Ikke siden Helle Ryslinge i Sirup (1990) ristede en falsk avantgarde-kunstner over en sagte ild, har dansk film præsteret et så djævelsk træf-sikkert portræt af en dansk mand i al hans mindreværd.
Hvis det lyder trist, så tro om igen: Denne meget velskrevne fortælling om karrierestræb og magt-manipulation på et psykologi-institut er propfuld af scener, der bliver morsomme, fordi de så sylespidst præcist rammer de ømme punkter, når venner bliver konkurrenter, chefer jonglerer kynisk med medarbejderne, og basalt anstændige mennesker halvt om halvt tvinges ud i valg-situationer, de helst er fri for.
Ikke 'professorabel'
Her lyder en ny tør, galgenhumoristisk tone i dansk film - ultra-cool og gennemskuende i synet på menneskelige relationer og hierarkier.
Et professor-embede står ledigt, og den farveløse psykologi-lektor Manfred søger og får afslag. Men chefen og kæresten Therese, en korridorsnakkens Lady Macbeth, lader alligevel den fristende stilling dingle for øjnene af den forblændede Manfred.
"Jeg søger ikke stillingen. Jeg kan ikke leve livet efter det!" siger han og lyver dermed groft for sig selv og andre. Det bliver netop et eksistentielt spørgsmål for ham at få stillingen - en nødvendig krykke for et svigtende selvværd. Han får at vide, at han ikke er "professorabel", ikke gjort af det rigtige stof, og da en mere smart kollega og gammel studiekammerat, Poul, vender hjem fra det store USA og lægger billet ind på stillingen, starter en infam kappestrid i det skjulte.
Gode grunde
Det fine i intrigens fundament er, at alle (måske undtagen den diabolske chef, der dog også skal stå til regnskab overfor andre) har gode og egentlig ikke direkte ondsindede grunde til at handle, som de gør.
Kollega Poul er nok opportunistisk, men prøver ærligt at vedligeholde et venskabeligt forhold til Manfred. Engang var de idealister - de ville "hjælpe mennesker" og "forstå sig selv", som de siger i en fin lille scene, der både beskriver den nye afstand mellem dem og det svære forsøg på tilnærmelse.
Nu har karrierestræbet taget overhånd, og venskabet er umuligt, fordi Manfred mangler format til at spille med åbne kort.
I stedet udfører han en svinestreg som svar på, hvad han ikke uden grund opfatter som en tordnende uretfærdighed. Igen ansporer kæresten Therese ham til at handle, og det gør han så, med voldsomme konsekvenser.
Superb Peter Gantzler
Det meste af handlingen udspiller sig på institut-kontorerne. Men den visuelle enkelhed føles mere som en styrke end en svaghed, for filmen er elegant opbygget med en næsten fransk sans for klar logik og præcis psykologi, gennemført i repliksikre scener.
Her er et manuskript, der virkelig kan spilles, og de medvirkende griber chancen med bravour. Peter Gantzler er forrygende god som Manfred, især fordi han rammer figurens dobbelthed: et egentligt anstændigt menneske, der gradvis lader løgne og magtstræb overtage sit liv. Og bemærk hans håndbevægelser: hvad den mand dog kan udtrykke blot gennem dem!
Som hans væbner yder Stine Stengade sin måske bedste filmpræstation siden gennembruddet i En kærlighedshistorie (2002) - hun har herlig diskret sans for underfundighederne i intrigespillet. Henrik Prip giver kollegaen glat charme og en lige så overbevisende sympati, og Niels Weyde er et forfriskende nyt ansigt som chefen, passende uhyggelig som bureaukratiets djævel og diktator. Og Signe Vaupel får det maksimale ud af en siderolle som sød studentermedhjælp.
Filmen rammer altså plet både som en satire over kloge akademikere, der har svært ved at blive kloge på sig selv og andre - og som en mere almen historie om at forfejle sit liv moralsk af karrierehensyn.
Spillets regler. Instruktion: Christian Dyekjær. Manuskript: Nynne Bonnén Oldenburg og Christian Dyekjær. Dansk (Dagmar, Palads, Cinemaxx, Genofte Bio, Kinopalæet Lyngby)
