Læsetid: 3 min.

Lun politisk broderkamp

To brødre vælger at solidarisere sig med henholdsvis Marx og Mussolini i Daniele Luchettis underholdende opvæksthistorie fra 1960'erne og 70'ernes Italien
To brødre vælger at solidarisere sig med henholdsvis Marx og Mussolini i Daniele Luchettis underholdende opvæksthistorie fra 1960'erne og 70'ernes Italien
4. april 2008

Hvad gør man, hvis man elsker sin bror som en bror, men ikke kan holde ham ud som person?

I Daniele Luchettis Min bror er enebarn har man løbende mere eller mindre kærlige opgør, og da brødrene spilles af to af italiensk films største, unge talenter, slår det gnister på lærredet, når det går løs.

Lillebror Accio (Elio Germano) er efter at have fået et erotisk pinup-billede fra storebror - en frafalden præstestuderende, som i stedet finder ny identitet blandt sin lille bys ungfascister. Storebror Manrico (Riccardo Scamarcio) er bedårende charmør og aktiv blandt byens kommunister. Det giver anledning til en række varmt skildrede konflikter. Fra storebror sætter lillebror fysisk på plads i baghaven, til det pludselig er blodig alvor med politiske aktioner og kærlighed til den samme pige (Diane Fleri).

Det politiske står centralt i portrættet af brødrenes opvækst i en fattig by syd for Rom, hvor både mennesker og bygninger er nedslidte. Deres mor stemmer konsekvent på det parti, som lover familien et nyt hus. Deres far slider som arbejder og vil bare gerne have fred og ro. Søsteren Violetta (Alba Rohrwacher) søger mening i musikken, hvilket giver anledning til en af filmens sjoveste scener, når fascisterne forsøger at ødelægge en gennemspilning af Beethovens 'Ode til glæden' med nyskreven, kommunistisk libretto.

Let og legende

Min bror er enebarn er baseret på Antonio Pennachis roman Il Fasciocomunista.

Manuskriptet er af skriveduoen Sandro Petraglia og Stefano Rulli, som tidligere har stået bag turbulente historiske fortællinger som den populære tv-film The Best of Youth og Michele Placidos Romanzo Criminale. Trods inddragelsen af tidens politiske opgør er tonen i Daniele Luchettis tilgang til historien hele tiden let og legende. Filmen tegner et portræt af en familie, hvis indre problemer spejler de ydre, trange omstændigheder, men den er frem for alt et karakterstudie af lillebror Accio, som også er filmens fortæller. Portrættet af ham som utilpasset barn i familien sender filmen fremragende fra start, mens alle familiemedlemmer træder i karakter i de råbende, gestikulerende opgør.

Overgangen fra barneskuespilleren Vittorio Emanuele Propizio til Elio Germano er elegant, og man hænger hele tiden på, selv om den voksne fortælling bliver mere episodisk. Det skyldes især, at der konsekvent er sympati for karaktererne hele vejen rundt. Der er humor i skildringen af de politiske ungdomsorganisationer, men det er på samme tid ramme alvor. Ikke mindst når historien hentyder til Italiens problemer med at forholde sig til sin fascistiske fortid.

Ikke indforstået

Min bror er enebarn kobler på mange måder det bedste fra vidt forskellige filmtraditioner. Den indleder som et lunt, historisk opvækstportræt på præsteseminariet, bevæger sig over i en mere neorealistisk etablering af en familie præget af tidens store sociale forandringer og ender som spændingsbaseret fortælling om konsekvenserne af den politiske aktivisme og brødrenes fælles forelskelse.

Den farverige cocktail fungerer med fortællingens ungdommelige energi og et lydspor, der forstår at pointere marchtrang med trommer eller servere tidens schlagere, når det er tid til det. Mens mange italienske film hurtigt bliver indforståede, når der er bare antydningen af politik i historien, henvender Luchettis fine film sig sikkert til et dansk publikum og burde appellere bredt til folk med smag for underholdende, europæiske film med noget på dagsordenen.

Min bror er enebarn. Instr.: Daniele Luchetti. Manus.: Sandro Petraglia, Stefano Rulli og Daniele Luchetti. Italiensk (Grand, Kbh. Øst for Paradis, Århus, Café Biografen, Odense, og flere biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu