Læsetid: 3 min.

Kedelig koncert

Der mangler kanter i Martin Scorseses koncertfilm med Rolling Stones, ’Shine a Light’
Der mangler kanter i Martin Scorseses koncertfilm med Rolling Stones, ’Shine a Light’
17. april 2008

Mick Jagger og resten af Rolling Stones gør, hvad de kan for at engagere publikum i Beacon Theatre i New York i Martin Scorseses koncertfilm, Shine a Light. De fire musikere, der efterhånden er i midten af 60’erne, synes lige så ener-giske og veloplagte som altid – det tror jeg i hvert fald, selv om jeg aldrig har oplevet dem live eller på film før.

Og med ikke færre end 17 kameraer ført af nogle af verdens bedste filmfotogra-fer gør den jævnaldrende Scorsese sit yderste for at bringe også biografpublikummet op på scenen blandt Jagger og Co. og give dem lige så stor en oplevelse som publikum, der er til stede i Beacon.

Alligevel blev jeg ikke for alvor revet med af filmen, og jeg følte det ofte, som om jeg stod uden for et vindue og kiggede ind på en underholdende fest, jeg ikke måtte være med til. Og det er vel et af koncertfilmens store problemer: At det, der foregår oppe på lærredet i høj grad bliver dér, mens man sidder og vipper kontrolleret med foden nede i sit biografsæde. Og så er det ligegyldigt, hvor meget gang i den der er – man fornemmer det bare ikke og begynder snart at kede sig.

For velproduceret

Shine a Light kommer ellers godt fra start. Scorsese skildrer nogle af de mange forberedelserne, der skal til, og de problemer, der opstår, når man skal afholde en kon-cert med verdens største rockband. Instruktøren er i det selvironiske hjørne og får en del sjov ud af, at han og Rolling Stones først har mulighed for at mødes lige inden koncerten, at Mick Jagger ikke er glad for sceneopbygningen, at bandet er bekymret over de mange kameraer i Beacon, og at Scorsese ikke kan få Jagger til at gøre en setliste færdig, så han og alle filmfotograferne kan planlægge, hvordan kameraerne skal bevæge sig under selve koncerten.

Og måske er det i virkeligheden filmens største problem: At den simpelthen er for planlagt, hvor rock’n’roll gerne må være lidt beskidt og uforudsigeligt. Bevares, Shine a Light er en flot film, velproduceret og med god lyd, men den er også for flot og helt uden overraskelser. I modsætning til Scorseses 30 år gamle klassiker, The Last Waltz, hvor tiderne var nogle andre, alle musikerne skæve og rock’n’roll ikke den forretning, som det er i dag – især, forstår man, for Rolling Stones, der drives benhårdt af de fire musikere med Jagger i spidsen.

Ikke nok dokumentar

Der er nogle stille øjeblikke i filmen, hvor Keith Richards får lov til at synge, og hvor man føler, at filmen også når ud i biografmørket, men de er få, og kun en ræk-ke gamle filmklip og interviewes med Rolling Stones bryder monotonien med det ene rocknummer – både kendte og mindre kendte – efter det andet.
Sjovt nok sidder man midt i koncerten og ønsker sig flere filmklip, mere dokumentar og mindre musik, fordi det er interessant at se, hvorledes Jagger, Richards og Charlie Watts har forandret sig siden begyndelsen i 1962 – guitaristen Ron Wood kom først til i 1975-76 – og høre, hvordan deres hold-ning til musikken og deres metier har udviklet sig gennem årene. Det kunne også have været spændende at høre lidt mere om, hvilken rolle Rolling Stones har spil-let for rockmusikken – og om de stadig spiller en rolle.

Der er ikke mange kanter i Shine a Light, intet på spil, hvilket nok også hænger sammen med, at Rolling Stones selv har produceret og finansieret filmen, og man savner også at høre lidt mere om Brian Jones, en af bandets medstiftere, der døde i slutningen af 1960’erne, om Bill Wyman, som forlod bandet i begyndelsen af 1990’erne, og nogle af alle de andre skandaler og kulørte historier, der uund-gåeligt knytter sig til rock’n’roll.

Det var åbenbart ikke den film, Scorsese ville lave, men det er den film, man ville ønske sig, at han havde lavet. Både Jagger og Richards var et par hellraisers i gamle dage – ja, Richards er det endnu, hvis man skal tro Wood – men det mærker man nu ikke meget til i Shine a Light.

Shine a Light. Instruktion: Martin Scorsese. Amerikansk (Imperial og Falkoner i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fedt med en anmeldelse af Shine a Light, som rent faktisk fokuserer på filmmediet og ikke på de læderede dinosauerer.

- Selvfølgelig er Rolling Stones fantastiske, men filmen ligner mere en stylet musikvideo end en egentlig koncertfilm. Der mangler knojern og læderfedt!

Man ser tydeligt, der er lavet flere 'takes' i løbet af 'koncerten', ligesom Scorseses monologer virker skrevet ind i koncertkonceptet, som en slags 'haha-hvor-er-de-bare-uberegnelige-sådan-nogle-rock-koryfæer'.

En malplaceret - men super velsyngende - Christina Aguilera fortæller alt om, at det er markedet og ikke kunsten og oplevelsen der er tænkt på her... Røvkedeligt... Nej, køb hellere The Last Waltz, Heart of Gold eller Stop Making Sense. Og lyt til Stones på CD, for filmen bidrager ikke med noget nyt eller spændende.

"...man savner også at høre lidt mere om Brian Jones, en af bandets medstiftere, der døde i slutningen af 1960’erne, om Bill Wyman, som forlod bandet i begyndelsen af 1990’erne, og nogle af alle de andre skandaler og kulørte historier, der uund-gåeligt knytter sig til rock’n’roll."

Nu er Shine a light jo først og fremmest en koncertfilm og ikke en dokumentarfilm...

Det dér med det veltilrettelagte og detaljjetjekkede er nu ikke nyt for Stones. Da jeg hørte dem i Forum i begyndelsen af 70'erne, gjorde Jagger da nøjagtigt de samme trin og bevægelser på scenen, som jeg kort før havde set ham gøre på en filmoptagelse af de samme numre. Ikke noget med spontanitet dér.

Ja, jeg er enig. Det var naesten som om at man i kraft af den extreme closeup crystal clear super glossy cinema feel kom saa taet paa de gamle voksdukker at man kunne se lige igennem dem. Igennem deres "moves". Ind til rutinen. Jeg sad og tog mig selv i at taenke over hvor meget ham Mick Jagger mon traener. Og saa gik det op for mig at jeg kedede mig bravt. Bortset selvfoelgelig for de fem smertefulde minutter hvor Jack White stod lammet med nerver og pippede falsk, og jeg fik krampe i taerene.

Kristoffer, jeg er enig. Heart of Gold, det er saadan det skal goeres! Selvom jeg nu synes at Jonathan Demme virkede som noget af det mest usympatiske, selvoptagede... maaske fordi man sammenligner ham med fantastisk varme Neil Young, som ikke behoever at "put on a show" for at levere sine sange.

I the Guardian pegede Peter Bradshaw paa flere ting som gjorde at filmen foeltes for planlagt og u-rock n' roll.

"...At the very end, Keith Richards actually attempts a gallant homage to the director. As he comes off stage, someone helps him with some kind of jacket and he splutters: "Put my robe on right!" - quoting Jake LaMotta in Raging Bull - although an obvious overdub shows that at the key moment, Keith unfortunately fluffed the line..."

Peder Bjerring

Nu er det vel en anmelders pligt at finde hår i suppen. Og det er nok rigtigt, at man skal hole sig væk fra biografen i denne omgang, hvis det er en dokumentar film om Stones, man er interesseret i.

Men jeg nød koncertoptagelserne. Når der ikke lige er en rigtig Stones-koncert på plakaten, er Shine A Light efter min opfattelse et glimrende surrogat som supplement til CD, LP, DVD m.v.

Sikke nogle selviske, grådige røvhuller. De laver end ikke en halv Bono - og denne anvender kun en brøkdel af sit potentiale, men det er en anden sag - her i deres livs efterår (sidste uge af november).

Jeg har set dem live, udmærket da, men heldigvis ti år siden og før jeg blev alt for kritisk og bedømte idoler ud fra menneskelige kriterier.

De burde tage sig sammen, og indse, at alle en dag bliver grus..

Jeg syntes det er en vigtig film , og jeg syntes det er vigtigt at Scorsese kan lave en en fan-film når han selv er stor fan , det er da at nyde livet og beskæftige sig med det man elsker , akkurat som Rolling Stones gør det .. At det så hverken er nogen sindsoprivende fortælling eller det bedste musik i verden kan jo diskuteres - Men ikke desto mindre er det vigtigt med en god baggrund for en film , og det har de med sig !