Læsetid: 4 min.

Menneskehedens slidsomme nedarvning af sig selv

Katrine Marie Guldagers 'En plads i historien' er vaskeægte romankunst
29. april 2008

Jeg oplyser samtiden, jeg oplyser slægten, jeg oplyser menneskeheden, jeg oplyser personligheden. Har I ventet på mig? Ja, vi har!

Der er en særlig sprød, lidt altmodisch, på én gang spiddende og overbærende, alvorlig og pjattet, indlevende og kritisk, skæbnetung og lattermild, ciselerende og grovmejslende tone i den fortællerstemme, der bærer Katrine Marie Guldagers nye roman. En tone, der blev anslået i forfatterindens novellesamlinger København (2004) og Kilimanjaro (2005) - og som netop giver én lyst til at kalde hende forfatte-rinde, i allerbedste mening: en klog, moden kone, der med livserfaringens overblik dels panorerer hen over, dels zoomer ind på de myldrende mennesker. Forfatterinden både svøber og spidder menneskene med sit elegante, præcise sprog, der pendler mellem aforistiske sammenfatninger og detaljerede portrætter af sansninger, følelser, ansigter, relationer, øjeblikke.

Slægten

Hvis denne fortællerstemme har en repræsentation i romanen, er det måske i solen, der i et solopgangssceneri (koket!) beskrives som en "adelig koketterende dame", og som i romanens allerførste afsnit bryder gennem skyerne over København og kaster "et formildende skær over folks gøremål, deres tøj, den måde, hvorpå de bar deres menneskelighed". Det er på mange måder det, denne roman gør - kaster et formildende skær over "den måde, hvorpå folk bærer deres menneskelighed" (hvilken fryd af en formulering!), samtidig med at den ikke holder sig tilbage for også at skinne skarpt og lidet flatterende på personernes iscenesættelser af sig selv og hinanden. Eller på personernes iscenesættelse af slægten og slægtens iscenesættelse af personerne - for det er om slægten, det handler.

Scenen er København, persongalleriet er slægten Fischer, eller de tre generationer af slægten, som lever på samme tid, i samme by lige efter årtusindskiftet. Personerne findes opført på en liste inden romanens start, hvilket er en uundværlig læsehjælp. Kapitlerne lader os vekselvis følge de forskellige slægtninge, og hver gang der 'skiftes' person, må man som læser slå tilbage til person-listen for at mindes om, hvor i slægten det nu er, vi befinder os. Det lader forholdet mellem enkeltindivid og slægt forplante sig til selve læsningens rytme: Teksten 'løsriver' personerne (eller med et af dens egne yndlingsord: "personlighederne") fra slægtstræet og skildrer dem enkeltvis, men læseren fører dem hele tiden tilbage ved at slå op i listen.

Næsten som i en gammel græsk tragedie hviler der en nedarvet forbandelse over slægten, udgående fra (romanens) første slægtsled, Peter Fischer, der som modstandsmand likviderede en stikker i 1944, hvilket berettes i en lille optakt. Den "afgrund af skyld", der åbner sig for Peter Fischer, rejser som en anden arvesynd ned gennem slægten og kræver sine ofre. Og alligevel bliver det hele ikke en skæbnetung historie - nok er det tungt at bære sin menneskelighed, men byrden kan også lettes, gennem et valg, gennem et møde, gennem en krise, gennem en tilfældig begivenhed, ja sågar gennem en katastrofe. Nok er det slidsomt at skrives ind i en slægt, med alt hvad det indebærer af arvesynd, men det kan også være en gave. Som det formuleres af den nybagte far Reilly, som tøver foran sin faderrolle:

"Tænk overhovedet at få lov til at deltage i menneske-hedens slidsomme nedarvning af sig selv, af sin historie og sine kundskaber: den massive nedarvning af madopskrifter, brugsvejledninger, dårlige madvaner og kønsroller."

Intermezzo

Bogens relativt korte kapitler er samlet i syv dele, der fra og med del II alle indledes af et lille kursiveret 'intermezzo', der kan betragtes som et forsøg på at indfange den 'tidsånd', som er personernes element. Det gøres poetisk gennem besyngende gentagelse, anråbelse og allegori. Vi hører om kærligheden, der skal dø, men som alligevel myldrer frem "med sine stædige knogler, sin rigelige hud, sit håbløst dumme fiskeøje". Vi hører om autoriteten, der vandrer usynlig og sørgmodig over Dronning Louises Bro, men så alligevel finder en plads, på en spinkel kvindes skuldre, eller i en stærk mands hånd. Og vi hører om samtiden:

"Bogstaverne ville gerne omfatte samtiden, lægge sig om den som et bogstavtæppe, som en kærlig elsker, der forstod. Betro dig til mig, samtid, jeg forstår! Åh samtid - Ingen forstår dig som jeg."

Disse intermezzi er en herlig måde at lade den unge digter (den unge Guldager og den unge mand, der angives at have skrevet stykkerne) tale med i den modne kones prosa - og supplere den modne alders hang til historie og realisme med ungdommens større, poetiske håndbevægelser. Netop fordi realisme og poesi supplerer hinanden, og netop fordi romanen ikke bare svøber sig om samtiden som en kærlig elsker, men zoomer ind og ud, skinner mildt og skarpt som den kokette sol, er dette heldigvis ikke den døde sild af en samtidsroman, som ingen længere kan skrige på, men vaskeægte romankunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu