Læsetid 3 min.

Mette Moestrup med mere

Hundredevis af anonyme digterjeg’er, -dig’er og -mig’er blander sig i Mette Moestrups digitalværk ’Kollektivt, anonymt’, men resultatet er stadigvæk vintage Moestrup: finurligt, ukrukket og dybt personligt
Hundredevis af anonyme digterjeg’er, -dig’er og -mig’er blander sig i Mette Moestrups digitalværk ’Kollektivt, anonymt’, men resultatet er stadigvæk vintage Moestrup: finurligt, ukrukket og dybt personligt
8. april 2008

Mette Moestrups 'Kollektivt, anonymt' er et stykke new media kunst, digital litteratur, elektronisk poesi, generativ tekst, etc. – udøbt barn har mange navne. Det er også en installation af helt fysisk art på Roskilde Bibliotek og Roskilde Universitetsbibliotek; alt sammen skabt til projektet ’mellem_rummet’ i samarbejde med Museet for Samtidskunst.

Omdrejningspunktet er værkets digitale manifestation på adressen www.kollektivt-anonymt.dk, hvor teksteksperimentet finder sted. Og kodeordet her er "finder sted", for det sker lige nu og alle der klikker sig ind kan taste sig ind i værket, der er stadigt voksende.

Afsættet for teksten er en ordliste fra 1894 over en uddøende argentinsk indianerstammes sprog, fundet af Moestrup under en rejse i landet og oversat til dansk. I 'Kollektivt, anonymt' er denne ordliste det definerende og faste element i et ellers ukontrollabelt eksperiment, hvor besøgende på siden instrueres i at skrive "en sætning, hvor det valgte ord (…) indgår." Og: "Det, du skriver, skal være sandt for dig".

Sætning for sætning udvides det, der begyndte som en ordliste altså til en række udsagn, der helt privat er sande for de skrivende besøgende. Ordene og sætningerne dækker fortløbende og ubrudt computerskærmen, som et kæmpe stykke prosaisk lyrik af nærmest laugesensk tilsnit – alt kommer med. Under opslaget 'armbånd' fx:

"Armbånd. Skal altid sidde der på min arm. jeg bærer min mors armbånd Hun ville gerne have, at jeg gav hende armbånd på. Om natten drømte jeg om KZ. Jeg elsker mit armbånd! Jeg har det på hver eneste dag! Jeg elsker det for det, det synbolisere-DIG!" [sic].

Kvalitet

Om teksten er god, meningsfuld eller bare læseværdig er i princippet et ugyldigt spørgsmål – det er ikke helt det, det handler om. 'Kollektivt, anonymt' er et stykke konceptkunst, som ikke følger litteraturens gængse regler. Forfatteren er ikke til stede som et traditionelt digterjeg, men som en art første igangsætter, der definerer reglerne for alle de andre digterjeg’er, -dig’er og -mig’er.

Om værket så som konceptuelt eksperiment er interessant – som vist er hvad den slags værker er, når de er gode – er et mere gyldigt spørgsmål. Sammenlignet med tidligere brugerstyrede tekster som fx nogle eksperimenter på Øverste Kirurgiskes gamle hjemmeside (før den blev hacket!) på poesi.dk tilføjer Moestrups 'Kollektivt, anonymt' en kærkommen grad af struktur. Hvor det tidligere sete har været grader af total frihed lader den næsten usynlige anvendelse af denne ordliste fra en glemt argentinsk indianerstamme os skimte en skygge af digteren bag.

M.M.

For 'Kollektivt, anonymt' er, mediet til trods, stadig en vaskeægte Moestrup. Finurligt og ukrukket jongleres tunge tematikker som kulturel identitet – det er når almindelige danskere skriver private sandheder om begreber som også var relevante for argentinske indianere – og, som titlen lader vide, det private og offentlige – det meget personlige udsat for de andres blikke.

Tidligere har Moestrup lavet digitalværkerne 'M.M. – et brevprojekt' på afsnitp.dk og 'Hvid Kvinde M.M.' på nypoesi.net. Førstnævnte sendte et digt ud til personer, der delte initialer med digteren, med opfordringen om at returnere gendigtninger. Sidstnævnte er en animeret og nærmest konkretistisk opløsning af begreberne mand, kvinde, sort og hvid. For Moestrups projekt synes at være en opløsning af dikotomier: nationale, kønslige og dem om et dig, mig og os. Kolbøtte-strategien egner sig fremragende til internettet, hvor tid og foranderlighed bringer tekst og læser på gyngende grund, og med lidt held frem til en selvforvaltet indsigt i sprogets beskaffenhed.

Når værkets fysiske repræsentationer på Roskildes biblioteker er kæmpe papark der på magisk vis folder sig ud til 3D møbler spejler det så fint netop den indsigt – at papiret, skærmen og sproget ikke er fladt, men fuld af faldgruber og ophobninger af betydning. Mette Moestrup hjælper os med at falde i og kravle op. For egen hånd.

Martin Johansen er Kunstansvarlig på magasinet Citadel, litteraturanmelder og snart aktuel med sit universitetsspeciale om digital litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu