Læsetid: 6 min.

Klitoris sidder i hovedet

Håndværk kan være en fordel, men det kan også risikere at reducere sex og musik til bøvede monumenter over menneskeligt hovmod over for eksistensens nåde. Til pornografi og musikgymnastik. Forklaring følger
12. april 2008

Godt håndværk kan være en fordel. Når man skal spille basketball, og når man skal bygge hus. Men når en kvinde - på spørgsmålet om, hvor klitoris sidder - peger mod sit hoved, og når (i hvert fald oprindeligt) teknisk beskedne bands som Sex Pistols, Einstürzende Neubauten og The Pixies kan skrive musikhistorie, ja, så er det måske, fordi sex og musik ikke skal udføres solidt som et trepoints-skud eller en carport.

Håndværk kan selvfølgelig være en fordel, men det kan også risikere at reducere ovennævnte helligheder til bøvede monumenter over menneskeligt hovmod over for eksistensens nåde. Til pornografi og musikgymnastik.

Det kan man i hvert fald ikke anklage alle denne anmeldelses danske musikere (der desværre kun tæller kvinder i biroller) for. F.eks. ikke trioen The William Blakes, der ikke kun har opkaldt sig efter en britisk mystisk, romantisk digter, men også døbt deres debut Wayne Coyne efter amerikanske The Flaming Lips' forsanger. Og, ja, i William Blakes' romantiske, let psykedeliske fyrværkerier kan man også sagtens høre the Flaming Lips.

Men trioen ånder også mere frit på albummets bedste skæringer. F.eks. den skærende vemodige "Large Cities" med ordene "Damn the hands that move your life while you don't look". Eller den hymniske "Violent God" med ordene "I don't believe in a violent god". Eller den majestætiske call-and-response og nyn med "The Magician" med ordene "they're like a flood of blood/But we're not here".

Studiemanipuleret

Wayne Coyne er en løst spillet, dygtigt studiemanipuleret plade. Det er en fornøjelse at høre hvordan de tre herrer har tumlet sig frem til deres til tider højtideligt gribende, oftere højstemt lystige og sjældnere rundtosset retningsløse sange. De frugtbare tekniske begrænsninger ekspliciteres i flere skingert sprængte front-vokaler, hvor desperation og ærefrygt og livet viser sig netop, når stemmen knækker og intonationen strækker våben.

Og der er skruet helt op for følelserne. Kristian Leth og Fridolin og Frederik Nordsø lader deres romantik stå uimodsagt, og det dufter af evig midsommer og af sjælens lige så lystige som desperate blafren i livets vindtunnel. Og kun sjældent er Wayne Coyne mere et besøg i tre brushoveders legestue, end det er færdighøvlede sange. Men selv i disse knap så anfægtede, medrivende eller vellykkede stunder er William Blakes pokkers godt selskab. For de sørger for at fremstå som mennesker.

Nysgerrig indiepop

Det er Jong Pang også. Nærmere bestemt ét menneske. Den tidligere Moon-Gringo-frontfigur Anders Rhedin har skabt solodebuten Bright White Light i sit hjemmestudie på Nørrebro og haft musikalske venner på besøg, mest afgørende Tine Winther ved mikrofonen.

Og det er både godt og knap så godt. Godt fordi Rhedin har fået fred til at udvikle sin fine, lyriske og nysgerrige indiepop. Knap så godt fordi det giver pladen en noget parfumeret og kontrolleret kvalitet. Det er f.eks. godt at høre Rhedin arbejde med fjernøstlige klange på "I Like Coyote" og en enkelt hypnotisk repeterende guitarfigur på "Explode", lige som "New Order" og "Small Cut Sensations" er stærkt forførende pop-konstruktioner.

Men andre sange såsom "Scream Cikada. She's Home" og "To White Light" ebber ud i for pussenussede melodier, for stivbenet rytmik, for lidt ide, for lidt luft.

Der er samme hymniske kvaliteter over flere sange på Bright White Light som på Wayne Coyne. Ja, "New Order" kunne nærmest være en slags tvilling til "Violent God". Og med disse to plader - og tidligere udspil fra Choir of Young Believers og Efterklang - har vi fået en neoromantisk bevægelse i dansk rock. Drømmere i studiernes kongeriger. Skamløse poeter i populærkulturens keglespil. Bohemer med urimelige, men smukke krav til verdensordenen. Så håber jeg bare på - personligt såvel som professionelt - at de kommer ud og får hørt nogle flere og anderledes plader og får levet endnu mere liv. Der skal jo være gennemtræk i vindtunnellen.

Ufordøjede Alter Me

Gennemtrækket savner man i dén grad hos københavnerkvintetten Alter Me, hvis forsanger og sangskriver Hans Mortensen har lyttet alt for meget til tidlig Radiohead og især Thom Yorkes fraseringer, melodier, klang og måske også i næste generation til Coldplay, tidlig Saybia og de folkede Radiohead-fortolkere Turin Brakes. Uden at fordøje indtrykkene afgørende.

Derfor bliver debutalbummet The Fall en spejling af den oplevelse som Hans Mortensen fik, da han hørte Radiohead og deres mindre opfindsomme udvandere. Og det er jo noget af en indirekte kvalitet ved en plade.

Ikke som da Dirty Projectors sidste år lavede en coverversion af Black Flags album Damaged - pr. hukommelse og med stor kunstnerisk individualitet.

Bevares, her er sange konstrueret med en usvigelig snedkerkvalitet og et par enkelte, men aldrig afgørende afvigelser fra skabelon. En D: A: D-klingende westernguitar erindrer jeg f. eks. ikke at have hørt spillet af Jonny Greenwood eller andre medlemmer af Radiohead. Der er også lidt små-ond støj til slut på The Fall, og der er en messingblæser-sektion, som finder en fin plads i et mix.

Sangskrivningen og udførelsen er beklageligt upåklagelig. Ikke en tone er sat forkert, og derfor går det galt. For det habiles banalitet og håndværkets trivialitet lyser klart og tydeligt på The Fall, hvor jeg hele tiden får billeder af Alter Me i gang med at spille coverversioner til afdansningsballer over det ganske land. Og det er på en måde også det de gør, når de snart drager på turné.

Det havde været en fordel for Hans Mortensen & Co., hvis de havde været lidt dårligere teknisk funderede, både i komposition og udførelse. For det ville have forhindret dem i så præcist at ramme stilen, dynamikkerne, klangene, harmonierne hos deres forbilleder - herunder også Beatles. Dygtigheden bliver en plage, og sikrer at bandet forbliver i rollen som fans, ikke kunstnere. Dygtigheden sætter dem i stand til at ramme præcist forbi en individualitet og nerve, som kunne vedkomme andre end de fem. Som jeg virkelig håber har mere i sig end disse utilsigtede coverversioner. For ferme det er de. Men pt. på udkig efter identitet.

"With you inside of me comes the knowledge of my death", har den amerikanske kunstner Jenny Holzer graveret på sølvringe omkring knogler i Dresden og laserprojiceret på et krigsmindesmærke i Leipzig. Og hvis ikke musik kan nå lytteren på celleniveau og give bevidsthed om og oplevelse af død, liv, beskidte lagner og ubesmittede drømme, hvad kan den så?

Berusende lydloop

Den kan selvfølgelig udforske helt anderledes abstrakte rum. Dem, som kan få nogle til at rynke på næsen og vrisse avantgarde og andre til at forestille sig standby-slumrende androider, der tæller solcelle-drevne får.

Dem som Klaus Ammitzbøll alias Symptoms udforsker med stor konsekvens på sit nye album Calm, der går både håndspillet og stærkt elektronisk styret til værks.

Men mens kontrollen hos Jong Pang udmønter sig i poetisk filigran, så bruger Ammitzbøll processorkraften til at spænde musikken i stærkt kinetiske buer over de klart definerede tomrum, som han skaber ved at klippe og loope de indspillede instrumenter i rytmisk militante, men ikke desto mindre berusende geledder.

Det er musik der arbejder med hårdt udstansede rytmer, om de så er klippet fra elguitar, trommesæt, slagtøj, synth. Og det er musik der trækker på industrial-pionerer som britiske Throbbing Gristle, på værktøjs-betvingere som tyske Einstürzende Neubauten og metallisk dynamiske programmører som finske Pansonic.

Der er langt mellem Symptoms og The William Blakes, rigtig langt, men de forenes i dyrkelsen af forestillingsevnen. Som de så bruger vidt forskelligt.

Ammitzbøll dyrker spændingen mellem toner og slagene, og det skaber frydefulde forkrampninger. Stålhårdt udstansede. Uden ord. Uden brugsanvisning. Men prøv at bruge kroppen eller forestillingsevnen, når du lytter til Calm.

Forestil dig et drama udspillet på celleplan i din krop. Forsøg f.eks. at danse i meditativ trance til de nådesløse hypnoser. Eller forestil dig en kamp mellem vakuum og nærvær udspillet mellem dine ører - hvor du jo alligevel oversætter lydbølgerne til musik.

At nogle så vil kalde Symptoms for en satanisk velorganiseret byggeplads, det bør ikke være en hindring. For det er ikke håndværket og de teknologisk mangedoblede håndværkere på albummet, men Ammitzbølls og lytterens forestillingsevne, som gør Calm til en fascinerende udforskning af gentagelsens magt.

Klitoris sidder som nævnt hverken i hænderne eller mellem benene, men i hovedet. Déroppe hvor man vedtager, om noget er musik eller larm, liv eller død.

The William Blakes: Wayne Coyne (Speed Of Sound/A:larm Music)

Jong Pang: Bright White Light (Tigerspring/A:larm Music)

Alter Me: The Fall (EMI Music Denmark)

Symptoms: Calm (Pointless Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu