Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En moderne Machiavelli

Niels Åkerstrøm Andersens bog, Legende magt, er en glimrende indføring i moderne magtstrukturer og magtsprog. Desværre taler den selv magtsprog
Spillets dynamik. I dag skal virksomhedslege ikke længere repræsentere virkeligheden, legen er selv den virkelighed, hvori organisationens dimensioner, socialt, fagligt og strategisk, leges frem, hævder Åkerstrøm Andersen.

Spillets dynamik. I dag skal virksomhedslege ikke længere repræsentere virkeligheden, legen er selv den virkelighed, hvori organisationens dimensioner, socialt, fagligt og strategisk, leges frem, hævder Åkerstrøm Andersen.

STINE LARSEN

Kultur
26. april 2008

Hvis man efter endt læsning af Niels Åkerstrøm Andersens bog, Legende magt, læner sig overvældet tilbage, lukker øjnene og spørger sig selv, hvad det egentlig er, man lige har læst, kunne ét svar være: En moderne Fyrsten.

Som måske efterhånden bekendt beror Niccolò Machiavellis dårlige ry som en kynisk, menneskeforagtende tænker på en moralistisk fejllæsning af hans værk, Fyrsten. Selv om Fyrsten er skrevet i en datidig genres form, 'fyrstespejlet', hvor fyrsten gives gode råd om, hvordan han bevarer magten, så er Machiavellis ærinde først og fremmest at gennemskue magtstrukturerne.

Det samme kan man sige om Niels Åkerstrøm Andersen. "Erkendelsesinteressen er samfundsdiagnostisk," fastslår han.

Ligesom Machiavelli er Åkerstrøm Andersen ude på at fremanalysere magtstrukturerne og deres funktion. Men de resultater, han får frem ved hjælp af sin metode, afdækker et samfund, der absolut ikke er blottet for kynisme.

Hvor kontrol kommer til kort

Åkerstrøm Andersen konstaterer de "radikale forandringer i organisationsbetingelserne," som har nødvendiggjort helt nye former for magtudøvelse, over- og underordning, styring og selvstyring.

I det samfund, han diagnosticerer, er "opløsningen af den nærmest klassiske tænkning i hierarkiske kæder af magt og over- og underordningsforhold" en realitet.

"Magt som kommunikationsmedium" (dvs. kommunikation ved hjælp af åbenlys magtudøvelse) "kommer i vejen for magten selv," fastslår han. Magten må altså usynliggøre sig for at få sine dagsordener igennem.

For at anskueliggøre, hvad der sættes i stedet for åbenlys magt, vælger Åkerstrøm Andersen udviklingen i leg og spil som sit perspektiv. Et frugtbart perspektiv i tider, hvor virksomheds- og organisationslege og -spil bugner og boomer.

Historisk perspektiv

Som altid er forhistorien dog længere, end nutiden lader ane, de første spil dukkede således op allerede omkring 1860. Dengang var det konkurrencespil, eksempelvis i form af firmasport. Legen skulle bruges til at symbolisere og disciplinere konkurrencen i organisationen og på arbejdspladsen.

Næste fase fra 1950 til omkring 1980 udviklede trænings- og simuleringsspil, primært for ledere, men fra 1980 og frem går det løs med leg som "en organisatorisk selvorganiseringskraft," der udbredes til alle virksomhedsansatte, ligesom de udbredes i samfundets institutioner og i forholdet mellem disse og borgerne, for eksempel omkring skolen. Åkerstrøm Andersen viser, hvordan visse spil om sundhed, forældreansvar og lignende forsøger at udstrække skolens/institutionernes magt ud over disses grænser: Ind i hjemmet, ind i forældre og forældrekollektivet, der hvor udefrakommende kontrol kommer til kort.

Tom magt

I dag går legen et skridt videre. Nu skal den ikke længere repræsentere virkeligheden, legen er selv den virkelighed, hvori organisationens dimensioner, socialt, fagligt og strategisk, leges frem, hævder Åkerstrøm Andersen.

Det lyder jo forjættende. Der er blot den hage ved det, at denne tingenes tilstand ikke selv er en leg, men en nødvendighed i en virkelighed, hvor evig omstillingsparathed og åbenhed over for alternative udviklinger umuliggør beslutninger og hierarkier i gammeldags forstand. Ligesom magtudøvelsen ikke kan indskrænkes til det offentlige rum, men også må sættes ind over for sundhed, forældreansvar mv.

Men lad os tage et eksempel. Der, hvor tanken ledes hen på kyniske, 'machiavelliske' tilstande, er eksempelvis hvor Åkerstrøm nøgternt redegør for, hvordan en så udbredt praksis som MUS, 'medarbejderudviklingssamtaler', strukturelt fungerer.

"I moderne ledelse består magt f. eks. i, at en leder beder en ansat komme med et koncept for de kommende medarbejderudviklingssamtaler. Lederen siger ikke mere end det. Han siger ikke, hvad konceptet præcis skal indeholde. Måske defineres ikke engang et overordnet mål. Medarbejderen bruger derfor rigtig meget tid på at overveje, hvad lederen vil med konceptet. På den måde leder en medarbejder sig selv i en fortsat fortolkning af lederens mulige intentioner."

Og som om dette ikke var raffineret nok, tilføjer Åkerstrøm Andersen:

"Sandsynligvis har lederen aldrig haft nogle klare intentioner."

Det forhindrer tingenes tilstand ham nemlig i, for de er uoverskuelige. Derfor opstår hans intentioner først ud fra den inspiration, medarbejderen kommer med, eller sagt med Åkerstrøms ord: "Ledelsesintentioner opstår først i arbejdet med konceptet, i den magtunderlegnes fortolkning af den magtoverlegnes hensigt."

"Således behøver den magtoverlegne ikke at håndtere særligt meget af den sagsmæssige kompleksitet, der er forbundet med MUS, men kan sende kompleksiteten ned gennem organisationshierarkiet sammen med en usikkerhed angående den magtoverlegnes intentioner. Så snart den underlegne kommer i position til at presse lederen til at eksplicitere sine ønsker mindskes magten."

Hvilket jo vil sige, at magten ret beset er tom!

Inden man af den grund begynder at tro, at den så må kunne undværes, må det dog hastigt tilføjes, at magten netop af den grund ikke kan give afkald på (muligheden for) sanktioner. Det er jo dens eneste tilbageblevne magt!

Men magt forudsætter frihed, konstaterer Åkerstrøm med Niklas Luhmann. "Hvis den magtunderlegne ikke er fri, kan vedkommende ikke styre sig selv i fortolkningen af den magtoverlegnes ønsker."

Magt består således anskuet i at styre på andres frihed. I det øjeblik, magten tvinges til at bruge tvang, forsvinder usynligheden, og den må så at sige bekende kulør. Det drejer sig altså om at forblive usynlig og få 'de magtunderlegne' til selv at styre sig.

Det er fristende her at spørge, hvad frihed så egentlig vil sige, men dér ligger det i hele bogens anlæg, at det er den samfundsskabte styring, den analyserer, og at hverken magtover- eller underlegne kan agere uden for denne. 'Frihed' er således kun frihed inden for et omstillingsparat lønarbejdersamfunds spilleregler. Hvad den derudover kunne bestå i, tages der ikke stilling til.

Problematisk

Ligesom mange af de spil, Åkerstrøm Andersen analyserer, indbyder hans bog imidlertid selv til at lege med perspektiverne og anlægge forskellige synsvinkler på det stof, han fremlægger.

Det betyder dog ikke, at den ikke kan problematiseres. Åkerstrøm Andersen formulerer selv til slut en række problematiserende spørgsmål til ledere:

"Selv om jeg som leder mener og udtrykker, at legene er tilbud, og at de skal tages som en leg, hvordan håndterer jeg så, at de evt. alligevel bliver iagttaget som magt og derfor resulterer i psykotiske sprogspil, der nedbryder medarbejdere og borgere trods intentionen om det modsatte?"

Ja, hvordan gør man det, når der nu, som Åkerstrøm Andersen selv har påvist, er tale om magt?

Og "hvordan forholder jeg mig til, at jeg samtidig med at ville den enkeltes magt over sig selv måske kommer til at sætte mig oven på selve sproget for frihed og vilje?"

Hvilket Åkerstrøm Andersen i de foregående har vist faktisk er, hvad der sker.

Bogen slår sig selv for munden, i det omfang den både afdækker magtmekanismernes tvang og samtidig alligevel foregøgler, at man på én gang kan lege med og undvige dem.

Magtsprog

Legende magt indeholder imidlertid mange flere vinkler, end det er muligt at komme ind på her, og som Rousseau bemærkede om Machiavelli, så underviste denne bag om ryggen også folket, når han belærte regenterne om, hvordan de skulle vinde, beholde og udøve magt.

Det gør Åkerstrøm Andersen ligeledes i den forstand, at man gennem bogen får vældig god forstand på moderne styrings- og ledelsesformer.

Desværre taler bogen selv magtsprog, skrevet som den er i et irriterende, akademisk lingo med 'kontingens' mig her og 'partikularitet' mig der.

Når man som Åkerstrøm Andersen er blevet professor, skulle man dog tro, at han var i position til at lægge meriteringsfraserne af. Især i en bog, der ikke mindst kunne være relevant for 'magtunderlegne', hvis de ellers kunne forstå hvad der stod. Men det vil nok knibe for en del.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vilhelm von Håndbold

Machiavelli sagde, at mennesket er gennemgående 'svin', ubestandige løgnere og bedragere, og i faktuel forlængelse er vores magthavere nogle 'svin et. al'; derfor findes der tænkere, der i søgen af dybsindighed i undertrykkelsen, som bukker sig bagover og antager, at 'svinene' ved magten i det hele taget bruger tid på at læse.... her kommer så fejlslutningen: "magten er draget af Machiavellisme" eller "magthaverne er Straussiske" osv. I grunden en yderlige afvigelse fra lederskabets evne for at blive stillet til regnskab, og en dehumanisering og justificering af undertrykkelsens ansigt og dennes bagmænd.

Man skal passe på ikke at blive for dogmatisk, når man foretager en institutionel analyse. Selvom det vha. den eksisterende literatur betydeligt forenkler arbejdet, er jeg ikke begejstret over forestillingen om, at de magtoverlegene agerer ud fra en dybtsiddende filosofisk overbevisning. Den magtoverlegene vil tilegne sig enhver ideologi og standpunkt, som er nyttig for dennes formål; svingningerne i diskursen, kan altså ikke attribueres 'usynlig magtførelse', men overlegen politisk apostasi (til midten, hvorend midten måtte befinde sig i en given tid).

Desværre taler bogen selv magtsprog, skrevet som den er i et irriterende, akademisk lingo med 'kontingens' mig her og 'partikularitet' mig der.

Når man som Åkerstrøm Andersen er blevet professor, skulle man dog tro, at han var i position til at lægge meriteringsfraserne af. Især i en bog, der ikke mindst kunne være relevant for 'magtunderlegne', hvis de ellers kunne forstå hvad der stod. Men det vil nok knibe for en del.

Hm, ja. Jeg har personligt ikke meget tilovers for hverken sociologi eller overdreven brug af akademisk liturgisk sprog, men NÅA er en af de rigtig skarpe drenge, så han må være tilgivet, hans målgruppe er ikke så gode til ordinært plebejer-dansk, de skal have det serveret i en velkendt og veludsmykket indpakning før de fatter selv de mest elementære ting.

Lise Pedersen

"Således behøver den magtoverlegne ikke at håndtere særligt meget af den sagsmæssige kompleksitet, der er forbundet med MUS, men kan sende kompleksiteten ned gennem organisationshierarkiet sammen med en usikkerhed angående den magtoverlegnes intentioner. Så snart den underlegne kommer i position til at presse lederen til at eksplicitere sine ønsker mindskes magten."

Den underlegne kommer netop ikke i position til at presse lederen, for usikkerheden er jo den "dygtige" leders stærkeste våben overfor de ansatte. Derfor kan man kende den type ledelse på at de ansatte er stressede og pressede af ikke præcist at vide hvad der forventes af dem. Lederen kan til enhver tid signalere: "Forkert!".

Blandt magtens udøvere findes desværre ofte det, jeg kalder "gamblere". Mennesker for hvem udøvelsen af magt ikke tjener et fornuftigt formål, men i alt for høj grad er et tomt spil om hvem der vinder. Den slags mennesker trækker striber af nedbrudte medarbejdere og dårlige resultater efter sig. Alligevel ser man besynderligt nok at disse destruktive og uproduktive personager igen og igen får nye, attraktive stillinger.