Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En mulig vej til en islamisk model for demokrati

Islam. Amerikansk juraprofessor ser store demokratiske muligheder i de moderne islamiske bevægelser, hvis disse forstår at tage de klassiske islamiske værdier til sig
Genopdagelse. Ifølge Noah Feldman ligger de demokratiske potentialer i islam ikke i en forkastelse af værdier, men netop i at genfinde klassiske idealer og finde veje til at bruge dem i den moderne verden.

Genopdagelse. Ifølge Noah Feldman ligger de demokratiske potentialer i islam ikke i en forkastelse af værdier, men netop i at genfinde klassiske idealer og finde veje til at bruge dem i den moderne verden.

Efrem Lukatsky

Kultur
19. april 2008

Når imperier falder sammen, er døden som regel permanent. Det samme gælder regeringssystemer og ideologier. Monarkiet har været i konstant nedgang i de sidste par hundrede år, og efter Sovjetunionens sammenbrud forventer ingen, at Karl Marx får noget afgørende comeback. Selv i Kina er den statsbærende ideologi nu kun kommunistisk på papiret.

Men to ideologier eller tankesæt har gjort det. Demokrati blev praktiseret i en græsk bystat i oldtiden og forsvandt derefter totalt for at komme stærkt igen, da europæerne genoplivede ideen 2.000 år senere. Og islam, der i århundreder var livsnerven i verdens mest indflydelsesrige imperier, men blev politisk irrelevant med det ottomanske riges endelige sammenbrud i 1924, er i disse år fuld af ny livsenergi, når den stormer frem mod ny, global indflydelse.

Lov og retfærdighed

Dette er, hvad man i visse kredse betragter som tidens sammenstød mellem to kulturer, mens Noah Feldman, der er professor i jura ved Harvard University og tillige ekspert i islam og islamiske lovtekster, går den anden vej rundt og argumenterer for, at islam ikke har noget problem med demokratiet.

Det gør han i en ny bog, hvor alene titlen The Fall and Rise of the Islamic State anslår hans særlige tone. Som udgangspunkt forklarer han, at en af de vigtigste grunde til de islamiske bevægelsers store aktuelle popularitet er en folkelig nostalgi efter et system, der fungerer.

De systemer, som kom i stedet for det osmanniske rige, har nemlig været dybt skuffende, og de har på ingen måde ført til den demokratiske tilstand, som var hensigten, ligesom regimerne mangler den medmenneskelige respekt, som ligger i islam, og som Feldman opfatter som et af det demokratiske samfunds grundelementer.

Noah Feldman ser en klar logik i udviklingen, og han stiller sig i klar opposition til dem, der ser islam som despotisk og udemokratisk. Forfatteren tager afsæt i sit eget speciale og betragter islam som en lovreligion, og derfor må hans analyse nødvendigvis begynde, hvor det hele startede, nemlig i grundlaget for den islamiske stat, som profeten Muhammed grundlagde for 1.300 år siden.

Feldman argumenterer med, at de tidlige islamiske samfund i høj grad var styret af lov og retfærdighed. Profetens åbenbaring, som er nedskrevet i form af Koranen, er ikke en decideret lovtekst, som visse dele af Det gamle Testamente er det, men en stribe retningslinjer. Når den første generation af muslimer skulle have rådgivning i en sag, gik de derfor direkte til Profeten, som enten gav et direkte svar eller søgte guddommelig vejledning, og dette skete altid ud fra det menneskelige hensyn.

Problemet opstod i tiden efter Profeten, hvor dennes arbejde skulle videreføres af skiftende kaliffer. De havde ikke Profetens direkte forbindelse til Gud, men måtte bygge på fortolkninger af det allerede eksisterende materiale. Og det er i dette forhold, stribevis af vesterlændinge gennem tiderne har beskrevet islam som "den muslimske qadi, der sidder under et palmetræ og uddeler retfærdighed efter eget forgodtbefindende," som Feldman beskriver det med reference til den store tyske sociolog Max Weber.

Dette ligger langt fra sandheden, som Feldman ser den. Det er sandt, at kaliffen havde stor magt. Umiddelbart efter Profetens død blev der opbygget en fin magtbalance, hvor kaliffen ganske vist havde den udøvende magt, men hvor dette foregik i stor afhængighed af den lovgivende magt, som lå hos en gruppe lærde eksperter i islamisk lovgivning, samt dommerne, altså den dømmende magt. Kaliffen havde myndighed til at ansætte og fyre sine dommere efter forgodtbefindende, men selvom en kalif skilte sig af med en dommer, måtte han ansætte en anden, der straks ville indgå i det store system af lærde.

Islam og islamister

I Europa har den romerske ide om prinsen, der kan sætte sig selv over loven (legibus solutus) altid ligget under overfladen, men dette har aldrig været tilfældet i islamisk tankegang.

Kaliffen havde kun meget begrænset indflydelse på de retslige mekanismer, og søgte han at påvirke en individuel dommer til at afgøre en sag efter kaliffens ønske, ville han automatisk bringe sig selv på kollisionskurs med sin egen stillingsbeskrivelse. Hans opgave var at sikre overholdelsen af den guddommelige lov, at implementere sharia, som bygger på Koranen og profetens eksempel.

Det var vestlig indflydelse, som fik dette til at bryde sammen, hvilket Feldman beskriver i bogens anden del, og det afgørende vendepunkt kom, da de osmanniske sultaner begyndte at reformere riget efter vestlige demokratiske idealer.

Og da Kemal Atatürk i 1924 grundlagde Den Tyrkiske Republik på de osmanniske ruiner, afskaffede kalifatet og kasserede sharia til fordel for lovgivning efter svejtsisk forbillede, var det slut.

Nogenlunde samtidig kom en islamisk modreaktion, blandt andet i form af Det Muslimske Broderskab i Egypten, men dette beskriver Feldman som ligeså fjernt fra de klassiske islamiske idealer. Hermed opstod nemlig den splittelse mellem islam og islamister, som er billedet i dag.

De oprindelige idealer

Broderskabets grundlægger, Hassan al-Banna, var ikke religiøst uddannet, men brugte den islamiske retorik i social-politisk øjemed. Og dette er blevet kendetegnende for vore dages sunnimuslimske bevægelser, som Feldman kalder islamisterne, hvor stort set alle ledere har sekulære uddannelser bag sig, mens shiamuslimerne i langt højere grad har bevaret den klassiske islamiske tradition. Også derfor mener han, at de sunnimuslimske bevægelser nok har folkelig tilslutning, men aldrig er kommet virkelig til magten, fordi deres alternativ til den siddende magt har manglet, mens shiamuslimerne har bevist det i Iran.

Noah Feldman, der selv har været med til at udarbejde den nye irakiske forfatning, mener derfor, at udfordringen for de islamiske samfund må være at "udvikle nye institutioner, der finder deres egen originale og klare vej til at give de islamiske lovidealer nyt liv. Dette kan være islamisk orienteret lovgivning med tilsætning af demokratiseret sharia."

De samfund, der på denne måde vil formå at hente juridisk inspiration i de oprindelige islamiske idealer i stedet for at dække sig ind under aktuelle politiske realiteter, spår Feldman stor succes. Og han mener i høj grad, det kan lade sig gøre uden at komme på kant med demokratiske principper og god forfatningsmæssig praksis. Han mener med andre ord, at dette er et stykke nostalgi, der kan omsættes i virkelighed, og hvis man går nye veje, er det også både bæredygtigt og fremadrettet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per,

at vi har haft vores del af kvindeundertrykkelse, betyder vel ikke at nu, hvor vi har overkommet det värste, skal importere en kultur gvor kvindeforagt er institutionaliseret?

Jödehad har der ikke väret meget af i Danmark i over 100 år. Igen - der er vel ingen grund til at importere det?

KPJ,

jeg noterer mig endnu engang at dit indläg er totalt blottet for argumenter. Jeg ser blot adskillige slet skjulte fordomme om hvor indskränkede vi, de islam-kritiske er, og hvor du derimod ligesom formår at se det hele lidt mere overordnet.

Pudsigt nok ser jeg det lige omvendt....

Jeg kommer sådan til at tänke på den Monthy Python sketch hvor Michael Palin kommer for at köbe 5 minutters diskussion, men ved en fejl kommer ind i rummet til 'abuse'. Hehe....

KPJ,

lige et enkelt lille spörgsmål: Er islam en race?

Heinrich R. Jørgensen

Tak for dit indlæg, Anne Marie Buch.

Der er bestemt også meget i islam jeg ikke bryder mig om. Ligesom der er meget ved kristendom, kapitalisme, kommunisme, nationalisme og meget andet, jeg ikke bryder mig om. Så nok bryder jeg mig ikke om hele pakken, men det forhindrer mig ikke i at, at der blandt alt det jeg ikke bryder mig om, også er masser af guldkorn, visdom og fornuft.

Derfor er jeg af princip åben for at have en dialog eller på anden vis mødes med næsten hvem som helst, næsten uanset ideologiske, religiøse kulturelle og andre forskelle. Det er stort set altid spændende og lærerigt, og - som en hinduist sikkert ville udtrykke det - gør mig til et bedre menneske stort set hver gang.

Der er dog nogen jeg ikke gider høre på. Folk det vil sælge mig noget jeg sælge mig noget jeg ved jeg ikke har brug for, typisk. En variant heraf, er folk der insisterer på at kender sandheden om noget. Folk med sandheder er oftest fundamentalister, der ikke er villige til at rykke nævneværdigt på deres synspunkter. Hvorfor kan det berige mig eller modparten at forsøge en dialog på sådanne præmisser?

Nu påstår jeg naturligvis ikke, at du er fundamentalist af nogen art. Jeg forklarer blot min tankegang :-)

Lige så træt du sikkert er over at blive beskyldt for at være snæversynet, intolerant, indskrænket og fremmedforskrækket, er jeg over de prædikater jeg ofte bliver tildelt. Islamapologet, værdirelativist, vægelsindet, naiv, blåøjet, vattet, blot for at nævne de pæneste af dem.

Men det er desværre vilkårene på debatsider. Og som du kan se, er jeg en af dem, der også forfalder til varierende grader af mobning og drilleri. Det er bestemt ikke et pænt træk, men jeg kan heller ikke acceptere at skulle forholde mig tavs overfor hvad som helst der bliver ytret.

Mvh

Kære Anne Marie Buch.

Nej, Islam er ikke en race. Og jøder er ikke en race.
Når jeg siger racisme, ved du godt, hvad jeg mener.

Argumenter for, at Islam er foreneligt med demokrati? Som sagt: tag til et hvilket som helst muslimsk land, hvor du vil finde demokratiske såvel som udemokratiske elementer, præcis som i ethvert andet land. Det, at de muslimske lande har elementer af demokrati, og forskellige grader af demokrati, gør mig også fortrøstningsfuld om, at de kan blive mere demokratiske.

Saudiarabien kunne f.eks. blive som Libanon eller Ægypten for at give dig et konkret eksempel. Og derfra så fremdeles. Du er allieret med USA, hvis politik det er at holde folk fra magten i Tyrkiet og Saudiarabien; nogen gange tror jeg ikke, du VIL demokrati i et muslimsk land; det kunne jo være, de besluttede ikke at være vestens satelitter længere.

Så: Hvad er dit argument, for at en milliard muslimer IKKE kan blive demokratiske?

Dit synspunkt, at Islam (en religion) er uforenelig med et styresystem, er middelalderligt. I den moderne verden er religion og stat i høj grad adskilt, også i de fleste arabiske lande, selvom de - indrømmet - har langt endnu, hvilket er årsagen til, at vi har denne diskussion, som du ikke bidrager konstruktivt med ved dine uartikulerede og udokumenterede påstande om, at 1 milliard muslimer er ude for pædagogisk rækkevidde.

Jeg tror på det gode i mennesket, og hved du hvad - livet bliver lysere, når man gør!

Rap.

Heinrich R. Jørgensen

Det lyder som om det er vigtigt med fælles fodslag omkring det med at spise grisekød.

Er der nogen der har overvejet, at vi alle fremover undlader af spise svinekød? Så kan vi også omlægge vores landbrugsproduktion, således at vi fremover ikke producerer svin overhovedet, og Danmark vil sikkert være i stand til at brødføde måske yderligere 20-30 millioner mennesker.

Heinrich R. Jørgensen

Anne Marie Buch:
"Her er det vigtigt at skelne imellem individet, og ideologien."

Det var faktisk den vigtigste pointe jeg ville have skrevet før - men fik glemt i farten :-(

Så mange tak for at udbedre skaden :-)

Jeg bryder mig til gengæld ikke om debatformen. Det er alt for sjældent at den gensidige berigelse dialogen giver mulighed for, finder sted i en debat. Det ville være fantastisk hvis der fandtes et dialogforum; men det lader sig af logiske årsager ikke gøre.

@Heinrich R

tværtimod svineproduktionen bør sættes op, hvad skulle ideen være med at danmark skulle brødføde 20-30 mio yderligere mennesker???

så hellere en god flæskesteg til en rimelig pris

Anne Marie,

Jeg synes, du mister fokus nu.

"nu har jeg jo altså aldrig sagt at muslimer ikke kan blive demokrater."

Hvad er vi så uenige om? Mener du, at muslimer ikke kan blive demokrater,
og samtidig forblive muslimer? Ellers er jeg glad for, at du har indset, at Islam ikke er mere uforeneligt med demokrati end kristendom eller judaisme er det (deres dogmer og skrifter er allesammen førmiddelalderlige). Og vi er jo såkaldt "kristne" i andedammen, ikke?

Jfr. din allerførste kommentar, så har Biblen jo også indflydelse på vores samfund.

"I bund og grund er islam netop ikke en religion" - Lad nu være med at forvirre begreberne. Islam er ligesom kristendommen en religion. Forskellen er, at mange muslimer lever liv i deres samfund i tættere overestemmelse med deres religion.

Som jeg forstår dig mener du, at AL religion og demokrati er uforeneligt;
eller mener du, at kristendommen er forenelig med demokrati?

Du forstod heller ikke min pointe med demokrati i muslimske lande.
En gang til:
1) Der findes varierende grad af demokrati i muslimske lande
2) De mere demokratiske har udviklet sig til at blive mere demokratiske,
og er stadig muslimske
3) Ergo findes der en muslimsk vej til demokrati.

Jeg har aldrig sagt, at Saudiarabien (eller noget andet muslimsk land) er "demokratisk"; som sagt er der ikke absolutter. Danmark er langt mere
demokratisk end noget muslimsk land, jeg har kendskab til, men diskussionen handler om, hvordan og hvorvidt muslimske lande KAN blive (mere) demokratiske.

Stilfærdigt Rap

@KPJ

man kan naturligvis ikke være demokrat og tilhænger af den væmmelige ideologi islam på samme tid,

eller mener du også man både kan være demokrat og nazist???

@Otto

Undskyld, jeg må være lidt tung i det:
Skal det forstås, som at du sætter lighedstegn mellem islam og nazisme?

Til din information: Koranen, Thorahen og Det nye Testamente udspringer alle af Det Gamle Testamente og er alle før-middelalderlige.

Mit mod-spørgsmål til dig: Kan man være kristen og demokrat på samme tid?

RAP
ps - Håber, du bare laver sjov. I så fald, se gennem fingre med dette svar :)

Anne Marie,

Ok - dit synspunkt er altså, at en muslim ikke kan være demokrat, uden at ophøre med at være muslim, da disse to ting er uforenelige.

Kan en kristen så være demokrat?

Hint: Der står grimme og højst umoderne ting i både Biblen og Koranen.

Eller skal man være ateist for at være demokrat efter din mening?

RAP
ps - at et muslimsk land bliver mindre demokratisk over en årrække, viser vel netop, at demokrati kan gå frem og tilbage, og bekræfter dermed min opfattelse af, at demokrati kan forbedres i muslimske lande.

@KPJ

mener du man kan være demokrat og modstander af ytringsfriheden???

er det ikke sammenslutningen af islamske stater OIC der gang på gang gennem FN prøver, at få indskrænket ytringsfriheden i ikke-muslimske lande, ja allerhelst så de vel imamer placeret som chefredaktører på alverdens aviser og tv-stationer, og var det ikke Abdol-Hamid der var talsmand for gruppen af danske muslimer som trak JP i retten fordi avisen tillod sig at bruge ytringsfriheden og tegne pædofeten og hvilken religion tror du, de personer som truer Kurt Westergaard på livet, tilhører

så ja sammenligningen mellem islam og nazisme finder jeg helt relevant

Der er gode og dårlige ting i alle de kanoniske skrifter; det er jo også bare ord; og det handler i vid udstrækning om, hvordan disse ord fortolkes.
Der er ikke noget kanonisk skrift, der er "bedre" end det andet.

Derfor er der intet modsætningsforhold mellem religion og demokrati, da
de kristne har vist vejen. Opgaven er at inspireres af de gode ting i religionen og holde de dårlige ting væk fra politisk indflydelse. Det kræver også en grad af reduktion af kirkens magt, men den må jo så komme, også i de muslismske lande.

I takt med, at vi er blevet mere demokratiske, er vi blevet mindre religiøse.

Summa-summarum: Islam er ikke mindre uforenelig med demokrati end kristendom er. Lad os så hjælpe dem og tale med dem i stedet for at håne dem, bombe dem og i øvrigt distancere os fra dem.

Sidste rap fra dette hjørne af Andedammen.

Det er et bizart påstand, at man ikke kan være demokrat og muslim samtidig..

Iran havde et parlamentarisk demokrati under Mossadeq indtil 1953, da Shahen tog magten i et CIA-bakket kup. Da præstestyret kom til magten i 1979 (?) var det en reaktion på det. Er der nogen, som vil påstå, at den iranske befolkning holdt op med at være muslimer under Mossdeq?

Anne Marie (suk)

Jeg troede, det næsten lykkedes at få dig til at indse, at alle religioner har samme moralske værdi, og at demokrati er noget, vi bygger udenom eller ved siden af religionerne. Men du taler lidt udenom; du mener vel, at ALLE religioner er i modsætning til demokrati, ikke bare Islam?

Thi det ville være hyklerisk at påstå, at Islam er uforenelig med og kristendom forenelig med demokrati.

Allersidste RAP

Ulrik Høstblomst

Anne Marie

näh....det er ikke hyklerisk.

Det er bare en meningsløs og grotesk påstand - men hykleri ? näh...

Sider