surrealismen. Den gik som en international understrøm i en vidunderlig og farlig digtning, der kastede versets tøjler fra sig og gik på eventyr i billedernes frie underverden. Den fandtes i en forsømt dansk tradition, repræsenteret af Gustaf Munch-Petersen og Jens August Schade.

Lundbyerus

Men bemærk en karakteristisk lighed med og forskel fra Schade, anskueliggjort af dennes selvpræsentation fra Hjerte-bogen (1930), den lyse digter: Har I set ham selv ved solnedgang?/Dér på kanten af den runde kugle/sidder han og kysser på sin blyant.

Og sammenlign så med Knudsens 'Min Lundbyerus' fra debutbogen, hvor også han sidder i naturen med sin blyant, men på barneskammel, ikke bare som sig selv, men objektiveret som maleren Lundbye. Dér under himlens oceaner i det åbne land tegnede han det og skrev det ned på papiret. Dér fik han øjne. Dér holdt han verden fast. Der sad jeg tolv år gammel med verden som en hund for mine fødder.

Også Erik Knudsen inddrog kosmos i sine digte, der er fulde af stjerner og metaforiske kloder - når altandøren springer op og blæsten fra verdensnattens lyde og motorstøj fra de yderste stjerner strømmer ind ('Urolig nat'). Men hvor Schade forbliver i jegets kosmiske lystfølelse, dirigeres erotikken hos Knudsen ind i den 'objektive' verden omkring ham. Surrealiteten finder sine tilknytningspunkter i samfundets uorden. Men længe er han optaget af opbruddet, det nye og anderledes: Digteren gruer for den afsluttende linje,/maleren hader det sidste penselstrøg,/tøvende fuldender komponisten sin symfoni.

Billedstrømme

Billeder fra alle tider og lande strømmer ham i møde, han er træt af at bladre i fotoalbum. "Togfører, fløjt afgangssignalet!"

Grønt håb og sort fortvivlelse er brændpunkter i de tidlige bøget med slående, markante formuleringer, disse rivende energier i sproget, der får ord til at stå som huskesedler i erindringen. "Hvorfor skal dit tungsinds vagabond skræmme sandkassens sorgløse slægtled?"

Her er billeder fra historiens maskebal af eventyr og riddertid kastet ind i den toværelsers side om side med anden kunst og digtning, er erindringsarsenal hentet ind i samtiden, et associationsfelt af film, jazz, tegneserier, som da var sjældne eller uhørte i poesien, men snart akkompagneredes af 1960'ernes digtere. Den politiske kritik og satire over for det politiske magtsprog havde han til fælles med Ivan Malinowski, men munterheden var hans egen, også når han som i Sensation og stilhed (1958) tog fat i popkulturen og ugebladenes similiverden. I stort format om magtpolitik i Madman og hans verden (1967). Alt sammen kulturradikale yndlingsemner, som hverken har tabt bid eller vid. Det stilistiske register et stort, hver bog har sit præg, De surrealistiske billeddannelser i Minotaurus (1955) afløses af skarpe synsindtryk, en imagisme, i Journal (1963), f.eks. 'Lampen':

Lampen i den grå skumring
hvor solen stod engang.
Nu tier sorte grene.
Og en kælk
på vej ind i vinteren
er kørt træt.

Sand

Intensiteten er fastholdt i de sene samlinger, hvor to er fuldt repræsenterede her, begge notatagtige refleksioner med nummererede tekster, Hjemme i labyrinten (1988) og Sand (1990). Den sidste er frapperende, et afsluttende, tematisk hovedværk, et kunstnerisk regnebræt af selvrefleksion, komponeret i 68 stykker som en bogstavelig rejse ind i græsk natur og kultur, der fører ham frem til en selvbesindelse, en erfaringsrække om syn, om skrift og skabelse. Om poesi og maleri.

"Til tjeneste. Alle stilarter, alle teknikker. Seelenmargarine opvarter terza rime. Ming holder sig ikke for fin til majs. Eller Mullerup. Det er alt sammen dit. Tag væk."

På den måde 'siver' udtryk frem af mødet med verden. I stedet for direkte beskrivelse af følelser er opgaven at transformere dem til bevægelse, til struktur. Og den formes til stadighed af modsætninger, spændinger, dialektik. Talesproget og dialogen er kendetegnende for Erik Knudsens diktion. Og så gælder det stadig om at finde den 'skide skønhed', når lokummet af metaforer vælter gratis ind. De kritiske selvportrætter mangler ikke: "Min dybere husflid - se mig når jeg sidder og forfærdiger poesy - selv når jeg brækker mig har jeg et øje til spejlet".

På den måde kan man godt holde stærkt af en stædig moralist, der kysser på sin blyant med så mange farver på paletten. På tværs af tiden. Pagt med tiden.

Man kan med disse udvalgte digte læse sig til en Knudsen-rus, som man sidder der med sin blyant og streger hans verbale illuminationer under og tager erfaringer til sig, eller lader dette sjældne og fine sand løbe gennem fingrene og samle det til bunke.

Det lyriske forfatterskab er i stadig vækst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu