I Birgit Munchs prosastykker, som hun med Piratdans folder ud i bogform for fjerde gang, er der gået en virus i sproget, måske en art diarré. Ord og sætninger sprøjter om ørene på læseren i stadigt mindre og stadigt mere ufordøjede klumper; man er stedvist begejstret, noget oftere irriteret og til slut mest af alt apatisk.
Her er et eksempel, første halvdel af stykket "Eller råbende", som optræder nogenlunde en tredjedel inde i Piratdans:
"Jeg var den oldgamle, langhårede, hæse Gudenavle syngende under verden eller råbende under en kropumulig klaversonate fræsende håbets skørter af hud op i et evigt storkespagat fra himmel til helvede tværs gennem flyvehavrens springvand af hvaler. Statsministerens bulimiske skygge angreb knæets løg. Man skal ikke sætte sit mørke under en skæppe, men under syv flod-og-ebbesteppelebbeheppeJeppesneppekæppe."
Fik I den? Det hjælper ikke synderligt at kende til de få, faste koordinater, Piratdans giver sin læser. Bogens prosastykker - de fleste omkring en halv side lange, enkelte noget længere - kredser om et jeg, der er mor til en søn ved navn Jonatan. Han er i træning som verdensfrelser. Samtidig er jeg'et en art urmoder, "verdensluderen", som skaber sit barn ud af affald og igen og igen synker tilbage i en tilstand af muterende kroppe og sprængt seksualitet.
Der er en del paranoia undervejs og en del henvisninger til et religiøst univers, men der er også temmelig mange udtryk som "rumpik" og "tidskusse". Det er derfor passende, at Piratdans indledes med et citat af digteren Simon Grotrian. Hos Munch genfinder man nemlig dennes blanding af nonsens, kødelighed og religion, men hvor Grotrians tekster peger på en oprigtig, nærmest naiv kristentro, så identificerer Munch sig mest med Satan og materiens frugtbarhed.
Et babelstårn af lynlåse
Hvert stykke i Piratdans er så en ny knopskydning i jeg'et og Jonatans fælles historie og et nyt udgangspunkt for tekstens skred ud i det rene, selvavlende nonsens.
Denne opstår ud af spillet med ordenes lyd, som va-lyden i "flyvehavrens springvand af hvaler". Andre gange kommer den til udtryk via alenlange sammensatte ord: "ærkeenglegoogletæer". Endelig kan et afsindigt indhold avles frem af nærmest tvangsagtige gentagelser. Her fra stykket "Patienten":
"Og patientens køn var ikke et køn, men et saksespark af Ingemann. Og patientens puls var slet ikke en puls, men en brevdue af skakter. Patientens influenza var et opbud af rørsmede. Patientens barnløshed var et babelstårn af lynlåse."
Fik I så den, måske? Men uanset hvilke greb, Munch gør brug af, så er effekten den samme, en art energisk forvirring. Der bliver stadigt mindre energisk, for hver gang man oplever den. Bedst fungerer Birgit Munchs tekster nemlig, når de ikke bare er skøre, men lader læseren opleve en bevægelse fra nogenlunde normalitet og ud i den vilde rablen.
Det sker for sjældent i Piratdans. Og så føles den vilde nonsens faktisk ret monoton. Det er som at sutte på en forvandlingskugle: farverne skifter, men smagen er den samme. Eller som at se på en knitrende tv-skærm uden signal; der sker en masse, men alligevel sker der ingenting.
