Læsetid: 2 min.

En kriminallitterær mariekiks

Inger Wolfs Frost og aske glider ned uden problemer, men er glemt igen, så snart den er sat til livs
17. april 2008

En otteårig dreng bliver fundet myrdet i Mårslet uden for Århus. Stranguleret og forbrændt. Vicekriminalkommissær Daniel Trokic og kriminalassistent Lisa Kornelius bliver sat på sagen. Han er af kroatisk afstamning og har oplevet krigen på nært hold. Hun er pæredansk og er netop flyttet til Århus fra hovedstaden, hvor hendes kæreste stadig bor.

Jagten på barnemorderen fører de to opdagere i retning af forskellige fordægtige personer i den søvnige lilleby. Blandt andre en fordrukken gamling, der samler insekter og vist er lidt for glad for drengebørn, og en forstyrret teenager, der i sin fritid muntrer sig med happy slapping - den uhyggelige disciplin, der går ud på at tæve et tilfældigt offer, mens en kammerat filmer det på sin mobiltelefon.

Men Daniel og Lisa kommer også i kontakt med den indtagende Sidsel, der passer et hus i byen, mens ejermændene er på ferie. Hun skal egentlig bruge tiden på at skrive speciale i noget så eksotisk som marine-arkæologi. Men hun har svært ved at komme i gang.

Og så kan hun jo i stedet flirte lidt med den mørklødede vicekriminalkommissær, der dog er en smule indesluttet af natur. Sådan nogenlunde er tingenes tilstand i Inger Wolfs nye krimi, Frost og aske, opfølgeren til Sort sensommer, som Wolf debuterede med i 2006.

"En gennemresearchet kollektiv-politiroman, som hun elegant kombinerer med elementer fra den psykologiske thriller," skriver forlaget om denne del to i serien om Daniel, Lisa og resten af gutterne fra Århus Politi. Selv kom jeg snarere til at tænke på fænomenet mariekiks, da jeg læste bogen. Den glider ned uden problemer, men er en ganske uinteressant, smagsneutral sag. Glemt, lige så snart den er sat til livs.

Sagen er jo, at en god krimi ikke blot består af en forbrydelse og opklaringen af forbrydelsen. Det ved Inger Wolf vist også godt, for hun har flittigt flettet en række sidehistorier ind i plottet. Men disse sidehistorier har mest af alt karakter af lunkent fyldstof. Eksempelvis bliver den martrede vicekriminalkommissærs erindringer om barbariet i det tidligere Jugoslavien og den spirende, men muligvis umulige romance mellem den vordende marine-arkæolog og samme strømer aldrig til andet og mere end nogle overfladiske, ligegyldige behandlinger af de fordringsfulde temaer, krig og kærlighed.

Men bevares. En mariekiks kan måske også være ok engang imellem. Som en let snack mellem måltider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et virkeligt anmeldermariekikis: Helt urimelig nedgøring af en særdeles velskrevet og spændende krimi - åndeløst spændende plot fra begyndelsen til slutningen! Utrolig så uenige anmeldere kan være,, og at bedømmelserne kan være så forskellige - se f.eks. „Politiken“ og „Fyns Stifttidende“ - „Frost og aske“ er simpelthen en lækkerbidsken for en krimigourmet! -

Oluf Damtoft